Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Fjernkøling godt for Aalborg

26. september 2018
Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen glæder sig over dagens aftale mellem Region Nordjylland og Aalborg Forsyning, der resulterer i en helt ny forsyningsform i kommunen.

Underskrivelsen af en aftale her til morgen mellem Aalborg Forsyning og Region Nordjylland betyder, at det nye universitetshospital i Aalborg Øst bliver de første i kommunen, der bliver koblet på en helt ny og CO2-besparende køleløsning: Fjernkøling.

Fjernkøling følger præcis de samme principper som fjernvarme, blot med kulde i stedet for varme. Det kommende fjernkølingsanlæg vil udnytte den lave temperatur på bunden af Aalborg Portlands kridtsø i Aalborg Øst, hvor Aalborg Forsyning har lejet sig ind.

”Det er fantastisk at se store aktører som Region Nordjylland, Aalborg Forsyning og Aalborg Portland gå sammen om at gøre et så stort og ambitiøst projekt til virkelighed. Det færdige anlæg bliver det mest effektive og mest bæredygtige fjernkølingssystem i Danmark og vil være blandt de bedste anlæg internationalt. Aftalen i dag understreger for mig, at vi med mod, vision og samarbejde kan skabe meget store resultater i Aalborg og Nordjylland,” siger Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

I første omgang vil anlæggets 11 MW udelukkende gå til at dække universitetshospitalets kølebehov, men andre erhvervsvirksomheder og institutioner i bydelen med et stort kølebehov vil også kunne koble sig på. Fjernkølingen fra Aalborg Forsyning forventes at være minimum fem gange så effektivt som konventionelle køleløsninger og langt mindre pladskrævende. Samtidig er der en betydelig miljømæssig gevinst – alene universitetshospitalet vil fra starten spare mellem 500-700 tons CO2 om året, og i takt med at hospitalsområdet udvides, vil den besparelse blive endnu større.

”Aalborg er med helt i front, når det handler om at tænke bæredygtigt og klimavenligt, og det er fjernkøling, blot endnu et eksempel på. At erhverv og institutioner i Aalborg Øst fremadrettet kan få glæde af denne teknologi vil i fremtiden være med til at gøre Aalborg Øst endnu mere attraktiv for erhvervsvirksomheder,” forudser Thomas Kastrup-Larsen, der har store forventninger til projektets fremtid.

Del indhold