Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Byrådet har slået hul på DNA Aalborg

20. august 2018
På toppen af Hotel Hvide Hus - med overblik over den snoede Limfjord og byens tage - var Aalborg Byråd i dag samlet til workshop om Aalborg Kommunes nye visionsproces. Byrådet vil med hjælp fra borgerne finde frem til Aalborgs DNA for fremtiden.

"Vi slår nu hul på DNA Aalborg, hvor vi skal skabe en opdateret fortælling om, hvad der er særligt og betydningsfuldt ved Aalborg. En fortælling vi kan give videre til vores børn og børnebørn, men også når vi kommer rundt i kommunen eller ud i verden," siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) og understreger:

"Visionen skal være med til at skabe en fælles retning for udviklingen af Aalborg Kommune, og derfor bliver næste skridt, at vi skal ud og høre borgernes synspunkter og perspektiver".

På workshoppen kom byrådet frem til en lang række spørgsmål og temaer, som de gerne vil høre borgerne om. Hvad kan vi gøre for work/family-balancen? Hvordan er vi en social ansvarlig kommune? Hvordan kan vi tiltrække virksomheder i fremtiden? Har Aalborg de rette kulturtilbud? Temaerne og spørgsmålene vil ikke være afgrænsende, når borgerne inddrages.

Borgerne definerer Aalborg

Borgere, erhvervsliv, kulturliv, foreningsliv og uddannelsesinstitutioner bliver blandt andet inddraget via borgerinterviews, borgertopmøde og sociale medier. Der bliver også en mere formel runde, hvor grupper, råd og nævn bliver hørt.

"Jeg har store forventninger til visionen for fremtidens Aalborg, og ikke mindst den spændende proces, der venter forude. Der er ingen tvivl om, at Aalborg har behov for en ny fortælling om en kommune, der ER transformeret og som vil hæve sig op over det klassiske billede af Aalborg, som byen med de rygende skorstene", siger Mads Duedahl, rådmand for Sundheds- og Kulturforvaltningen (V) og understreger:

"Jeg har forventninger om en vision, der giver politikerne pejlemærker for den fremtidige udvikling, og i processen er det uhyre vigtigt at inddrage byens borgere, for i sidste ende er det dem, der definerer Aalborg".

Visionsprocessen løber fra 6. september og slutter med et borgertopmøde 10. november 2018.

FAKTA om DNA Aalborg

  • Visionsprocessen for Aalborg Kommune - DNA Aalborg - løber fra 6. september - 10. november.
  • Efter dagens workshop er næste skridt borgerinterviews - 5 udvalgte borgergrupper (unge/studerende, børnefamilier, ældre/seniorer, udsatte og udlændinge.
  • Borgertopmøde med 250 borgere den 10. november.
  • Den nye vision forventes politisk behandlet i slutningen af 2018.

Pm Billede

Del indhold