Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Aalborg skal nu hjælpe Danmark med at blive verdensmestre i folkelig idræt

23. januar 2018
"Messi Med Måde" og en lang række andre indsatser skal nu være med til at gøre 4.000 inaktive aalborgensere mere aktive og skaffe 5.000 flere medlemmer i fritids- og foreningslivet. Fredag 19. januar blev Aalborg ny visionskommune i det kæmpemæssige idrætspartnerskab "Bevæg Dig For Livet" med DGI og DIF i spidsen.

Johan "Narkokureren" Nielsen tager et par fikse trick og afleverer fodbolden videre til Bruno "Tryllerik" der dribler lidt sidelæns og skyder på kassen. I "Messi Med Måde" har næsten alle kælenavne. 20 mænd i alderen 45-75 år, der alle har haft alvorlig sygdom inde på livet, mødes hver onsdag til løgnehistorier i omklædningsrummet og en omgang fodbold. Lige pt. er der 17 der er spilleklar, to på skadeslisten og en er til salg - på fri transfer. Det er sundhed og genoptræning gemt i fælleskab, fodbold og hygge:


- Jeg er rigtigt glad for samværet med de andre, og det at man får bevæget sig lidt, fortæller 73-årige Johan Nielsen, der er kommet på holdet, som led i genoptræningen efter en dobbelt by-pass-operation.

- Det giver noget andet, end den gymnastik jeg også går til. Messi med Måde er mandehørm kombineret med fodbold. Vi har fået skabt et godt fælleskab, hvor vi også lige har holdt julefrokost sammen. Det giver livskvalitet, fortæller Johan Nielsen om "Messi Med Måde" der er blevet til i et samarbejde mellem Aalborg Sundhedscenter og fodboldklubben Aalborg Freja.

Fritids- og foreningslivet er et vigtigt værktøj

I dag spiller "Messi Med Måde" for publikum og for pressen, da træningen er sat op som en del af Aalborg Kommunes indtræden idrætspartnerskabet "Bevæg dig for livet". Det kæmpemæssige visionssamarbejde med DIF og DGI har på landsplan som mål, at 75 procent af danskerne skal dyrke idræt i 2025, mens 50 procent af befolkningen skal dyrke idræt i en forening. I Aalborg er målet at 4.000 inaktive aalborgensere skal motiveres til at være aktive i idræt og samtidigt have 5.000 flere aktive i fritids og foreningslivet:

- Jeg er glad for, at vi i dag træder ind i samarbejdet "Bevæg dig for livet". Det at få flere danskere og herunder også aalborgensere gjort mere aktive er en meget vigtig dagsorden. Det handler ikke kun om den fysiske sundhed, men i høj grad også om den mentale sundhed der er alvorligt under pres i disse år. Her er vi overbeviste om at fritids- og foreningslivet , ja civilsamfundet generelt, kan gøre en stor forskel. I foreningslivet kan man blive en del af noget større, en del af et fælleskab, siger Mads Duedahl, rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune

Mange indsatsområder

"Messi Med Måde" er bare et eksempel på hvordan Aalborg Kommune kan øge antallet af idrætsaktive. Målgruppen er alle aldre og der er blevet skitseret 6 indsatsområder, hvor man sætter ind:

Socialt udsatte, samspil om sundhedsindsatser, landdistriktet, udvikling og samskabelse med foreninger, skoler og institutioner samt udvikling af faciliteterne. I Aalborg er Mikkel Risager projektleder på indsatsen.
- Jeg skal koordinere sundhedsindsatser på tværs i kommunen, både på områder hvor vi i forvejen er godt i gang og på nye områder. Det bliver også meget vigtigt at indtænke civilsamfundet. Vi skal have foreninger, idrætsklubber, aftenskoler og korps til at indgå i et endnu stærkere samarbejde. Borgerne vil møde nye tilbud og vi skal skabe gode rammer, og gøre det lettere at være aktiv igennem hele livet, fortæller Mikkel Risager, projektkonsulent for Bevæg dig for livet i Aalborg Kommune

Om Bevæg dig for livet på landsplan

Visionens målsætning er, at 75 procent af danskerne i 2025 skal dyrke idræt, og at 50 procent af befolkningen skal dyrke idræt i en forening. Ved opstarten af projektet var status, at 68 procent af befolkningen var idrætsaktive, og 41 procent var medlem af en idrætsforening. Bevæg dig for livet er glade for at få Aalborg med som partner:

- Aalborg er en spændende kommune, fordi den nærmest er et lille Danmark i sig selv med tætbefolkede byområder, landsbysamfund og tyndt befolkede områder. Derfor kan vi arbejde med mange forskellige potentialer. Det bliver særligt spændende at arbejde med de nye boligområder, og hvordan vi fra start af kan være med til at skabe gode rammer om idrætten, siger Per Nedergaard, der er leder i Bevæg dig for livets kommunale enhed.

Historisk partnerskabsaftale

Nordea-fonden og TrygFonden bidrager i de første tre år hver med 10 millioner kroner årligt. I samme periode bidrager DIF og DGI med tilsammen 80 millioner kroner. Der er dermed tale om den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie.

Del indhold