Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Aalborg vil være hele Europas kulturhovedstad

Aalborg har store kulturelle ambitioner. I 2032 er det i Danmark og Bulgarien der skal findes en europæisk kulturhovedstad. Her melder Aalborg sig nu på banen. Der er politisk opbakning til at ansøge om værtskabet, som borgmester og kulturrådmand mener kan skabe enorm udvikling for byen og regionen.

Kulturen giver oplevelser, bringer mennesker sammen og skaber vækst. Det vil man i Aalborg nu styrke yderligere i regionen. Siden 1985 har EU hvert år haft europæiske kulturhovedstæder. I 1996 var det i København, i 2008 var det i Liverpool og seneste gang i Danmark var Aarhus i 2017. I 2032 skal der være kulturhovedstæder i både Danmark og i Bulgarien og her melder Aalborg sig nu i kandidatfeltet. I Økonomiudvalget er der politisk opbakning til at bevillige 3 millioner kroner i budget 2026 til at få udarbejdet en ansøgning, der skal sendes afsted til EU.

"Hvis Aalborg bliver kulturhovedstad, så er det virkeligt noget borgerne og de besøgende kommer til at mærke. Jeg er sikker på, at det er noget, som folk vil huske tilbage på i generationer. Det er ikke kun en kulmination med en masse kultur i et år. Kulturlivet og byen vil komme til at mærke satsningen i årene op til, selvfølgelig i 2032, men også i årene efter. Der vil være kulturaktiviteter og events i hele kommunen, og jeg er overbevist om, at vi efterfølgende vil stå stærkere, skarpere og berigede - både kulturelt og som samfund. Hvis vi bliver kulturhovedstad, så er det lig med byudvikling, regional branding og europæisk udsyn. Aalborg har masser at byde på - nu er det vores tur", siger Lasse Frimand Jensen, borgmester i Aalborg Kommune

Ansøgning igennem fællesskab

At være kulturhovedstad i EU er et års fejring af en europæisk by's kunst og kultur. Indtil nu har mere end 60 byer været europæiske kulturhovedstæder. De er udvalgt af en uafhængig ekspertjury i EU. I 2025 er det Chemnitz i Tyskland og Nova Gorica i Slovenien, der er kulturhovedstæder.

Byerne udvælges på grundlag af deres kulturprogram, som bl.a. skal have en stærk europæisk dimension, der inddrager lokalbefolkningen i alle aldre og bidrage til byens og regionens udvikling på lang sigt.

"Kulturen kan løfte os. Give os nye indsigter og storslåede oplevelser. Aalborg som Europæisk Kulturhovedstad vil give både Aalborg og hele Nordjylland et kulturelt løft af betydning i 10 år frem. Vi skal gå til arbejdet med at lave en stærk ansøgning sammen; hele kulturlivet, foreningslivet, erhvervslivet, turismeerhvervet, de mange frivillige og meget gerne alle kommuner i Nordjylland. Vi skal sammen finde alt det frem, vi har at byde ind med - og være innovative, så vi sætter nye og højere fælles mål", siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg.

Erfaring som fundament og kultur som motor

Aalborg Kommune skal nu i gang med at lave en såkaldt "bid book" hvori ansøgerbyerne blandt andet skal beskrive deres kulturhovedstadsprofil, et bud på et kulturelt og kunstnerisk program, en europæisk dimension, og selvfølgelig give svar på, hvordan man vil gennemføre eventet i forhold til organisering, økonomi og faciliteter mv.

Aalborg har gode erfaringer med at afvikle store events de seneste år. Adskillige Tall Ships Races, DGI Landsstævne i 2017 og her i 2025 skal Aalborg for tredje gang være værtsby for elitesportseventet DIF DM-ugen.

"Jeg er begejstret for, at vi har bred opbakning til at gå i gang med arbejdet mod, at Aalborg skal være kulturhovedstad i 2032. Det kommer til at vedrøre os alle sammen. Aalborg har været igennem en lang transformation, hvor kulturen hele tiden har været en vigtig motor. Vi har en interessant kulturarv, og vi står et sted, hvor vi er relevante, nysgerrige og modige. I en verden med spændinger og usikkerhed vil vi rigtigt gerne bidrage til positiv udvikling igennem kulturel udveksling, europæisk samarbejde og berigende fællesskaber", siger Lasse Frimand Jensen.

Ansøgningerne til kulturhovedstad 2032 skal afleveres i 2026, året efter gennemgåes ansøgningerne og de officielle vinderbyer udpeges. Derefter er der fire år til at forberede og bygge aktiviteter op til eventåret.

Kontakt

Kultur

Danmarksgade 17 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 41 53

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang