Alle medarbejdere i Aalborg AKTIV

Få støtte og hjælp til at finde hverdagsbeskæftigelse som førtidspensionist

Aalborg AKTIV er et ikke-visiteret tilbud for alle med en førtidspension, der ønsker at få støtte, hjælp og vejledning til beskæftigelse. Gennem et forløb hos os undersøger vi sammen, hvilken type beskæftigelse, der giver mening for dig.

I denne video kan du se, hvad Aalborg AKTIV kan hjælpe dig med

Hvem kan komme i forløb hos Aalborg AKTIV?

Du kan få støtte og hjælp til beskæftigelse hos Aalborg AKTIV, hvis du: 

  • Er tilkendt førtidspension
  • Bor i Aalborg Kommune 

Vi er et ikke-visiteret tilbud, hvilket betyder, at du ikke skal henvises for at komme i forløb og vi læser ikke journaler. 

Hvad er et forløb i Aalborg AKTIV?

Beskæftigelse kan være mange forskellige ting. Det kan være lønnet arbejde, men det kan også være interne tilbud, uddannelser, frivilligt arbejde eller andre former for fællesskaber. Her har vi et stort netværk og masser af erfaring, der gør os i stand til at arbejde kreativt og nysgerrigt i søgen efter den type beskæftigelse, du ønsker. 

Når du får støtte og hjælp af Aalborg AKTIV til at finde beskæftigelse sker det igennem et forløb.

Et "klassisk" forløb kan se ud på følgende måde: 

  • Du henvender dig til Aalborg AKTIV, enten ved at komme forbi, ringe inden for åbningstiderne, eller ved at skrive til os via sikker mail på vores hjemmeside. 
  • Du kommer ind til Aalborg AKTIV og får en samtale med to medarbejdere, som tager udgangspunkt i dine håb og ønsker. 
  • På baggrund af det samarbejde med dig undersøger Aalborg AKTIVs medarbejdere, hvilke muligheder der er – eller skaber nye. Vi tager gerne med ud og besøger de forskellige muligheder og hjælper med at etablere et samarbejde. 
  • Når du er kommet ud i ønsket beskæftigelse, kan det være relevant at en medarbejder fra Aalborg AKTIV løbende kontakter dig for at lave opfølgninger på, hvordan det går. Dette sker primært i forbindelse med lønnet arbejde og frivilligt arbejde. 

Der er ikke to forløb i Aalborg AKTIV, der er ens, og nogle gange kan der for eksempel være brug for flere afklarende samtaler. Sammen tilrettelægger vi et skræddersyet forløb til den enkelte, der kan bygge bro mellem ønsker og muligheder for beskæftigelse. Gennem et forløb hos os opnår du øget handlekraft i din hverdag og du får støtte og hjælp til at komme ud i fællesskaber. 

Læs mere på Aalborg AKTIVs hjemmeside

Det har været et rigtig godt møde. Jeg har fået udvidet min horisont og kan se flere muligheder end det, der lige var min første tanke.

- Kvinde som har mødt Aalborg AKTIV for første gang