Midlertidig pleje og aflastning
Mulighed for midlertidig pleje eller aflastning på Anneshave.
Har du behov for midlertidig pleje og aflastning for at:
- undgå unødig indlæggelse på sygehus?
- få afklaret bolig- og/eller plejebehov efter indlæggelse og sygdom?
- imødekomme din ægtefælle eller samlevers behov for en kort aflastningsperiode?
Så henvend dig til Kontaktcentret for at høre mere om et midlertidigt ophold på Anneshave.
Et ophold på Anneshave
På Anneshave får du omsorg, hjælp til personlig pleje og støtte i forhold til ernæring, sygepleje, behandling, medicinering og mobilisering, herunder ADL-træning (almindelig daglig livsførelse). Under opholdet arbejder vi målrettet på at koordinere og etablere de indsatser og forhold, som gerne skal være på plads, når du igen er klar til at komme hjem:
- Vi vejleder dig i forhold til ny bolig eller plejebolig
- Vi hjælper med at få arrangeret ind- og udflytning fra hidtidig bolig til ny bolig eller plejebolig
- Vi hjælper med at sikre samarbejde med egen læge eller sygehuslæge
- Vi hjælper med at tilpasse og korrdinere hjemmeplejeindsatsen efter udskrivning fra sygehuset
- Vi hjælper med opstart på madservice
- Vi hjælper med at finde den rette rehabiliteringsindsats for dig
- Vi hjælper med opstart af værgemålssag
- Vi hjælper med at etablere et godt samarbejde både nu og fremadrettet med dine pårørende
Rammerne på Anneshave
Anneshave rummer ialt 48 et-rums lejligheder fordelt på 4 boenheder med 12 boliger i hver enhed. I tilknytning til hver boenhed er der en opholdsstue og et åbent fælles caféområde på hver etage. Boligerne er møbleret og indrettet med fokus på hjemlighed og selvhjulpenhed samt gode arbejdsforhold for de ansatte. Alle boliger er forsynet med forskellige velfærdsteknologier, så som loftslift samt toilet og vask med hæve-sænke funktion. Kongstanken bag Anneshave er, at det skal være ”et helende byggeri”, hvilket farvevalg, interiør og opbygning tager udgangspunkt i.
Praktisk info
Lyder et ophold på Anneshave som en løsning for dig, skal du henvende dig til Kontaktcentret (se info nedenunder). Her vil du blive sat i kontakt med en boligkoordinator eller en medarbejder fra Udskrivningenheden, som vurderer din henvendelse. Får du tilbudt et ophold, modtager du en bevilling med Digital Post. Her finder du informationer om, hvad du skal medbringe, egenbetaling for kost og vask af tøj med videre.
Det med småt
Sagsehandlingstiden er 2 uger, fra vi modtager din ansøgning. Dog kan en midlertidig plads bevilges straks i akutte situationer.