Aflastning
Som forælder til et barn eller en ung med nedsat funktionsevne kan du have behov for aflastning for at samle overskud til pasning og pleje, konkret hjælp til opgaver eller til at give omsorg til søskende.
Hvem kan søge om aflastning?
Som forælder til et barn eller en ung med nedsat funktionsevne, kan du have brug for aflastning.
Du kan søge aflastning, hvis:
- dit barn har et varigt fysisk eller psykisk handicap
- du som forælder har behov for aflastning
- dit barn har brug for aflastning
Hvordan søger jeg?
Hvis du har behov for aflastning, kan du kontakte familiegruppen/Specialgruppen for Børn og Unge. Din ansøgning om aflastning bliver herefter behandlet af en rådgiver, som vurderer, om dit barn er i målgruppen. De vurderer også, hvilken form for aflastning, der er relevant og hvor meget aflastning, du eventuelt kan få. Nogle typer aflastning forudsætter, at der udarbejdes en børnefaglig undersøgelse.
Du må forvente, at der kan være en vis ventetid på at finde det rette aflastningstilbud.
Hvis du vil vide mere
Aflastning kan sikre, at du får mulighed for at give omsorg til de øvrige børn i familien, der også har brug for dig. Aflastning kan også i nogle tilfælde medvirke til, at du kan beholde dit barn hjemme.
Vi vil i samarbejde med dig vurdere, hvilken form for aflastning, der passer bedst, og hvor meget aflastning I har brug for. Vi tager hensyn til jeres familiesammensætning – herunder om I er en eller to forældre i hverdagen. Er I to forældre, skal I også kunne aflastes samtidigt.
Aflastning kan foregå som:
- aflastning i almindeligt tilbud – eksempelvis dagtilbud
- timeaflastning
- døgnaflastning i netværk, aflastningsfamilie eller på aflastningsinstitution
Når der er grund til at tro, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte, skal kommunen undersøge forholdene nærmere. Dette kaldes den børnefaglige undersøgelse.
Undersøgelsen skal munde ud i en begrundet stillingtagen til, om der skal iværksættes støtte til barnet eller den unge og familien.
Den børnefaglige undersøgelse skal så vidt muligt gennemføres i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Der er ikke krav om samtykke fra forældremyndighedsindehaveren til den børnefaglige undersøgelse.
Kommunen holder en samtale med barnet eller den unge. Samtalen kan dog udelades, hvis barnets eller den unges modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod det. Hvis der ikke kan gennemføres en samtale, skal kommunen forsøge at tilvejebringe oplysninger om barnets eller den unges synspunkter på anden vis.
Samtalen kan gennemføres uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, og uden at forældremyndighedsindehaveren er til stede, når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste.
Du kan læse mere om den børnefaglige undersøgelse på Social-, Bolig- og Ældreministeriets hjemmeside.
Skrevet af Social-, Bolig- og Ældreministeriet
Kontakt
Specialgruppen for børn og unge
Sofiendalsvej 92 A 9200 Aalborg SVRing til os
99 31 27 55Skriv til os
Åbningstider
Det med småt
Sagsbehandlingstiden er 3 måneder, fra vi har modtaget din ansøgning.
Hvis der forinden aflastningen skal udarbejdes en børnefaglig undersøgelse kan denne tage op til 4 måneder at udarbejde.
Servicelovens § 41, § 84 eller § 52, styk 3, nummer 5
Mere specifikt gælder det at:
- aflastning i almindeligt tilbud – eksempelvis dagtilbud
- timeaflastning er efter servicelovens § 84 eller § 41
- døgnaflastning i netværk, aflastningsfamilie eller på aflastningsinstitution er efter servicelovens § 52 eller § 84
I Aalborg Kommune er det de Specialiserede Aflastningstilbud, der står får at aflaste.