Skip til hoved indholdet
    Hjem Mit liv Mit barn Børnepasning Typer af pasning Vuggestue

Vuggestue

Vuggestue er for børn i alderen 0-2 år. Her er hverdagen specielt indrettet til de helt små, hvor både fysiske rammer samt lege og aktiviteter passer til børn i 0-2 års alderen.

Det gode ved vuggestue

  • Hverdagen er indrettet specielt til børn i alderen 0-2 år - både inde og ude. Dagen i vuggestuen er præget af genkendelighed, gentagelser og en fast struktur, som får børnene til at føle sig trygge og på den måde bidrager med gode betingelser for udvikling hos de små børn.
  • Hver vuggestue laver egen pædagogisk læreplan, som tilpasses og ændres alt efter børnegruppens sammensætning.
  • Hele dagen er der et pædagogisk læringsmiljø, som har fokus på at inddrage børnenes perspektiv. Der er blandt andet mulighed for at dele børnene op i mindre grupper, så personalet kan lave lege og aktiviteter med børnene, der passer til børnenes alder. Det hjælper børnene til at lære og styrker samtidig deres forhold til andre børn.
  • Vuggestuen har fokus på, at alle børn trives og arbejder målrettet med dit barns trivsel. Personalet forholder sig løbende til, hvordan det pædagogiske læringsmiljø understøtter hele børnegruppens trivsel, læring og udvikling. Det meste af personalet er pædagogisk uddannet.
  • Vuggestuen samarbejder med dig, børnehaven og relevante tværfaglige samarbejdspartnere for at sikre den bedst mulige overgang, når dit barn starter i børnehave.
  • Vuggestuen har en madordning, der sikrer sund og delvis økologisk kost. Det betyder, at dit barn ikke skal have madpakke med.

Hvis du vil vide mere

Vil du vide mere om:

  • Betaling og priser
  • Søskendefortrinsret og arveret
  • Søskenderabat
  • Økonomisk friplads
  • Udmeldelse

Læs om priser og vilkår.

I Aalborg Kommune åbner enkelte institutioner klokken 06.10 og andre har åbent til klokken 16.45. En enkelt har åbent til klokken 24.00. Aalborg Kommune råder desuden over en døgninstitution, som også tilbyder pasning i weekender. 

Vuggestuen holder helt lukket på følgende dage

  • Den 5. juni efter klokken 12.00 (Grundlovsdag)
  • Den 24. december (Juleaftensdag)

Hvis vuggestuen holder lukket på andre tider af året, vil du altid blive tilbudt at få dit barn passet i en anden institution. Når vuggestuen har planer om at holde en lukkedag, vil der i god tid blive meldt ud via Aula. Du vil blive bedt om at give besked, om dit barn har behov for pasning eller ej på den pågældende dag. 

Der kan arrangeres fællespasning på dage eller i uger, hvor der typisk er lavt fremmøde som eksempelvis i sommerferieperioden, dagene op til påske, dagen efter Kristi Himmelfart eller imellem jul og nytår. Hvis minimum 55 % af børnene ikke har brug for pasning på dagen, kan vuggestuen holde lukket. 

Har dit barn har brug for pasning den konkrete dag/uge, bliver du tilbudt alternativ pasning i en anden nærliggende institution, og så vidt muligt med personale barnet kender.

Reglerne for lukkedage gælder alle hverdage året rundt og dermed også i ferierne. Du finder information om de enkelte vuggestuers åbningstider på deres hjemmesider.

Der er ansat en eller flere kostfaglige personer i vuggestuen, som sørger for, at børnene får sund og varieret mad hver dag.

En stor del af maden er økologisk. Kommunen har et mål om, at alle vuggestuer har Sølvmærket i økologi, hvilket betyder, at 60-90 % af maden er økologisk.

Hvis dit barn bliver afleveret tidligt, kan det spise morgenmad i vuggestuen. Derudover får børnene:

  • Formiddagsmad, der kan består af grød, rugbrød og lidt frugt
  • Middagsmad, der ofte består af en varm ret
  • Eftermiddagsmad, der ofte består af brød og frugt

Prisen for madordning til de 0-2 årige er indregnet i den samlede pris.

Læs mere om sølvmærket i økologi

I Aalborg Kommune er forældresamarbejde og forældreinddragelse en naturlig del af arbejdet i vuggestuen.

Forældresamarbejde

Det er vigtigt for vuggestuen, at der er et godt samarbejde mellem forældre og personale. Det skaber en ekstra tryghed, når du skal aflevere dit barn.

En del af samarbejdet består af:

  • At dit barn oftest bliver tildelt en kontaktpædagog, som du altid kan komme til, hvis du har brug for at tale om noget vedrørende dit barn.
  • En opstartssamtale mellem dig og kontaktpædagogen. Mødet finder sted, inden dit barn starter i vuggestuen. Hvis du har dit barn med, får det mulighed for at møde sin kontaktpædagog.
  • Mange vuggestuer tilbyder en 3 måneders samtale, hvor du og pædagogen kan tale om, hvordan den første tid i vuggestuen er forløbet.
  • Som forælder tilbydes du et Dialogmøde med eventuel inddragelse af relevante tværfaglige samarbejdspartnere hvis der er grund til at tale om dit barns trivsel.

Læs om Opsporingsmodellen - en model for tidlig opsporing

Forældreinddragelse

I alle vuggestuer er der en institutionsbestyrelse, som du kan blive valgt ind i, hvis du stiller op. Fordelen ved at være med i bestyrelsen er, at du kan være med til at sikre, at det daglige arbejde i vuggestuen afspejler, hvad der er vigtigt for dig.

Bestyrelsen kan blandt andet være med til at:

  • Ansætte pædagoger
  • Planlægge sociale arrangementer i vuggestuen
  • Sætte de overordnede rammer for, hvad pædagogerne skal arbejde med
  • Tage stilling til madordning

Læs mere om rammerne for bestyrelsens arbejde i 'Håndbog for bestyrelsesarbejde'

Videoer om, hvad det vil sige, at sidde i en institutionsbestyrelse:

Bestyrelsesarbejdet i vuggestuer og børnehaver - Introduktion
Bestyrelsesarbejdet i vuggestuer og børnehaver - Arbejdet i bestyrelsen
Bestyrelsesarbejdet i vuggestuer og børnehaver - Beføjelser

Er dit barn forsikret?

Aalborg Kommune må ikke tegne kollektive ulykkesforsikringer for børn og unge i kommunale institutioner. Det er derfor dit ansvar som forælder at tegne en ulykkesforsikring, så dit barn er forsikret, hvis dit barn skulle komme ud for en ulykke eller til skade i vuggestuen.

Vi laver en ulykkesrapport
Institutionerne er forpligtet til at udfylde en ulykkesrapport, hvis der sker en ulykke i institutionen. Rapporten gengiver objektivt, hvad der skete i forbindelse med ulykken og kan bruges, hvis du skal anmelde skaden til dit forsikringsselskab.

Det siger lovgivningen

Reglerne omkring kollektive ulykkesforsikringer er lavet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Læs om Indenrigs- og Sundhedsministeriets afgørelse om kollektive ulykkesforsikringer

Den styrkede pædagogiske læreplan er et centralt element i Dagtilbudsloven og danner rammen om alle børns læring.

I Aalborg Kommune ønsker vi, at alle børn og unge trives, lærer og udvikler sig. Vi er allerede godt i gang med mange initiativer, og vi er fortsat ambitiøse og udvikler vores kommune, så det er et godt og trygt sted at være.

Uanset hvilket hjem, du vokser op i, uanset hvilket lokalområde, du bor i og uanset hvilket pædagogisk tilbud du går i, skal alle have mulighed for at klare sig godt. 

Børns trivsel er vigtigt for deres alsidige udvikling. Derfor arbejder vi med en Opsporingsmodel, der skal være med til at sikre, at vi tidligt får øje på de børn, der ikke trives - både tidligt i problemudviklingen og tidligt i barnets liv. 

Læs om Opsporingsmodellen - en model for tidlig opsporing

Alle børn skal føle sig som en del af fællesskabet

I Aalborg Kommune arbejder vi aktivt med inklusion. Inklusion handler om alle børn, og det handler om barnets oplevelse af at være inkluderet, som vi skal få øje på og understøtte barnet i. De fælles principper for vores arbejde med inklusion er et vigtigt bidrag til realiseringen af den styrkede pædagogiske læreplan. Der er brug for, at vi tilrettelægger hverdagen i institutionen ud fra en fælles forståelse af begrebet inklusion, når vi skal arbejde med at udvikle pædagogisk læringsmiljø og sociale fællesskaber der rykker. 

Sociale normeringer

Familie- og Socialudvalget har godkendt et løft af dagtilbudsområdet - de sociale normeringer. De sociale normeringer bliver tildelt daginstitutioner, der ligger i boligområder med en større andel af familier med behov for en supplerende indsats. Når en institution får en social normering tildelt, betyder det, at institutionen får tildelt flere pædagogtimer. 

Kroppen på Toppen og fokus på børns motoriske udvikling

Kroppen på Toppen i børnehøjde har fokus på børns motoriske udvikling. På baggrund af forskningsbaseret viden og praksisnær udvikling, får alle børn udfordret deres motorik og bliver inspireret til fysisk aktivitet. Institutionen planlægger læringsmiljøer, hvor børn inviteres til at få mange forskellige kropslige erfaringer med bevægelsesglæde, kreativitet og leg som nøglebegreber. Det lægger sig op ad Sundhedspolitikken 2019-2022.

Læs mere om Kroppen på Toppen

Pædagogik og kompetencer

Hver enkelt institution arbejder målrettet med at skabe en god og tryg hverdag for børnene, så de får optimale betingelser for at trives og udvikle sig. På baggrund af den styrkede pædagogiske læreplan, som er central i Dagtilbudsloven, udarbejder hver institution egen pædagogisk læreplan, som udgør rammen for børnenes læring samt hvordan institutionen arbejder med det pædagogiske læringsmiljø gennem hele dagen.

Institutionens egen pædagogiske læreplan er et dynamisk redskab, som ændres og tilpasses alt efter institutionens sammensætning således det pædagogiske læringsmiljø altid tager udgangspunkt i et børneperspektiv; uanset om der er tale om hverdagssituationer, børns egne initiativer til leg eller voksenplanlagte forløb. 

Kontakt din institution for at høre mere om deres pædagogiske læreplan.

Kontakt

Pladsanvisningen

Godthåbsgade 8 9400 Nørresundby

Ring til os

99 31 28 20

Skriv til os

Personlig henvendelse

Du skal skrive eller ringe til Pladsanvisningen for at aftale en tid til et personligt møde.

Telefontider

Det med småt

Tilsyn i dagtilbud og hos private pasningsordninger

Hvert år fører vi tilsyn med alle kommunens pasningstilbud. Det er både uanmeldte og anmeldte tilsyn. Formålet med tilsyn er at bidrage til udvikling og samtidig sikre høj kvalitet uanset, hvor dit barn bliver passet. Tilsynene bliver udført af en udefrakommende tilsynskonsulent fra afdelingen Afsnit for Tilsyn og Privat Pasning.

Læse mere om, hvordan vi fører tilsyn i dagtilbud og hos private pasningsordninger

Se video om, hvordan vi fører tilsyn i daginstitutioner

Tilsynsrapport for daginstitutioner
Ud fra tilsynskonsulentens observationer og dialog med dagtilbuddet, laves der en tilsynsrapport på baggrund af flere faktorer.

Find din daginstitutions tilsynsrapport

Måske er du også interesseret i

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang