Tina Kristensen
Hvem er jeg?
Hej, mit navn er Tina og er fra årgang 1969. Jeg har været kommunal dagplejer siden august 1997. I mit hjem vil I også møde min mand Peter. Vi har sammen to børn Mike, som er flyttet hjemmefra, og Mia, der er hjemmeboende. Jeg er som person meget smilende og positiv, hvilket kommer til udtryk i hverdagen.Hvad laver børnene, når de er hos mig?
Jeg nyder at give børnene en sund, rolig, forudsigelig - men samtidig spændende hverdag.Som naturdagplejer arbejder jeg efter en årsplan, som jeg selv planlægger. I årsplanen indgår der en masse sjove og spændende aktiviteter med børnene - alt afhængig af hvilken årstid vi går i møde. Hver måned modtager børnene billeder af, hvad vi har lavet. Dette giver et super godt indblik i vores hverdag – og samtidig får I og jeres børn nogle skønne samtaleemner omkring billederne.
Dét at bruge naturen så meget i hverdagen har stor betydning for mig. Jeg nyder lige så meget som børnene, at arbejde med de ting vi ser og finder i naturen. Vi besøger f.eks. det nærtliggende gartneri, samt bondegården med de mange heste og de fine traktorer. Dét at være naturdagplejer betyder, at man lærer børnene begrebet ”fra jord til bord”.
Herudover bruger vi hver dag naturen som legeplads. Vi løber, klatrer, hopper og lærer at balancere for at forbedre børnenes motoriske færdigheder og få pulsen op.
Hver mandag går vi i heldags-legestue i Gug Boldklub med fem andre børnegrupper. Her laver vi en masse fælles aktiviteter for at styrke børnenes udvikling både sprogligt og socialt. Vi holder arrangementer som fastelavn, dagplejedag, bedsteforældredag samt juletræsfest.
Hvorfor er det godt, at have dit barn i dagpleje hos mig?
Jeg tager stort hensyn til det enkelte barns behov. For mig er det utrolig vigtigt, at der er en åben og ærlig kommunikation mellem forældre og dagplejer.Hos mig får børnene en rolig og tryg hverdag i et lyst og indbydende hjem med en dejlig grøn have.
Med venlig hilsen
Tina
Åbningstider
Dag | Fra | Til |
---|---|---|
Mandag | 06:30 | 16:05 |
Tirsdag | 06:30 | 16:05 |
Onsdag | 06:30 | 16:05 |
Torsdag | 06:30 | 16:05 |
Fredag | 06:30 | 16:05 |
Kontakt
Tina Kristensen
Kronosvej 38
9210 Aalborg SØ