Skip til hoved indholdet
    Hjem Mit liv Mit barn Børnepasning Privat pasning Privat pasningsordning

Pasning hos en privat pasningsordning

Du kan vælge, at dit barn skal passes ved en privat pasningsordning. En privat pasningsordning er ikke underlagt reglerne for dagtilbud, men er et supplement hertil.

Når du vælger en privat pasningsordning er det vigtigt at vide, hvad forskellen er i forhold til private daginstitutioner og private dagplejere. Private daginstitutioner og private dagplejere er underlagt reglerne for dagtilbud. Det er en privat pasningsordning ikke.

Som kommune er der en række informationer, vi er forpligtet til at give dig, inden du underskriver en kontrakt med en privat pasningsordning.

Vigtigt at vide, inden du skriver kontrakt

  • En privat pasningsordning skal ikke udarbejde en pædagogisk læreplan
  • En privat pasningsordning skal ikke udarbejde en sprogvurdering af dit barn
  • Du er ikke lovmæssigt sikret indflydelse via en forældrebestyrelse
  • Du ikke har krav på anden pasning, hvis børnepasseren er syg
  • Du ikke har krav på alternativ pasning, når din pasningsordning har lukkedage
  • Det er ikke muligt at modtage barselsdagpenge sammen med tilskud til privat pasning
  • Det er ikke muligt at søge visse støtteindsatser, hvis du vælger pasning i en privat pasningsordning
    - CPR-rettede indsatser (muligt)
    - Dobbeltpladser med videre (ikke muligt)

De private pasningsordninger skal arbejde med læringsmiljøer, så indholdet i børnenes hverdag imødekommer de krav, der bliver stillet i almindelige dagtilbud. Aalborg Kommune fører tilsyn med, at det sker.

Spørg din private pasningsordning, om der er aftaler, der sikrer, at du kan få pasning til dit barn ved sygdom eller lukkedage i pasningsordningen.

Hvis du vil vide mere

Hvis du ønsker dit barn skal passes ved privat pasningsordning, kan du søge om tilskud hertil. Det foregår ved, at du i fællesskab med børnepasseren udfylder en ansøgning. I ansøgningen står prisen samt andre oplysninger om pasningen.

En ansøgning om tilskud modtages først af Aalborg kommune, når alle parter har underskrevet, og der er modtaget kvittering om, at ansøgningen er sendt til Aalborg kommune. 

Går dit barn i en privat pasningsordning, skal du huske at skrive dit barn op til næste pasningstilbud.

Det vil sige, har du for eksempel et barn i en privat pasningsordning 0-2 år, skal du huske at skrive dit barn op til den kommunale børnehave, hvis du ønsker det, som dit næste pasningstilbud.

Hvornår skal jeg skrive mit barn på den kommunale venteliste?

Det er den dato, hvor du skriver dit barn op, der bestemmer, hvor barnet kommer til at stå på ventelisten.

Hvis du skriver dit barn op inden for de første 3 måneder efter fødslen – så vil det være barnets fødselsdato, der bestemmer placeringen på ventelisten. Dit barn beholder denne anciennitet på ventelisten til børnehave.

Vær opmærksom på, at vi sletter dit barn på den kommunale venteliste for pasning af børn 0-2 år samme dag, som vi modtager din ansøgning om tilskud til den private pasning.

Du kan søge tilskud til lønudgiften hos den private pasningsordning, som du har indgået en aftale med.

Aalborg Kommune betaler 75% af lønudgiften til pasningsordningen, dog maksimalt:

År 2023

  • 6.327 kroner for 0-2 årige
  • 4.214 kroner for 3-5 årige


År 2024

  • 6.663 kroner for 0-2 årige
  • 4.377 kroner for 3-5 årige

Du kan kun få det højeste tilskud, hvis dit pasningsbehov er mindst 35 timer ugentligt.

Du skal kunne dokumentere dine indbetalinger til den private pasningsordning.

Udbetaling af tilskuddet

Tilskuddet kan tidligst udbetales fra den dato, hvor Aalborg Kommune har modtaget en færdigbehandlet ansøgning om tilskud underskrevet af alle parter. Den private pasningsordning modtager bekræftelse på, at ansøgningen er udfyldt korrekt og afsendt til Aalborg kommune.

Tilskuddet er forudbetalt og bliver som hovedregel indsat på moderens NemKonto sidste hverdag/bankdag i måneden.

Behandlingsfrist på ansøgning om tilskud, indmeldelser og udmeldelser

Der kan være behandlingstid på ansøgninger, så for at være sikker på at modtage tilskud rettidigt, bør ansøgningen om tilskud være indsendt senest en måned før, at barnet starter i pasningsordningen.

Indsendelse af ansøgninger herefter kan gøre, at tilskuddet bliver forsinket, men det udbetales sammen med næste måneds tilskud. Vi gør, hvad vi kan for at nå så mange som muligt.

Skulle du eventuelt have gæld hos Aalborg Kommune, kan dit tilskud til privat pasning blive modregnet for at dække dette.

Fripladstilskud er ikke muligt

Det er ikke muligt at søge om økonomisk fripladstilskud til børn i private pasningsordninger.

Ved barsel med pasningsbarnet

Hvis du holder barsel med det barn, der bliver passet ved den private pasningsordning, får det betydning for dit tilskud.

Er du på fuldtidsbarsel, ophører tilskuddet. Dagen efter endt barsel, kan du igen være berettiget til tilskud.

Er du på udskudt orlov, får du tilskud, der beregnes efter det antal timer, du arbejder per uge. Kontakt Afsnit for Tilsyn og Privat Pasning, hvis du er på udskudt orlov.

Tilskuddet ophører:

  • Når du melder dit barn i anden kommunal eller privat pasning.
  • Hvis dit barn ikke benytter pasningen i 6 sammenhængende uger.
  • Hvis du og barnet flytter til en anden kommune. Husk at give os besked, hvis du flytter kommune samt at søge om tilskud til pasning i den kommune, du flytter til.

Tilskuddet reduceres:

  • Hvis pasningen ikke vurderes at svare til, hvad en fuldtidspasning udgør i en kommunal dagpleje.

Du kan få søskenderabat, hvis du har mere end ét barn i husstanden, der går i dagtilbud, fritidshjem, DUS eller privat pasning. Søskenderabatten gives på den plads, der er billigst for kommunen.

Hvis du har barn i pasning i en privat pasningsordning (efter dagtilbudslovens §80), kan du få en søskenderabat på 42,5% af, hvad et tilsvarende kommunalt tilbud koster.

Som søskende regnes både biologiske søskende, adoptivsøskende og sammenbragte børn, der bor på samme adresse.

Søskenderabat gives automatisk

Du får automatisk søskenderabat, så du behøver ikke at søge om det. 

Bemærk, at det skal være den samme voksne, der er værge for alle børn på adressen for, at du kan opnå søskenderabat.

Her finder du links med oversigter over de fleste private pasningsordninger i Aalborg Kommune.

Vær opmærksom på, at Aalborg Kommune ikke har ansvaret for hverken indhold, drift eller opdatering af siderne på de 2 links. 

Foreningen for privat pasning i Nordjylland

Forening for privat pasning i Aalborg Kommune

Kontakt

Afsnit for Tilsyn og Privat Pasning

Godthåbsgade 8 9400 Nørresundby

Ring til os

99 82 29 99

Skriv til os

Åbningstider

Det med småt

Tilskud til privat børnepasning

Du kan forvente svar senest 2 uger før opstart.

Økonomisk friplads

Du kan forvente svar senest 2 uger før opstart.

Hvert år fører vi tilsyn med alle kommunens pasningstilbud. Det er både uanmeldte og anmeldte tilsyn. Formålet med tilsyn er at bidrage til udvikling og samtidig sikre høj kvalitet uanset, hvor dit barn bliver passet. Tilsynene bliver udført af en udefrakommende tilsynskonsulent fra afdelingen Afsnit for Tilsyn og Privat Pasning.

Særligt for private institutioner og private pasningsordninger

I private institutioner og private pasningsordninger fører vi tilsyn udelukkende på indhold og rammer, samt på efterlevelse af kommunens prioriterede indsatser.

Der føres ikke tilsyn på det enkelte barn, da det er den private pasningsordnings eget ansvar løbende at sikre barnets trivsel og udvikling og iværksætte indsatser efter behov. Aalborg kommune har dog stadig underretningspligt, hvis der observeres noget bekymrende.

Læs mere om, hvordan vi fører tilsyn i private institutioner og hos private pasningsordning

En privat pasningsordning består typisk af én eller flere private børnepassere.

Måske er du også interesseret i

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang