Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Vigtig information til dig, der har en brændeovn fra før juni 2008

Titel: Forskrift om udskiftning eller nedlæggelse af ældre brændeovne og pejseindsatser i områder med kollektiv varmeforsyning.

Vedtaget: 26. juni 2025 af Aalborg Byråd


Bidrag til en bedre luftkvalitet

Aalborg Kommune ønsker at reducere indholdet af sundhedsskadelige partikler i luften. Derfor er brændeovne og pejseindsatser fra før 1. juni 2008 i områder med kollektiv varmeforsyning forbudte, da de udleder op til fem gange så mange partikler som nyere modeller.

Krav til din brændeovn

Siden 1. juni 2008 har der i brændeovnsbekendtgørelsen været krav om en prøvningsattest fra et laboratorium. Attesten er din dokumentation for, at fyringsanlægget lever op til grænseværdierne for blandt andet partikelforurening.

Er din brændeovn installeret efter juni 2008, lever den som minimum op til dette krav, og du har dokumentation for ovnens indvirkning på miljøet.

For at få information om alderen på din brændeovn skal du kontakte producenten og oplyse produktionsnummeret.

Her gælder kravet

Forskriften gælder i alle områder i Aalborg Kommune, der har kollektiv varmeforsyning. Det vil sige, hvis du bor i et område, som er forsynet med gas eller fjernvarme i henhold til loven om varmeforsyning.

Kun brændeovne og pejseindsatser, som udgør et fyringsanlæg under 1 megawatt og er installeret før juni 2008, er omfattet af kravet.

Se om du har kollektiv varmeforsyning

Du kan se, om du bor i et område med kollektiv varmeforsyning på Plan- og Landdistriktsstyrelsens hjemmeside.

Besøg Plan- og Landdistriktsstyrelsens hjemmeside.

Vælg ”Varmeforsyning vedtaget” og derefter ”Forsyningsområde vedtaget”. Klik herefter på ”Søg” og ”en adresse” i den grå bjælke over kortet.

Hvad skal du gøre?

Du skal udskifte din brændeovn til en nyere model eller nedlægge den senest 26. juni 2026, hvis:

  • du bor i et område med kollektiv varmeforsyning og er tilsluttet eller har mulighed for
  • din brændeovn eller pejseindsats er fra før juni 2008.

Husk at kontakte skorstensfejeren for at afmelde din brændeovn. Du skal også selv rette dine BBR-oplysninger i Bygnings- og Boligregistret, hvis du nedlægger en brændeovn eller pejseindsats.

Besøg Bygnings- og Boligregistrets hjemmeside

Hvis du ikke har gas eller fjernvarme

Bor du i et område uden kollektiv varmeforsyning, bliver din brændeovn eller pejseindsats først omfattet af forskriften, hvis du har mulighed for at blive tilkoblet en kollektiv varmeforsyning. Herefter har du 12 måneder til at udskifte eller nedlægge dit fyringsanlæg.

Undtagelser

Forskriften gælder ikke på følgende brændeovne og pejseindsatser:

  • Antikke brændeovne produceret før 1920.
  • Brændeovne og pejseindsatser i fredede bygninger.
  • Brændeovne med vandtank.
  • Brændekomfur opbygget på stedet.
  • Indmurede pejseindsatser, hvor udskiftning eller nedlæggelse kræver så omfattende konstruktions- og/eller bygningsmæssige ændringer, at det er nødvendigt med en betydelig indsats fra bygningshåndværkere og tilsvarende omkostninger for ejeren.
  • Kakkelovne.
  • Masseovne.
  • Pilleovne.
  • Åbne pejse, hvorved forstås et åbent ildsted, hvor forbrændingen ikke er adskilt fra det rum, hvori pejsen er placeret, og som tager forbrændingsluften gennem pejseåbningen.

Dispensation

Aalborg Kommune kan i særlige tilfælde give dispensation i op til 12 måneder fra fristen.

Tilsyn

Aalborg Kommune fører tilsyn med overholdelse af forskriftens bestemmelser, jævnfør miljøbeskyttelseslovens kapitel 9.

Overtrædelse af forskriften

Hvis du overtræder forskriften, kan kommunen melde dig til politiet med krav om bødestraf, jævnfør § 8 i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse nummer 640 af 24. maj 2023 om kommunale forskrifter om udskiftning eller nedlæggelse af ældre brændeovne og pejseindsatser i områder med kollektiv varmeforsyning.

Ikrafttrædelse

Forskriften er vedtaget af Aalborg Byråd 26. juni 2025.

Ældre brændeovne udleder op til fem gange så mange partikler som nyere modeller.

Fyringsanlæg

En teknisk indretning, hvor fast brændsel bliver brændt for at anvende varmen. Det er for eksempel brændeovne, pejseindsatser, kedler, pillefyr, masseovne og kakkelovne.

Brændeovn

Et fyringsanlæg med låge eller låger designet til at afgive varme direkte til omgivelserne.

Pejseindsats

Et fyringsanlæg med låge eller låger designet til at blive installeret i en ildstedsåbning.

Område med kollektiv varmeforsyning

Et område, der er udlagt til gas- eller fjernvarmeforsyning ved et projekt godkendt af kommunalbestyrelsen i henhold til lov om varmeforsyning.

Det med småt

Miljøministeriet har i juli 2023 givet kommunerne mulighed for at forbyde brændeovne og pejseindsatser installeret før juni 2008, hvis de er placeret i områder med kollektiv varmeforsyning som gas eller fjernvarme.

Denne forskrift om ældre brændeovne er udarbejdet i henhold til Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse nummer 640 af 24. maj 2023 om kommunale forskrifter om udskiftning eller nedlæggelse af ældre brændeovne og pejseindsatser i områder med kollektiv varmeforsyning.

Bekendtgørelsen (nummer 640) tager udgangspunkt i miljøbeskyttelsesloven (LBK nummer 5 af 3. januar 2023).

Brændeovnsbekendtgørelsen fra februar 2022 har også hjemmel i miljøbeskyttelsesloven.

Vejledningen findes på Miljøstyrelsens hjemmeside

Kontakt

Klima og Miljø

Stigsborg Brygge 105 9400 Nørresundby

Ring til os

99 31 20 50

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang