Skip til hoved indholdet
    Hjem Mit liv Job og ledighed Ledig Jeg er ledig - hvilke muligheder har jeg?

Jeg er ledig - hvilke muligheder har jeg?

Er du medlem af en A-kasse?

Har du meldt dig ledig hos Jobcenter Aalborg?

Du kan ikke få ydelser fra Aalborg Kommune, hvis du ikke er ledig. Meld dig snarest muligt ledig hos Jobcenter Aalborg.

For at få arbejdsløshedsdagpenge skal du være medlem af en a-kasse og være tilmeldt i dit lokale jobcenter.

Din a-kasse kan oplyse dig om reglerne om arbejdsløshedsdagpenge.

Hvis du vil vide mere om reglerne, og om du er berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, skal du kontakte din a-kasse.

Find kontaktoplysningerne til din a-kasse på star.dk

Hvis du vil vide mere

Dine dagpenge kan højst svare til 90 pct. af den løn, du tjente, før du blev arbejdsløs.  A-kassen beregner dine dagpenge på grundlag af de 12 måneder, hvor du havde den højeste indtægt inden for de seneste 24 måneder forud for beregningstidspunktet. Din indtægt opgøres som al din A- og B-indkomst fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, som er indberettet til indkomstregistret i beregningsperioden, samt overskud i selvstændig virksomhed. Dit eget pensionsbidrag og dit eget ATP-bidrag bliver regnet med i indtægten, hvis du er lønmodtager.

Hvis du har opfyldt indkomstkravet på baggrund af selvstændig virksomhed i de seneste fem år, bliver din dagpengesats beregnet som et gennemsnit af de to år med det højeste skattemæssige overskud inden for de seneste fem afsluttede regnskabsår. Du kan dog højst modtage dagpenge med 19.728 kr. (2023) om måneden som fuldtidsforsikret og 13.152 kr. (2023) om måneden som deltidsforsikret.

Du kan få forhøjet din dagpengesats til 118,86 pct. af dagpengenes højeste beløb. Det er 23.449 kr. (2023) pr. måned for fuldtidsforsikrede og 15.632 kr. (2023) pr. måned for deltidsforsikrede. For at få ret til en forhøjet dagpengesats skal du:

  • have været uafbrudt medlem af en a-kasse i mindst fire år forud for, at du blev indplaceret i en dagpengeperiode.
  • have fået indberettet mindst 508.656 kr. (2023) som fuldtidsforsikret, dog højst 21.194 kr. pr. måned, og 339.096 kr. (2023) som deltidsforsikret, dog højst 14.129 kr. pr. måned, til indkomstregistret inden for de sidste tre år, hvis du er indplaceret i en dagpengeperiode på baggrund af indkomst.
  • have fået indberettet mindst 3.848 løntimer som fuldtidsforsikret og 3.120 timer som deltidsforsikret til indkomstregisteret, hvis du er indplaceret i en dagpengeperiode på baggrund af løntimer.
  • have fået beregnet en dagpengesats, der overstiger 100 pct. af dagpengenes højeste beløb.

Du kan få udbetalt den forhøjede sats i op til 481 timer som fuldtidsforsikret og 390 timer som deltidsforsikret.

Kontakt din a-kasse, hvis du vil vide mere om reglernes betydning for dig.

Hvis du er nyuddannet eller værnepligtig

Som nyuddannet – dimittend – eller værnepligtig med forsørgelsespligt kan du få dagpenge på 82 pct. af højeste dagpengesats som fuldtids- eller deltidsforsikret. Det er som fuldtidsforsikret 16.177 kr. (2023) pr. måned. Som deltidsforsikret er det 10.785 kr. (2023) pr. måned.

Som nyuddannet – dimittend – eller værnepligtig uden forsørgelsespligt kan du som fuldtids- eller deltidsforsikret få dagpenge på 71,5 pct. af højeste dagpengesats. Det er som fuldtidsforsikret 14.106 kr. (2023) pr. måned. Som deltidsforsikret er det 9.404 kr. (2023) pr. måned. 

Når du som dimittend har fået udbetalt dagpenge i 481 timer som fuldtidsforsikret og 390 timer som deltidsforsikret nedsættes din dagpengesats.

Hvis du er under 30 år og ikke har forsørgelsespligt udbetales satsen med 49,17 pct. af højeste dagpengesats. Det er 9.700 kr. (2023) pr. måned for fuldtidsforsikrede og 6.467 kr. pr. måned (2023) for deltidsforsikrede. Hvis du er fyldt 30 år og ikke har forsørgelsespligt udbetales satsen med 62,11 pct. af højeste dagpengesats. Det er 12.253 kr. (2023) pr. måned for fuldtidsforsikrede og 8.169 kr. (2023) pr. måned for deltidsforsikrede. 

Hvis du er under 25 år
Som ung under 25 år får du i visse tilfælde dagpenge på 50 pct.- eller 49,17 pct. af højeste dagpengesats. Det er som fuldtidsforsikret 9.864 kr. og 9.700 kr. (2023) pr. måned. Det er som deltidsforsikret 6.576 kr. og 6.467 kr. (2023) pr. måned. 
Hvis du er ledig og deltager i erhvervsuddannelse mv.

Hvis du er ledig, og deltager du i et tilbud om en erhvervsuddannelse mv. efter reglerne om en aktiv beskæftigelsesindsats, modtager du dagpenge med et beløb, der svarer til 80 pct. af højeste dagpengesats som fuldtids- eller deltidsforsikret. Det er som fuldtidsforsikret 15.782 kr. (2023) per måned. Det er som deltidsforsikret 10.522 kr. (2023) per måned.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Dagpenge er skattepligtige og bliver udbetalt bagud for én måned. Du skal udfylde et dagpengekort for hver måned, du skal have udbetalt dagpenge for.  Pengene overføres som udgangspunkt til din NemKonto.

Karens

Når du modtager dagpenge, vil du som udgangspunkt få karens hver fjerde måned. Karens består i, at dine dagpenge bliver nedsat med værdien af én dagpengedag, dvs. med højst  893 kr. (2022) og 911 kr. (2023).

Du kan imidlertid undgå karens, hvis du er i job i løbet af de fire måneder. Hvis du er fuldtidsforsikret, skal du have arbejdet i mindst 148 timer. Hvis du er deltidsforsikret skal du have arbejdet i mindst 97 timer. 

Afkortning af dagpengeperioden

Din dagpengeperiode afkortes med én måned, hvis du inden for de sidste otte år har modtaget dagpenge i fire år. Afkortningen sker i din nuværende dagpengeperiode. Hvis du har under én måned tilbage af din nuværende dagpengeperiode, sker afkortningen i en evt. efterfølgende ny dagpengeperiode. Hvis du efter udløbet af din nuværende dagpengeperiode har ret til en forlængelse af din dagpengeperiode, kan afkortningen også foretages i din forlængelsesperiode.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Som nyuddannet – dimittend – har du ret til dagpenge, en måned efter du har afsluttet din uddannelse. Som udgangspunkt skal uddannelsen være en af disse:

  • en erhvervsmæssig uddannelse, der er normeret til at vare mindst 18 måneder
  • en erhvervsgrunduddannelse i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse
  • en integrationsgrunduddannelse i henhold til lov om integrationsuddannelse – IGU
  • en erhvervskandidatuddannelse påbegyndt efter 1. juli 2018 i henhold til lov om universiteter.

For at få ret til dagpenge som dimittend, skal du:

  • have bestået Prøve i Dansk 2 med en karakter på mindst 02 på 7-trins-skalaen eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, eller
  • have fået indberettet mindst 600 løntimer som fuldtidsforsikret og 400 løntimer som deltidsforsikret i 12 måneder inden for de seneste 24 måneder.

Du skal søge om optagelse i en a-kasse, senest to uger efter du har afsluttet uddannelsen. Du kan tidligst blive optaget fra den dag, du har gennemført uddannelsen.

Som nyuddannet modtager du dagpenge med en fast sats, der afhænger af, om du er forsørger eller ikke-forsørger. Størrelsen af dine dagpenge fremgår af afsnittet ”Hvor meget kan jeg få i arbejdsløshedsdagpenge?”.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Krav til jobsøgning

Senest efter to ugers ledighed bliver du indkaldt til en cv-samtale i din a-kasse. Her påbegynder du sammen med a-kassen en personlig plan, ”Min Plan”, og I udarbejder individuelle ”Krav til jobsøgning” for dig. ”Kravene til jobsøgning” danner udgangspunkt for a-kassens vurdering af, om du er til rådighed på arbejdsmarkedet.

Registrering af jobansøgningsaktiviteter i joblog

Du skal dokumentere din jobsøgning ved løbende at registrere jobsøgningsaktiviteter og uploade ansøgninger i joblog på Jobnet eller i a-kassens eventuelle egen digitale joblog.

Du skal uploade det antal jobansøgninger i jobloggen, som din a-kasse har besluttet. Det skal du, for at a-kassen og jobcenteret kan vejlede om, hvordan du evt. forbedrer din jobsøgning, og så de samtidig kan vurdere kvaliteten af din jobsøgning.

A-kassen kan forlange, at du uploader kopier af samtlige ansøgninger i en bestemt periode. Det kan ske, hvis a-kassen er i tvivl om, hvorvidt din jobsøgning er tilstrækkelig og realistisk.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

For at have ret til dagpenge skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det afgør din a-kasse, om du gør. For at være til rådighed skal du bl.a.:

  • aktivt søge arbejde med fuld arbejdstid
  • være tilmeldt som ledig og have kontakt til dit jobcenter
  • oprette et CV på Jobnet.dk, som skal godkendes senest to uger efter tilmelding på jobcentret.
  • have bopæl og opholde dig i Danmark
  • kunne og ville overtage arbejde dagen efter, at arbejdet er henvist af jobcenteret eller a-kassen
  • kunne og ville møde til samtaler og tilbud dagen efter, du har modtaget indkaldelsen
  • selv booke dine samtaler inden for en fastsat frist
  • deltage i kurser og andre tilbud, der øger mulighederne for at få arbejde.
Ikke at være til rådighed

Du står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis du fx er syg, ikke er aktivt jobsøgende, ikke ønsker et fuldtidsarbejde eller kun vil arbejde på bestemte tidspunkter eller for en bestemt arbejdsgiver eller arbejdsplads.

I de tilfælde mister du retten til arbejdsløshedsdagpenge, indtil du som fuldtidsforsikret har haft mindst 300 timers arbejde inden for en sammenhængende periode på tre måneder - eller indtil årsagen til, at du ikke står til rådighed, er bortfaldet. Det er fx tilfældet, hvis du var syg og derfor ikke har stået til rådighed for arbejdsmarkedet i en periode.

Du kan forsætte med at modtage din ydelse under de første 14 dages sygdom, hvis du er fuldt ledig og modtager af dagpenge.

Du skal melde dig syg hos din a-kasse på første sygedag. Du kan også sygemelde dig første sygedag hos jobcenteret eller på Jobnet.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Du skal lægge dit CV på Jobnet.dk. Hvis du ikke gør det senest to uger efter din registrering som arbejdssøgende, risikerer du at miste retten til arbejdsløshedsdagpenge.

Selvforskyldt ledig

Du er selvforskyldt ledig, hvis du fx:

  • uden gyldig grund opsiger dit arbejde
  • selv er skyld i afskedigelsen
  • uden gyldig grund afviser at tage et arbejde, der henvises af jobcenteret eller a-kassen, eller udebliver fra en jobsamtale med en arbejdsgiver.
  • uden gyldig grund afslår eller afbryder et tilbud.
Gyldige grunde til at opsige arbejde eller afslå arbejde eller tilbud

Du kan sige dit arbejde op, afslå et arbejde eller afslå eller ophøre i et tilbud uden at få karantæne, når du har en gyldig grund. Det kan fx være, når du opfylder en af betingelserne:

  • du har lægeattest på, at du ikke kan udføre dit arbejde på grund af sygdom, og du har gjort rimelige forsøg på at få et andet arbejde på arbejdspladsen
  • du har ikke mulighed for at få passet børn, der kræver særlig pleje.

Du skal være opmærksom på, at selvom du har en gyldig grund, skal din a-kasse altid vurdere, om du står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Kontakt din a-kasse, inden du opsiger dit arbejde eller afslår et arbejde eller et tilbud mv. Så ved du, om det får konsekvenser for din dagpengeret.

Karantæne

Hvis du ikke har en gyldig grund, er du selvforskyldt ledig, og du får en karantæne. Det betyder, at du mister dine dagpenge i tre uger.

Bliver du selvforskyldt ledig to gange inden for 12 måneder, mister du retten til dagpenge, indtil du som fuldtidsforsikret har haft mindst 300 timers arbejde inden for en sammenhængende periode på tre måneder.

Kontakt a-kassen på forhånd

Din a-kasse kan oplyse dig om konsekvenserne, hvis du afslår et arbejde eller et tilbud, eller hvis du siger op.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Du skal afmelde dig i dit jobcenter med det samme, hvis du som ledig kommer i arbejde og ikke skal modtage dagpenge længere.

Du kan dog vente med at afmelde dig i dit jobcenter til udgangen af den måned, hvor du kommer i arbejde, hvis arbejdet påbegyndes i løbet af måneden.

Husk, at du skal logge ind på Jobnet.dk for at tilgå ”Min Side”.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Kontakt

Jobhuset

Vestre Havnepromenade 15 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 90 00

Rådgiver telefontid

Mandag-fredag 8.15-9.00

Åbningstider

Telefontider

Det med småt

Læs Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. på retsinformation.dk

Du skal sende din klage over din a-kasses afgørelse til din a-kasse senest fire uger efter, du har modtaget afgørelsen. Giver a-kassen dig medhold i din klage, får du direkte besked fra a-kassen. Men hvis de ikke giver dig medhold, skal a-kassen sende din klage videre til Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (CKA).  Det skal a-kassen gøre senest fire uger efter, de har modtaget din klage.

Du skal være opmærksom på, at en klage, der sendes videre til CKA ikke forlænger nogen frister, med mindre de beslutter det. Det betyder, at den afgørelse, a-kassen har truffet, gælder frem til det tidspunkt, hvor der falder en afgørelse fra CKA.

Hvis du ønsker at klage over CKAs afgørelse, kan du inden fire uger indbringe afgørelsen for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Du skal sende klagen til direktøren for CKA. Giver CKA dig medhold i din klage, får du direkte besked fra CKA. Men hvis de ikke giver dig medhold, skal CKA sende din klage videre til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Det skal CKA gøre senest fire uger efter, de har modtaget din klage.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Arbejdsløshedsdagpenge kaldes i daglig tale bare dagpenge.

Måske er du også interesseret i

Hvor gammel er du?
Har du en uddannelse?

Er du under 30 år med en uddannelse, og kan du ikke forsørge dig selv, kan du få kontanthjælp på ungesats.

Har du ikke MitID kan du kontakte Jobhuset. Se info nedenunder.

Hvem kan få kontanthjælp?

For at få kontanthjælp på ungesats skal du opfylde alle betingelserne:

  • du er under 30 år
  • du har en erhvervskompetencegivende uddannelse
  • du har været ude for en social begivenhed, fx sygdom, arbejdsløshed eller ophør af samliv
  • den sociale begivenhed har medført, at du ikke kan skaffe det nødvendige til dig eller din familie, og at du ikke forsørges af andre
  • dit behov for forsørgelse kan ikke dækkes af andre ydelser, fx arbejdsløshedsdagpenge, pension mv.

Din første samtale med kommunen

Senest en uge efter, at du første gang har henvendt dig til kommunen om hjælp, bliver du indkaldt til den første samtale, hvor jobcentret vurderer, om du er jobparat eller aktivitetsparat.

Hvis jobcentret vurderer, at du er i stand til at komme i arbejde inden for en kortere periode, er du jobparat og skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis jobcentret vurderer, at du ikke kan komme i arbejde inden for en kortere periode, er du aktivitetsparat.

Hvis du vil vide mere

Personer under 30 år med en erhvervskompetencegivende uddannelse modtager kontanthjælp på ungesats.

Størrelsen af kontanthjælpen afhænger bl.a. af, om du er fyldt 25 år, og om du har forsørgelsespligt over for børn.

Kontanthjælpen afhænger også af, om du har formue eller indtægter. Hvis du er gift, påvirker din ægtefælles formue og indtægt, hvor meget du kan modtage i kontanthjælp.

Kommunen kan ikke yde hjælp, hvis du eller din eventuelle ægtefælle har formue, som kan dække jeres økonomiske behov. Formue er fx penge og værdier, som let kan omsættes til penge. Kommunen ser dog bort fra beløb på op til 10.000 kr., for ægtefæller tilsammen op til 20.000 kr. Kommunen ser også bort fra den del af en formue, der er nødvendig for at kunne bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, eller som bør bevares af hensyn til dine egne eller din eventuelle families erhvervs- eller uddannelsesmuligheder. Kommunen ser desuden bort fra en række nærmere bestemte former for formue.

Hvis du – eller din eventuelle ægtefælle – har indtægter, bliver de trukket fra i kontanthjælpen. Indtægter fratrækkes som hovedregel krone for krone. Dog ses der ved beregningen af kontanthjælp bort fra 29,43 kr. (2023) pr. udført arbejdstime, hvis du eller din eventuelle ægtefælle har arbejdsindtægter eller indtægter som led i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Det beløb, der samlet kan ses bort fra, kan ikke beregnes på grundlag af mere end 160 timer pr. måned pr. person.

Kommunen ser ved udmåling af hjælpen også bort fra en række andre nærmere bestemte indtægter. Det gælder bl.a. invaliditetsbeløb, invaliditetsydelse mv.

Aktivitetstillæg

Hvis kommunen vurderer, at du er aktivitetsparat, kan du få et tillæg ud over kontanthjælpen i de uger, hvor du enten deltager i et aktivt tilbud eller har tilkendegivet ønske om et tilbud. Tillægget kaldes et aktivitetstillæg. Hvis du på grund af din situation ikke kan deltage i tilbud – fx ved alvorlig sygdom – kan du få aktivitetstillæg alligevel.

Aktivitetstillægget kan normalt tidligst ydes, når du har modtaget kontanthjælp i tre måneder.

Kontanthjælp pr. måned i kr. før skat, hvis du er jobparat
Kontanthjælp pr. måned i kr. før skat, hvis du er jobparat

Persontype


2023 

Under 25 år, hjemmeboende
3.715
Under 25 år, udeboende   7.699 
25-29 år, hjemmeboende   3.715
25-29 år, udeboende   7.699 
Forsørgere under 30 år med eget barn i hjemmet – uden ret til børnetilskud   10.615 
Enlige forsørgere under 30 år
  15.172 
Kvinder under 30 år, der er gravide og har passeret 12. svangerskabsuge   11.944 
Unge under 30 år, der har en psykisk lidelse og er forsørgere   15.874 
Unge under 30 år, der har en psykisk lidelse og er udeboende
11.944 
Kontanthjælp pr. måned i kr. før skat, hvis du er aktivitetsparat
Kontanthjælp pr. måned i kr. før skat, hvis du er aktivitetsparat

Persontype

   

2023

Under 25 år, hjemmeboende
 3.715 og ingen aktivitetstillæg
Under 25 år, udeboende
 7.699 og ingen aktivitetstillæg
25-29 år, hjemmeboende
 3.715 ekskl. aktivitetstillæg
25-29 år, hjemmeboende
 11.946 inkl. aktivitetstillæg
25-29 år, udeboende
 7.699 ekskl. aktivitetstillæg
25-29 år, udeboende
 11.945 inkl. aktivitetstillæg
Forsørgere under 30 år med eget barn i hjemmet – uden ret til børnetilskud    10.615 ekskl. aktivitetstillæg
Forsørgere under 30 år med eget barn i hjemmet – uden ret til børnetilskud
 15.875 inkl. aktivitetstillæg
Enlige forsørgere under 30 år
 15.172 ekskl. aktivitetstillæg
Enlige forsørgere under 30 år
 15.872 inkl. aktivitetstillæg
Kvinder under 30 år, der er gravide og har passeret 12. svangerskabsuge
 11.944 og ingen aktivitetstillæg
Unge under 30 år, der har en psykisk lidelse og er forsørgere
 15.874 og ingen aktivitetstillæg
Unge under 30 år, der har en psykisk lidelse og er udeboende
 11.944 og ingen aktivitetstillæg 

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Hvis du modtager uddannelseshjælp, kontanthjælp eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, er der pr. 1. oktober 2016 en grænse for, hvor meget du månedligt samlet set kan modtage af følgende ydelser:

  • uddannelseshjælp, kontanthjælp eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse
  • særlig støtte
  • boligstøtte. Loftet bliver fastsat individuelt og afhænger af, om du er forsørger, gift/samlevende eller enlig.

Loftet betyder, at du i fremtiden risikerer at få mindre i særlig støtte og boligstøtte, hvis du ikke aktivt søger arbejde. Loftet medfører nemlig, at der er større gevinst ved at arbejde, og jo mere du arbejder, desto mere kan du få i boligstøtte og særlig støtte, inden du ”rammer loftet”.

Den grænse kaldes ’kontanthjælpsloftet’.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

225-timersreglen er et krav om, at du skal opfylde et arbejdskrav på 225 timers ordinært og ustøttet arbejde, hvis du fortsat skal kunne modtage fuld uddannelseshjælp, fuld kontanthjælp eller fuld selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Du bliver betragtet som aktivitetsparat, når du opfylder betingelserne:

  • du er under 30 år
  • du har en erhvervskompetencegivende uddannelse
  • kommunen vurderer, du ikke kan påtage dig et ordinært arbejde, som gør dig i stand til at forsørge dig selv inden for tre måneder, fx fordi du har sammensatte eller komplekse problemer af fx faglig, social eller helbredsmæssig karakter.
Du har ret til en koordinerende sagsbehandler

Hvis du er under 30 år med en erhvervskompetencegivende uddannelse, og jobcentret vurderer, at du er aktivitetsparat, har du ret til straks at få en koordinerende sagsbehandler. Den koordinerende sagsbehandler skal sikre, at du får en indsats, der er tværfaglig og koordineret på tværs af de kommunale forvaltninger og andre myndigheder.

Tidlig og helhedsorienteret indsats, hvis du har komplekse problemer

Hvis du er aktivitetsparat, vil kommunen hurtigst muligt og senest efter seks måneder sørge for, at du får en helhedsorienteret indsats. Indsatsen skal afspejle dine individuelle behov og sikre, at du får en jobrettet indsats og hjælp.

Indsats rettet mod arbejde

Kommunens indsats er rettet mod at bringe dig tættere på et arbejde og vil så vidt muligt foregå på en almindelig arbejdsplads. Indsatsen skal samtidig tage hånd om dine forskellige udfordringer fx sociale eller sundhedsmæssige problemer.

Hvis du undervejs får brug for støtte til at sikre, at du kan gennemføre de aktiviteter, der er aftalt, kan kommunen bevilge dig en mentor.

Tæt opfølgning på din indsats

Hvis du er vurderet aktivitetsparat, skal jobcentret løbende følge tæt op på den indsats og hjælp, du får. Opfølgningen har fokus på, om du udvikler dig hen imod et job. Opfølgningen skal sikre, at indsatsen løbende bliver tilpasset dine fremskridt. Jobcentret afholder samtaler med dig mindst 4 gange inden for 12 måneder.

Du kan få en mentor

Hvis det på grund af personlige forhold i en periode ikke er muligt for dig at deltage i tilbud m.v., har kommunen mulighed for at give mentorstøtte i den periode. Mentoren skal hjælpe dig med at få stabiliseret dit liv så meget, at du med tiden kan deltage i aktive tilbud.

Tilbud om mentorstøtte skal gives for en periode på højest seks måneder. Hvis du efter seks måneder fortsat ikke kan deltage i aktive tilbud, har kommunen mulighed for at give dig et nyt tilbud om mentorstøtte.

Mentoren kan blive ved med at følge dig – også den dag du får ordinært arbejde. 

Har du været indlagt med psykisk lidelse?

Hvis du er aktivitetsparat, og du har været indlagt med en psykisk lidelse, har du ret til at få tilknyttet en mentor. Mentoren skal fungere som en udskrivningskoordinator, der skal hjælpe dig med at genetablere og understøtte et normalt hverdagsliv med bolig, familie, økonomi, netværk og arbejde.

Kommunen skal tilknytte mentoren, så snart dit udskrivningsforløb begynder. Du har ret til mentorstøtte i op til 3 måneder forud for udskrivelsen og for en periode på mindst 6 måneder i alt.

Har du siddet i fængsel?

Hvis sidder i fængsel, kan du få tilknyttet en udslusningskoordinator. Kommunen tilknytter en udslusningskoordinator, når fængslet begynder at planlægge dit udslusningsforløb. Udslusningskoordinatoren skal hjælpe dig med at genetablere og understøtte et normalt hverdagsliv med bolig, familie, økonomi, netværk og arbejde.

Sanktion, hvis du ikke står til rådighed

Du har som kontanthjælpsmodtager pligt til at stå til rådighed for arbejde og beskæftigelsesfremmende tilbud som fx løntilskud, virksomhedspraktik m.v. Udgangspunktet er, at også personer, der modtager kontanthjælp som aktivitetsparate, skal udnytte deres arbejdsmuligheder aktivt og tage imod en indsats rettet mod ordinær uddannelse eller et rimeligt tilbud om arbejde, fx et job på nedsat tid og/eller hvor der tages hensyn til eventuelt skånebehov.

Hvis du ikke lever op til de krav, som kommunen stiller til dig, mens du modtager kontanthjælp, skal kommunen give dig en sanktion.

Fx kan kommunen trække tre dage af din kontanthjælp i form af en såkaldt punktsanktion, hvis du fx uden rimelig grund afviser tilbud om arbejde, undlader efter krav fra jobcentret at søge konkrete job eller undlader at give meddelelse om sygdom til jobcentret eller din arbejdsgiver.

Hvis du er aktivitetsparat, og kommunen vurderer, du er i en udsat situation, skal kommunen anvende sanktionerne på en måde, der tager højde for, at du måske ikke har mulighed for at leve op til de krav, der stilles. Kommunen skal altid foretage en konkret vurdering af, om kommunen skal give en sanktion over for en aktivitetsparat person, eller om der er andre rimelige grunde end dem, som udtrykkeligt er nævnt i loven, der kan begrunde, at en sanktion ikke skal gives. Rimelige grunde kan fx være svær psykisk sygdom, hjemløshed eller misbrugsproblemer. Hvis du er aktivitetsparat, skal kommunen kun give dig en sanktion, hvis sanktionen skønnes at fremme din rådighed.

Inden kommunen må give dig en sanktion, skal kommunen altid have udnyttet alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med dig om, hvorfor du som aktivitetsparat ikke lever op til de krav, kommunen har stillet til dig – fx om at deltage i aktive tilbud. Det betyder i praksis, at kommunen fx skal være i personlig kontakt med dig, hvis du ikke reagerer på en skriftlig partshøring forud for en sanktion. Den personlige kontakt kan fx være telefonisk eller personlig kontakt, hvor du bor eller opholder dig, herunder på et evt. behandlingssted.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Du bliver betragtet som jobparat, når du opfylder betingelserne:

  • du er under 30 år
  • du har en erhvervskompetencegivende uddannelse
  • kommunen vurderer, at du er i stand til at påtage dig et ordinært arbejde, som gør dig i stand til at forsørge dig selv inden for tre måneder.

Hvis kommunen vurderer, at du er jobparat, skal du stå til rådighed for arbejde m.v. og aktivt søge job.

Du skal søge job intensivt

Som jobparat skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og du skal være aktivt jobsøgende. Du skal søge seriøst, realistisk og bredt. Du skal kunne dokumentere din jobsøgning, og du skal løbende registrere alle jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet.

Jobcentret kan stille yderligere krav til din jobsøgning og gennem klare aftaler sikre, at du reelt står til rådighed.

Senest en uge efter din første henvendelse til kommunen om hjælp indkalder kommunen – jobcentret – dig til den første samtale.

Herefter skal du til to yderligere samtaler. Formålet med samtalerne er at hjælpe dig med jobsøgning og med at komme i job.

Kommunen kan iværksætte en nytteindsats, hvis den vurderer, det er relevant. Du kan også få andre beskæftigelsesrettede tilbud som fx ansættelse med løntilskud eller virksomhedspraktik, hvis kommunen vurderer, at det er relevant for dig.

Opfølgning på din jobsøgning

Jobcentret vil med udgangspunkt i din joblog på Jobnet løbende følge op på, om du søger job tilstrækkeligt seriøst, realistisk og bredt. Er det ikke tilfældet, vil jobcentret stille yderligere krav til din jobsøgning og gennem klare aftaler sikre, at du reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Du skal til samtale med jobcentret mindst 4 gange inden for 12 måneder.

Sanktion, hvis du ikke søger job m.v.

Du har som kontanthjælpsmodtager pligt til at stå til rådighed for arbejde og beskæftigelsesfremmende tilbud som fx løntilskud, virksomhedspraktik m.v.

Hvis du ikke lever op til kravene om at stå til rådighed, skal kommunen give dig en sanktion.

Kommunen nedsætter din kontanthjælp, hvis du uden rimelig grund fx:

  • udebliver fra et tilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning,
  • udebliver fra en jobsamtale eller en individuel samtale, herunder en samtale som led i en sygeopfølgning, eller en rådighedsvurdering i jobcentret
  • undlader at tilmelde dig som arbejdssøgende i jobcentret eller lægge dit cv ind i Jobnet.

Nedsættelsen af kontanthjælpen bliver foretaget for det antal dage, hvor du er udeblevet m.v. helt eller delvist. Hjælpen bliver nedsat med ydelsen for en hel dag, uanset hvor mange timer du rent faktisk er udeblevet pr. dag.

Kommunen nedsætter også din kontanthjælp, hvis du uden rimelig grund fx:

  • ophører med et arbejde
  • afviser tilbud om arbejde
  • undlader at give jobcentret eller din arbejdsgiver besked om, at du er syg
  • undlader efter krav fra jobcentret at søge konkrete job
  • undlader at overholde aftaler om jobsøgning
  • undlader at registrere dine jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet inden for den frist, som kommunen har fastsat.

Kontanthjælpen bliver nedsat med et fast beløb. 

Hvis du er uddannelses- eller jobparat, og du gentagne gange ikke overholder kravene om at søge job og deltage i aktive tilbud, kan du få en skærpet sanktion. En skærpet sanktion betyder, at du mister retten til kontanthjælp i en periode på op til tre måneder.

Hjælpen kan kun ophøre, hvis kommunen samtidig sikrer, at der er et åbent tilbud, som du kan tage imod og dermed opfylde din pligt til at udnytte dine arbejdsmuligheder. Du vil derfor modtage et tilbud, samtaler eller daglig pligt til at møde frem i jobcentret. Du har ret til at få udbetalt kontanthjælp for de dage, du deltager i tilbud, møder frem til samtaler m.v.

Beskæftigelsesrettet indsats, når du får kontanthjælp

Hvis du ikke kommer i job, vil du senest efter seks måneder blive mødt med krav om deltagelse i en beskæftigelsesrettet indsats. Mens du deltager i indsatsen, har du pligt til fortsat at søge arbejde og tage imod arbejde, som jobcenteret formidler til dig.

Det kan fx være beskæftigelsesrettede tilbud, hvor du skal arbejde for din kontanthjælp i en nytteindsats. Nytteindsats kan bestå i samfundsnyttige opgaver hos offentlige arbejdsgivere. Det kan fx være at tage plejehjemsbeboerne med på en ekstra tur, at lave supplerende kundeservice på et hospital ved fx at hjælpe pårørende med at finde rundt eller at gå til hånde og hjælpe en pedel med småopgaver på en uddannelsesinstitution. Kommunen kan iværksætte en nytteindsats, hvis den vurderer, at det er relevant.

Du kan også få andre tilbud, fx ansættelse med løntilskud, virksomhedspraktik eller vejledning og opkvalificering, hvis kommunen vurderer, at det er relevant for dig.

Kommunen kan altid kræve, at du arbejder for din kontanthjælp, bl.a. hvis der opstår tvivl om din rådighed.

Formidling af job og aftaler om jobsøgning

Når det er relevant, skal dit jobcenter formidle konkrete og ordinære job til dig, hvis du selv har svært ved at finde et arbejde. Jobcentret kan også indgå aftaler med dig om jobsøgningen og pålægge dig at søge job.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Kontakt

Jobhuset

Vestre Havnepromenade 15 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 90 00

Rådgiver telefontid

Mandag-fredag 8.15-9.00

Åbningstider

Telefontider

Det med småt

Hvis du er utilfreds med kommunens afgørelse om kontanthjælp, tilbud m.v., kan du klage over afgørelsen. Du skal klage til kommunen.

Du skal klage over afgørelsen, inden der er gået fire uger efter, at du har fået meddelelse om afgørelsen. Kommunen skal så genvurdere afgørelsen, inden der er gået fire uger, fra klagen er modtaget.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Måske du også er interesseret i

Begynder du snart på et studie?

Du bliver nødt til at vente til, at dit studie starter, og du kan søge om SU.

Hvis du er ledig, under 30 år og afventer du ikke studiestart, så kan du søge om uddannelseshjælp.

Mød op i Uddannelseshuset allerede første dag du er ledig

Er du lige blevet ledig, skal du allerede første ledighedsdag henvende dig personligt i Vejledningscaféen i Uddannelseshuset.

Når du besøger os skal:

  • Afsætte 3 timer til dit første besøg, da vi blandt andet skal lave en uddannelsesplan sammen
  • Huske at medbringe dit MitID

Søg uddannelseshjælp

Er det afklaret, at du skal søge uddannelseshjælp, kan du søge her på siden.

  • Hav dokumentation klar (studiebevis, opsigelse, indestående i bank, eventuelt lønsedler, opsparinger, aktier, boliger og bil)
  • Du kan gemme ansøgningen undervejs og vende tilbage til den senere
  • Du skal indsende dokumentation indenfor 5 hverdag.

Kontakt

Uddannelseshuset

Kayerødsgade 37 9000 Aalborg

Ring til os

99 82 80 00

Rådgiver telefontid

Mandag til fredag 9.00-10.00

Åbningstider

Telefontider

Måske du også er interesseret i

Er du fyldt 30 år, og kan du ikke forsørge dig selv, vil du kunne modtage kontanthjælp

Har du ikke MitID kan du kontakte Jobhuset. Se info nedenunder.

Hvem kan få kontanthjælp?

Du kan søge om kontanthjælp, hvis:

  • du er fyldt 30 år
  • du har været ude for en social begivenhed, fx sygdom, arbejdsløshed eller ophør af samliv
  • den sociale begivenhed har medført, at du ikke kan skaffe det nødvendige til dig selv eller din familie, og at du ikke forsørges af andre
  • dit behov for forsørgelse kan ikke dækkes af andre ydelser, fx arbejdsløshedsdagpenge, pension mv.

Din første samtale med kommunen

Senest en uge efter, at du første gang har henvendt dig til kommunen om hjælp, bliver du indkaldt til den første samtale, hvor jobcentret vurderer, om du er jobparat eller aktivitetsparat.

Hvis jobcentret vurderer, at du er i stand til at komme i arbejde inden for en kortere periode, er du jobparat og skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis jobcentret vurderer, at du ikke kan komme i arbejde inden for en kortere periode, er du aktivitetsparat.

Hvis du vil vide mere

Størrelsen af kontanthjælpen afhænger bl.a. af, om du har forsørgelsespligt over for børn.

Kontanthjælpen afhænger også af, om du har formue eller indtægter. Hvis du er gift, påvirker din ægtefælles formue og indtægt, hvor meget du kan modtage i kontanthjælp.

Kommunen kan ikke yde hjælp, hvis du eller din eventuelle ægtefælle har formue, som kan dække jeres økonomiske behov. Formue er fx penge og værdier, som let kan omsættes til penge. Kommunen ser dog bort fra beløb på op til 10.000 kr., for ægtefæller tilsammen op til 20.000 kr. Kommunen ser også bort fra den del af en formue, der er nødvendig for at kunne bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, eller som bør bevares af hensyn til din eller din eventuelle families erhvervs- eller uddannelsesmuligheder. Kommunen ser desuden bort fra en række nærmere bestemte former for formue.

Hvis du – eller din eventuelle ægtefælle – har indtægter, bliver de trukket fra i kontanthjælpen. Indtægter fratrækkes som hovedregel krone for krone. Dog ses der ved beregningen af kontanthjælp bort fra 29,43 kr. (2023) pr. udført arbejdstime, hvis du eller din eventuelle ægtefælle har arbejdsindtægter eller indtægter som led i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Det beløb, der samlet kan ses bort fra, kan ikke beregnes på grundlag af mere end 160 timer pr. måned pr. person.

Kommunen ser ved udmåling af hjælpen endvidere bort fra en række andre nærmere bestemte indtægter. Det gælder bl.a. invaliditetsbeløb, invaliditetsydelse mv.

Kontanthjælp pr. måned i kr. før skat, hvis du er fyldt 30 år
Kontanthjælp pr. måned i kr. før skat, hvis du er fyldt 30 år
Persontype 2023
Fyldt 30 år – forsørger børn  15.874
Fyldt 30 år – andre  11.944

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Hvis du modtager uddannelseshjælp, kontanthjælp eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, er der pr. 1. oktober 2016 en grænse for, hvor meget du månedligt samlet set kan modtage af følgende ydelser:

  • uddannelseshjælp, kontanthjælp eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse
  • særlig støtte
  • boligstøtte. Loftet bliver fastsat individuelt og afhænger af, om du er forsørger, gift/samlevende eller enlig.

Loftet betyder, at du i fremtiden risikerer at få mindre i særlig støtte og boligstøtte, hvis du ikke aktivt søger arbejde. Loftet medfører nemlig, at der er større gevinst ved at arbejde, og jo mere du arbejder, desto mere kan du få i boligstøtte og særlig støtte, inden du ”rammer loftet”.

Den grænse kaldes ’kontanthjælpsloftet’.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Du bliver betragtet som jobparat, når du opfylder betingelserne:

  • du er fyldt 30 år
  • kommunen vurderer, at du er i stand til at påtage dig et ordinært arbejde, som gør dig i stand til at forsørge dig selv inden for tre måneder.

Hvis kommunen vurderer, at du er jobparat, skal du stå til rådighed for arbejde m.v. og aktivt søge job.

Du skal søge job intensivt

Som jobparat skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og du skal være aktivt jobsøgende. Du skal søge seriøst, realistisk og bredt. Du skal kunne dokumentere din jobsøgning, og du skal løbende registrere alle jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet.

Jobcentret kan stille yderligere krav til din jobsøgning og gennem klare aftaler sikre, at du reelt står til rådighed.

Senest tre uger fra din første henvendelse til kommunen skal du lægge dit cv ind i Jobnet.

Kommunen – jobcentret – indkalder dig til tre samtaler i løbet af de første tre måneder. Formålet med samtalerne er at hjælpe dig med jobsøgning og med at komme i job.

Kommunen kan iværksætte en nytteindsats, hvis den vurderer, det er relevant. Du kan også få andre beskæftigelsesrettede tilbud som fx ansættelse med løntilskud eller virksomhedspraktik, hvis kommunen vurderer, at det er relevant for dig.

Opfølgning på din jobsøgning

Jobcentret vil med udgangspunkt i din joblog på Jobnet løbende følge op på, om du søger job tilstrækkeligt seriøst, realistisk og bredt. Er det ikke tilfældet, vil jobcentret stille yderligere krav til din jobsøgning og gennem klare aftaler sikre, at du reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Du skal til samtale med jobcentret mindst 4 gange inden for 12 måneder.

Sanktion, hvis du ikke søger job

Du har som kontanthjælpsmodtager pligt til at stå til rådighed for arbejde og beskæftigelsesfremmende tilbud som fx løntilskud, virksomhedspraktik m.v.

Hvis du ikke lever op til kravene om at stå til rådighed, skal kommunen give dig en sanktion.

Kommunen nedsætter din kontanthjælp, hvis du uden rimelig grund fx:

  • udebliver fra et tilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning
  • udebliver fra en jobsamtale eller en individuel samtale, herunder en samtale som led i en sygeopfølgning, eller en rådighedsvurdering i jobcentret
  • undlader at tilmelde dig som arbejdssøgende i jobcentret eller lægge dit cv ind i Jobnet.

Nedsættelsen af kontanthjælpen bliver foretaget for det antal dage, hvor du er udeblevet m.v. helt eller delvist. Hjælpen bliver nedsat med ydelsen for en hel dag, uanset hvor mange timer du rent faktisk er udeblevet pr. dag.

Kommunen nedsætter også din kontanthjælp, hvis du uden rimelig grund fx:

  • ophører med et arbejde
  • afviser tilbud om arbejde
  • undlader at give jobcentret eller din arbejdsgiver besked om, at du er syg
  • undlader efter krav fra jobcentret at søge konkrete job
  • undlader at overholde aftaler om jobsøgning
  • undlader at registrere dine jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet inden for den frist, som kommunen har fastsat.

Kontanthjælpen bliver nedsat med et fast beløb.

Hvis du er uddannelses- eller jobparat, og du gentagne gange ikke overholder kravene om at søge job og deltage i aktive tilbud, kan du få en skærpet sanktion.

En skærpet sanktion betyder, at du mister retten til kontanthjælp i en periode på op til tre måneder. Hjælpen kan kun ophøre, hvis kommunen samtidig sikrer, at der er et åbent tilbud, som du kan tage imod og dermed opfylde din pligt til at udnytte dine arbejdsmuligheder. Du vil derfor modtage et tilbud, samtaler eller daglig pligt til at møde frem i jobcenteret. Du har ret til at få udbetalt kontanthjælp for de dage, du deltager i tilbud, møder frem til samtaler m.v.

Beskæftigelsesrettet indsats, når du får kontanthjælp

Hvis du ikke kommer i job, vil du senest efter seks måneder blive mødt med krav om deltagelse i en beskæftigelsesrettet indsats. Mens du deltager i indsatsen, har du pligt til fortsat at søge arbejde og tage imod arbejde, som jobcenteret formidler til dig.

Det kan fx være beskæftigelsesrettet tilbud, hvor du skal arbejde for din kontanthjælp i en nytteindsats. Nytteindsats kan bestå i samfundsnyttige opgaver hos offentlige arbejdsgivere. Det kan fx være at tage plejehjemsbeboerne med på en ekstra tur, at lave supplerende kundeservice på et hospital ved fx at hjælpe pårørende med at finde rundt eller at gå til hånde og hjælpe en pedel med småopgaver på en uddannelsesinstitution. Kommunen kan iværksætte en nytteindsats, hvis den vurderer, at det er relevant.

Du kan også få andre tilbud, fx ansættelse med løntilskud, virksomhedspraktik eller vejledning og opkvalificering, hvis kommunen vurderer, at det er relevant for dig.

Kommunen kan altid kræve, at du arbejder for din kontanthjælp. Bl.a. hvis der opstår tvivl om din rådighed.

Formidling af job og aftaler om jobsøgning

Når det er relevant, skal dit lokale jobcenter formidle konkrete og ordinære job til dig, hvis du selv har svært ved at finde et arbejde. Jobcentret kan også indgå konkrete aftaler med dig om jobsøgningen og pålægge dig at søge job.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Du bliver betragtet som aktivitetsparat, når du opfylder betingelserne:

  • du er fyldt 30 år
  • jobcentret vurderer, at du ikke kan påtage dig et ordinært arbejde, som gør dig i stand til at forsøge dig selv inden for tre måneder, fx fordi du har sammensatte eller komplekse problemer af fx faglig, social eller helbredsmæssig karakter.
Du har ret til en koordinerende sagsbehandler

Hvis du er fyldt 30 år, og jobcentret vurderer, at du er aktivitetsparat, har du ret til en koordinerende sagsbehandler. Den koordinerende sagsbehandler skal sikre, at du får en indsats, der er tværfaglig og koordineret på tværs af de kommunale forvaltninger og andre myndigheder.

Tidlig og helhedsorienteret indsats, hvis du har komplekse problemer

Hvis du er aktivitetsparat, vil kommunen hurtigst muligt og senest efter seks måneder sørge for, at du får en helhedsorienteret indsats. Indsatsen skal afspejle dine individuelle behov og sikre, at du får en jobrettet indsats og hjælp.

Indsats rettet mod arbejde

Kommunens indsats er rettet mod at bringe dig tættere på et arbejde og vil så vidt muligt foregå på en almindelig arbejdsplads. Indsatsen skal samtidig tage hånd om dine forskellige udfordringer, fx sociale eller sundhedsmæssige problemer.

Hvis du undervejs får brug for støtte til at sikre, at du kan gennemføre de aktiviteter, der er aftalt, kan kommunen bevilge dig en mentor.

Tæt opfølgning på din indsats

Hvis du er vurderet aktivitetsparat, skal jobcentret løbende følge tæt op på den indsats og hjælp, du får. Opfølgningen har fokus på, om du udvikler dig hen imod et job. Opfølgningen skal sikre, at indsatsen løbende bliver tilpasset dine fremskridt. Jobcentret afholder samtaler med dig mindst 4 gange inden for 12 måneder.

Du kan få en mentor

Hvis det på grund af personlige forhold i en periode ikke er muligt for dig at deltage i tilbud m.v., har kommunen mulighed for at give mentorstøtte i den periode. Mentoren skal hjælpe dig med at få stabiliseret dit liv så meget, at du med tiden kan deltage i aktive tilbud.

Tilbud om mentorstøtte skal gives for en periode på højest seks måneder. Hvis du efter seks måneder fortsat ikke kan deltage i aktive tilbud, har kommunen mulighed for at give dig et nyt tilbud om mentorstøtte.

Mentoren kan blive ved med at følge dig – også den dag du får ordinært arbejde.  

Har du været indlagt med en psykisk lidelse?

Hvis du er aktivitetsparat, og du har været indlagt med en psykisk lidelse, har du ret til at få tilknyttet en mentor.

Mentoren skal fungere som en udskrivningskoordinator, der skal hjælpe dig med at genetablere og understøtte et normalt hverdagsliv med bolig, familie, økonomi, netværk og arbejde. Kommunen skal tilknytte mentoren, så snart dit udskrivningsforløb begynder.

Du har ret til mentorstøtte i op til 3 måneder forud for udskrivelsen og for en periode på mindst 6 måneder i alt.

Har du siddet i fængsel?

Hvis du sidder i fængsel, kan du få tilknyttet en udslusningskoordinator. Kommunen tilknytter en udslusningskoordinator, når fængslet begynder at planlægge dit udslusningsforløb. Udslusningskoordinatoren skal hjælpe dig med at genetablere og understøtte et normalt hverdagsliv med bolig, familie, økonomi, netværk og arbejde.

Sanktion, hvis du ikke står til rådighed

Du har som kontanthjælpsmodtager pligt til at stå til rådighed for arbejde og beskæftigelsesfremmende tilbud som fx løntilskud, virksomhedspraktik m.v. Udgangspunktet er, at også personer, der modtager kontanthjælp som aktivitetsparate, skal udnytte deres arbejdsmuligheder aktivt og tage imod en indsats rettet mod ordinær uddannelse eller et rimeligt tilbud om arbejde, fx et job på nedsat tid og/eller hvor der tages hensyn til eventuelt skånebehov.

Hvis du ikke lever op til de krav, som kommunen stiller til dig, mens du modtager kontanthjælp, skal kommunen give dig en sanktion.

Fx kan kommunen trække tre dage af din kontanthjælp i form af en såkaldt punktsanktion, hvis du fx uden rimelig grund afviser tilbud om arbejde, undlader efter krav fra jobcentret at søge konkrete job eller undlader at give meddelelse om sygdom til jobcentret eller din arbejdsgiver.

Hvis du er aktivitetsparat, og kommunen vurderer, du er i en udsat situation, skal kommunen anvende sanktionerne på en måde, der tager højde for, at du måske ikke har mulighed for at leve op til de krav, der stilles. Kommunen skal altid foretage en konkret vurdering af, om den skal give en sanktion over for en aktivitetsparat person, eller om der er andre rimelige grunde end dem, som udtrykkeligt er nævnt i loven, der kan begrunde, at en sanktion ikke skal gives. Rimelige grunde kan fx være svær psykisk sygdom, hjemløshed eller misbrugsproblemer. Hvis du er aktivitetsparat, skal kommunen kun give dig en sanktion, hvis sanktionen skønnes at fremme din rådighed.

Inden kommunen må give dig en sanktion, skal kommunen altid have udnyttet alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med dig om, hvorfor du som aktivitetsparat ikke lever op til de krav, kommunen har stillet til dig – fx om at deltage i aktive tilbud. Det betyder i praksis, at kommunen fx skal være i personlig kontakt med dig, hvis du ikke reagerer på en skriftlig partshøring forud for en sanktion. Den personlige kontakt kan fx være telefonisk eller personlig kontakt, hvor du bor eller opholder dig, herunder på et eventuelt behandlingssted.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

225-timersreglen er et krav om, at du skal opfylde et arbejdskrav på 225 timers ordinært og ustøttet arbejde, hvis du fortsat skal kunne modtage fuld uddannelseshjælp, fuld kontanthjælp eller fuld selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Du kan være ansat i et offentligt løntilskudsjob i op til fire måneder, hvis du er jobparat. Hvis du er aktivitetsparat, kan du være ansat med løntilskud i op til seks måneder, som kan forlænges med op til seks yderligere måneder.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Hvis du er ufaglært, dvs. ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, har du ret til at deltage i et forløb, hvor du får vurderet dine reelle kompetencer. Det er dine såkaldte realkompetencer. Du har også ret til at få testet din læse-, skrive- og regnefærdigheder.

Hvis testene viser, at du har behov for læse-, skrive- og regnekursus, har du ret til at få tilbud om disse.

Som ufaglært kontanthjælpsmodtager kan du også få vejledning og hjælp, hvis du ønsker at blive optaget på en ordinær uddannelse.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Kontakt

Jobhuset

Vestre Havnepromenade 15 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 90 00

Rådgiver telefontid

Mandag-fredag 8.15-9.00

Åbningstider

Telefontider

Det med småt

Hvis du er utilfreds med kommunens afgørelse om kontanthjælp, tilbud m.v., kan du klage over afgørelsen. Du skal klage til kommunen.

Du skal klage over afgørelsen, inden der er gået fire uger efter, at du har modtaget afgørelsen. Kommunen skal så genvurdere afgørelsen, inden der er gået fire uger, fra klagen er modtaget.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Der kan gå op til 15 hverdage før du modtager svar på din ansøgning.

Måske du også er interesseret i

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
DK-9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Genveje

Translate Presse og kommunikation Tilgængelighedserklæring Databeskyttelse Job og karriere