Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside
Tilbage

Pædagog til Botilbuddet Studievej 15

Det er weekend og dermed tid til både huslige gøremål - fx vasketøj og rengøring – og forskellige aktiviteter. Vejret er vinterligt og råt, så flere har planlagt hygge, spil og varm kakao. På den fælles tavle viser et opslag, at andre til gengæld har shopping-planer: Der er tøj-outlet i nærheden. Nanna smiler bredt og peger: "Se lige jeg skal afsted sammen med Jens".

Opgaven i jobbet
På Botilbuddet Studievej 15 i Nørresundby bor 30 voksne, som alle har en energi på livet og en mening om, hvordan de er med til at skabe en aktiv hverdag. Deres vilkår er samtidig, at de har varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Det betyder, at de har brug for andres støtte og hjælp i forhold til såvel aktiviteter, socialt samvær, praktiske gøremål og personlig hygiejne.

Som medarbejder på Studievej 15 arbejder du derfor både med socialpædagogiske opgaver, der handler om at gribe de udviklings- og relationsmuligheder, som er attraktive og relevante for den enkelte, og du arbejder med opgaver, der understøtter den enkeltes sundhedsmæssige trivsel.

Det store fokus på uafhængighed og betydningsfuldt samvær er beskrevet i vores kerneopgave.

I hverdagen vil dine opgaver være:
  • At sætte rammen for daglige gøremål (morgenrutiner, måltider, transport, bad og påklædning osv.) så den enkelte kan bidrage og engagere sig så selvstændigt og uafhængigt som muligt.
  • At finde kreative måder, der gør det muligt for den enkelte at træffe valg og give udtryk for drømme og ønsker.
  • At finde og støtte de små skridt, som giver en god oplevelse af at bevæge sig og lære.
  • At turde udfordre vaner og mønstre, også selvom det nye kan føles "usikkert".
  • At samarbejde med kolleger om at have åbenhed og undren om vores faglige sprog, handlinger og begrundelser, så vi altid er bevidste om og skarpe på metoderne.
Om Botilbuddet Studievej 15
Vi har som fagligt afsæt, at alle skal opleve at være betydningsfulde i deres eget og andres liv. Vi observerer og undersøger derfor, hvad den enkelte drømmer om – i det små og i det store. Vi kalder dette mindset for Livskraft. I dagligdagen lægger vi mærke til tegn, signaler og udsagn, som giver en indikation af den enkeltes gnist og gejst. Vi faciliterer, at deres indbyrdes relationer og kommunikation - også til fx pårørende - opstår på deres egne præmisser.

Kollegialt vil du opleve et samspil med fokus på alle hverdagslivets små glimt af læring og livsglæde. Vi udnytter og udvikler hinandens faglighed, mens vi løser opgaverne. Vi er stolte af at have indflydelse på, at velfærd kan udfolde sig på helt nye måder.

Botilbuddet Studievej 15 er et af fire botilbud i ledelsesfeltet Botilbud Nord i Fagcenter for Livskraft. Her har vi et fælles værdigrundlag, hvor den neuropædagogiske forståelsesramme udgør omdrejningspunktet.

Din tur til at beskrive
Når vi læser din ansøgning, vil vi lægge mærke til:
  • At du er uddannet pædagog og har øje for at anskue sundhedsfaglige opgaver med dette afsæt.
  • Dine eksempler på, at du støtter andre i at "tage teten", og at du er behjælpelig med at afprøve eller igangsætte det, der er energi i.
  • At du først og fremmest ser andres ressourcer, og at du med dette udgangspunkt kan få idéer til udvikling sammen med den enkelte.
  • At din erfaring har vist, at du er fysisk og psykisk robust, og trives med at arbejde både selvstændigt og sammen med andre.
  • Hvordan du ser dig selv som kollega – både i forhold til fagligt og socialt arbejdsmiljø.
  • Om du er vant til at dokumentere i IT-systemer (eller har nemt ved at lære det), for det er et vigtigt redskab i vores hverdag.
Det praktiske, du skal vide
Stillingen er fast og på gennemsnitligt 34 timer ugentlig. Du får skiftende arbejdstider hovedsageligt dag og aften samt hver 2. weekend.
Det er væsentligt, at du har kørekort.

Stillingen ønskes besat pr. 1. marts 2022
Ansøgningsfrist d. 25. januar 2022
Der afholdes samtaler løbende.

Arbejdsstedets adresse
Botilbuddet Studievej 15, Studievej 15, 9400 Nørresundby

Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte assisterende leder på Botilbuddet Studievej 15 Pernille Sørensen, hverdage mellem kl. 8.00 – 9.00 på telefon 9982 7100.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Forud for endelig ansættelse indhentes der straffeattest.

Send ansøgning
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen Send ansøgning og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.

Aalborg Kommune opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen

Vores arbejdsplads – kom med på en fantastisk rejse
Som medarbejder i Aalborg Kommune bliver du en del af et stærkt fællesskab, der tæller 16.000 kollegaer og som hver dag udvikler sig sammen for at skabe de bedste resultater for borgere, virksomheder og foreninger.

Vores kommune – i rivende udvikling
Aalborg vokser hvert år med flere end 1000 nye indbyggere og takket være et handlekraftigt fællesskab, der gør tingene sammen, er der de sidste årtier blevet skabt tusinder af nye arbejds- og studiepladser samt et rigt kultur- og fritidsliv.

Send ansøgning
Del indhold
Tilbage
  • Send ansøgning

  • Jobområde

    Handicap og socialpsykiatri

  • Arbejdstid

    Deltid over 21 timer

  • Ansøgningsfrist

    25-01-2022

Moedvoresorganisation 200X150px

Moedvoresmedarbejdere 200X150px Rigtig