Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside
Tilbage

Formidler til Aalborg Bibliotekerne

Stillingsopslag

Alsidige formidlere til Aalborg Bibliotekerne

Hos Aalborg Bibliotekerne arbejder vi hårdt på at give den allerbedste service, på at yde godt og nært værtskab og på at levere biblioteksbetjening på et højt fagligt niveau. Til det formål søger vi to stærke formidlere med solid biblioteksfaglig viden og lyst til at arbejde med alt fra referencespørgsmål til at styrke både børn og voksnes informationssøgningskompetencer.

Vi kan til gengæld tilbyde fantastiske kollegaer, fleksible arbejdsforhold og snart et helt nyindrettet hovedbibliotek.

Opgaverne
Du bliver en del af et hold på knap 30 formidlere, som løser et væld af forskellige opgaver. Fælles for dem er den direkte kontakt til borgere og bibliotekets gæster.

Dine opgaver vil, udover at have formidlingsvagter på hovedbiblioteket, også kunne bestå af fx:
  • Formidling af bibliotekets netbaser og undervisning i søgning.
  • Vagter på fx Biblioteksvagten og Book en Bibliotekar
  • Planlægning og afvikling af arrangementer
  • Projektdeltagelse i formidlingsprojekter med udgangspunkt i bibliotekets tilbud.
  • At svare på udfordrende referencespørgsmål fra både gæster og kolleger.
Hvem er du?
Du brænder lige så meget for folkebiblioteket, som vi gør, og kan se dig selv i vores kerneopgave: Biblioteket er det frie rum til mødet mellem mennesker, med plads til alle og respekt for forskellighed. Gennem vores professionelle værtskab sætter vi perspektiv på og formidler viden, kultur og litteratur, der giver nye erkendelser, fremmer dannelse og understøtter demokrati.

Du har en relevant uddannelse som fx bibliotekar, cand.scient.bibl. eller tilsvarende. En biblioteksmæssig baggrund er ikke et krav, men erfaring med biblioteksarbejde er en fordel.

Du er kreativ, produktiv og god til at samarbejde og er i stand til at repræsentere Aalborg Bibliotekerne professionelt over for vores mange lokale og nationale samarbejdspartnere. Med andre ord har du lyst til at tage ansvar og yde fagligt velfunderet og professionel biblioteksservice.

Du har mod på at arbejde i et stort område med knap 30 kolleger med vidt forskellige opgaver, faglige interesseområder og forskellige uddannelsesbaggrunde. I Service og aktiviteter varetager vi bibliotekstilbud for alle aldersgrupper, og det forventer vi, at du også har lyst til.

Din dagligdag vil være centreret omkring hovedbiblioteket, men du har både lyst til og mod på at dække vagter på andre af vores biblioteker.

Om Aalborg Bibliotekerne
Aalborg Bibliotekerne er Aalborg Kommunes mest besøgte kulturinstitution. Vi stræber efter at yde det bedst mulige værtskab for de langt over en million gæster, som kommer hos os hvert år for at låne bøger, deltage i arrangementer, hygge med familien, snakke med bibliotekaren og meget mere.

Du får ca. 140 engagerede kollegaer, som til daglig tager sig af et Hovedbibliotek, 10 lokalbiblioteker, to bogbusser og en bogbil.

Der er fart på, og vi har som regel mange jern i ilden. Men du vil også opleve, at vi har det sjovt, mens vi arbejder hårdt, og at alle hjælper hinanden, så vi når godt og sikkert i mål.

Vil du vide mere, kan du finde flere informationer på aalborgbibliotekerne.dk og/eller kontakte områdeleder for Service og aktiviteter, Maria Sjøblom, telefon 99 31 4467 / maria.sjoeblom@aalborg.dk

Stillingen er på 37 timer om ugen med start 15. august 2021 eller snarest derefter.

Løn - og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst. Du indgår i bibliotekets bemanding, hvilket inkluderer 1 ugentlig aftenvagt samt hver 4. fredag aften og lørdag. Vi indhenter børneattest inden ansættelse, og du skal være klar på aften- og weekendvagter.

Søg jobbet senest den 20. juni. Vi forventer at afholde samtaler den 24. juni. Går du videre til en evt. 2. samtalerunde, som forventes afholdt den 29. juni, skal du regne med at tage en GARUDA test.

Send ansøgning
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen Send ansøgning og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.

Aalborg Kommune opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Velkommen til Sundheds- og Kulturforvaltningen og godt 600 kolleger. Vi er en bred vifte af engagerede medarbejdere, der arbejder på at skabe attraktive muligheder for livsudfoldelse.
Det gør vi ved at udvikle mulighederne for et aktivt, sundt og meningsfuldt liv i samarbejde med borgere, foreninger og virksomheder. Som medarbejder i Sundheds-og Kulturforvaltningen bliver du en del af en visionær forvaltning, der tænker i helheder og løser opgaver med viden og faglighed.

Vores arbejdsplads – kom med på en fantastisk rejse
Som medarbejder i Aalborg Kommune bliver du en del af et stærkt fællesskab, der tæller 16.000 kollegaer og som hver dag udvikler sig sammen for at skabe de bedste resultater for borgere, virksomheder og foreninger.

Vores kommune – i rivende udvikling
Aalborg vokser hvert år med flere end 1000 nye indbyggere og takket være et handlekraftigt fællesskab, der gør tingene sammen, er der de sidste årtier blevet skabt tusinder af nye arbejds- og studiepladser samt et rigt kultur- og fritidsliv.

Send ansøgning
Del indhold
Tilbage
  • Send ansøgning

  • Jobområde

    Kultur og fritid

  • Arbejdstid

    Fuldtid

  • Ansøgningsfrist

    20-06-2021

Moedvoresorganisation 200X150px

Moedvoresmedarbejdere 200X150px Rigtig