Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside
Tilbage

To skole- og DUS-pædagoger til indskolingen på Stolpedalsskolen – 35 timer.

Stolpedalsskolen søger to dygtige og engagerede pædagoger til to faste stillinger på 35 timer pr. ugen, med tiltrædelse 1. august 2021

Begge stillinger er rettet mod skolens yngste elever i indskolingen, og arbejdstiden er fordelt på opgaver i både undervisnings- og fritidsdelen. Vi søger derfor to pædagoger, der med god energi kan bidrage til det gode DUS-tilbud om eftermiddagen – også på de dage der starter kl. 6.30 i morgen-Dussen, efterfulgt af en formiddag med skoletimer og understøttende undervisning.

På Stolpedalsskolen er vi lige nu en del af et udviklingsprojekt (DELTA – se beskrivelse længere nede), hvor der i den ene af vores tre børnehaveklasser, er inkluderet fire visiterede børn med autisme eller autismelignende vanskeligheder. Næste skoleår starter vi op med endnu en Deltaklasse, hvorfor du som pædagog på Stolpedalsskolen helt automatisk vil blive inddraget i arbejdet og principperne bag projektet, uanset om du har en direkte eller indirekte tilknytning til Delta-klasserne. Ansøgere kan derfor med fordel forholde sig hertil, da dette vil blive berørt til en ansættelsessamtale.

Udover at kunne relatere til ovenstående, søger vi en pædagog der:
  • Er en aktiv, positiv og idérig medspiller i forhold til udviklingen af vores Dus-tilbud.
  • Er omstillingsparat og gearet til at reflektere over egen praksis.
  • Er mødestabil, ansvarsbevidst og vedholdende i arbejdet med pædagogiske og didaktiske udfordringer.
  • Har mod på at ændre på egen praksis ud fra et mindset om, at det er den voksne, der skal tilpasse sig børnenes læringsmæssige behov, med henblik på at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn.
  • Kan arbejde alene i klassen og forestå understøttende undervisning af elever.
    Understøttende undervisning har bl.a. til hensigt at understøtte klassen og den enkelte elevs læringsmål. Det kan være i fagdelt undervisning samt elevens alsidige personlige udvikling.
  • Er handlekraftig, ansvarsbevidst og har et godt overblik.
  • Ser det værdifulde i et godt og åbent samarbejde med undervisningsdelen om børnenes trivsel, læring og udvikling.
  • Er positiv og ressourceorienteret i forhold til børn og voksne, praktisk såvel som retorisk
  • Har en inkluderende tilgang til sin pædagogiske praksis og arbejdet i arbejdet med det enkelte barn.
Vi tilbyder:
  • En flok dejlige børn og engagerede forældre
  • En arbejdsplads der vægter kommunikation og samarbejde højt
  • En arbejdsplads præget af godt kollegafællesskab og samarbejde
  • En kultur, der er styret af et ressourcesyn på eleverne
  • En arbejdsplads med højt til loftet

Om skolen
Stolpedalsskolen er beliggende i et skønt naturområde med Zoo og Mølleparken som nærmeste naboer. Vi har ca. 725 læringslystne og motiverede elever, samt en forældregruppe der bakker aktivt op om skolens arbejde. Skolen har ca. 100 medarbejdere.

Stolpedalsskolens fritidstilbud består af to afdelinger; Fridusen med ca. 200 elever i 0.-2. klasse, herunder også en specialgruppe med pt. seks elever med generelle indlæringsvanskeligheder (G-klasser), samt Kælderen med ca. 150 elever i 3.-6. klasse, herunder også DUS 2 – Aften.

Om Deltaprojektet:
Deltaklassen er den ene af skolens tre 0. klasser. Klassen er en prøvehandling i forhold til arbejdet med mellemformer inden for inklusion, hvor målet er at basere et klassefællesskab på styrken ved-, og værdierne af forskellighed. Klassen er sammensat af 12 børn fra distriktet og fire børn med autisme eller autismelignende vanskeligheder, der er visiteret til klassen. Klassen er en almenklasse med en specialpædagogisk tilgang, hvor struktur, tydelighed, tryghed og positive relationer er nøgleordene i forhold til at skabe et læringsfællesskab med deltagelsesmuligheder for alle børn fagligt, personligt og socialt. Skoledagen er bygget op i en struktureret og forudsigelig hverdag med visuelle støttesystemer. Der er altid to voksne i klassen bestående af enten børnehaveklasseleder, klassepædagog og en fast lærer, der har et tæt samarbejde og underviser ud fra co-teaching principperne. Undervisningen planlægges, gennemføres og evalueres i et tæt samspil. Som pædagog i Deltaklassen er du også med til at understøtte arbejdet i DUS, hvor din rolle både er at skabe en god overgang til fritidsdelen, samt at understøtte fællesskabet der.

Ansøgere skal have gennemført pædagoguddannelsen

Ansøgningsfrist
Sidste ansøgningsfrist er mandag den 21. juni, og vi forventer at holde samtaler onsdag den 23. juni om formiddagen.

Yderligere oplysninger:
Spørgsmål vedr. stillingen kan rettes til DUS-leder Allan Larsen på 9982 4411
Du kan på skolens hjemmeside læse mere om Stolpedalsskolens værdigrundlag og indsatsområder

Der tilbydes ikke umiddelbart besøg på skolen forud for ansøgning, grundet COVID-19.

Arbejdsstedets adresse
Stolpedalsvej 2, 9000 Aalborg

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Forud for endelig ansættelse indhentes der straffe- og børneattest.

Send ansøgning
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen Send ansøgning og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.

Aalborg Kommune opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Velkommen til Skoleforvaltningen. Vi er en organisation i konstant udvikling, for det skal vi være for at følge med og i fællesskab gøre det allerbedste for børn og unge. Vores vision hedder Noget at have det i, og igennem den er det vores fornemmeste opgave at danne og udvikle dem, der er en del af vores skoler og skoletilbud. For uanset hvad vi arbejder med, og hvordan vi gør det, det er dem, det hele handler om – børn og unge i vores kommune.
Frugten af vores fælles arbejde skal være elever, der trives og bliver så dygtige, som de overhovedet kan, og det kræver meget af både voksne, børn og unge. Vi har store ambitioner og vi arbejder sammen for, at vores fælles vision når helt ud i alle kroge af forvaltningen og helt ind i kerneopgaven. Ingen må være i tvivl om, at i folkeskolen i Aalborg Kommune har vi noget at have det i.

Vores arbejdsplads – kom med på en fantastisk rejse
Som medarbejder i Aalborg Kommune bliver du en del af et stærkt fællesskab, der tæller 16.000 kollegaer og som hver dag udvikler sig sammen for at skabe de bedste resultater for borgere, virksomheder og foreninger.

Vores kommune – i rivende udvikling
Aalborg vokser hvert år med flere end 1000 nye indbyggere og takket være et handlekraftigt fællesskab, der gør tingene sammen, er der de sidste årtier blevet skabt tusinder af nye arbejds- og studiepladser samt et rigt kultur- og fritidsliv.

Send ansøgning
Del indhold
Tilbage
  • Send ansøgning

  • Jobområde

    Børn og unge

  • Arbejdstid

    Deltid over 21 timer

  • Ansøgningsfrist

    21-06-2021

Moedvoresorganisation 200X150px

Moedvoresmedarbejdere 200X150px Rigtig