Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside
Tilbage

Udbudsjurist eller udbudskonsulent til Aalborg Forsyning

Aalborg Forsyning logo
Bliv en del af Nordjyllands største og stærkeste juridiske in-house team

Aalborg Forsyning har siden 1. januar 2018 arbejdet med insourcing af bl.a. udbudsområdet. Det er en stor og kompleks opgave – vi har et stærkt og engageret hold, men opgaverne er mange, og vi har derfor brug for at udvide teamet.

Jobbet
Som udbudsjurist eller -konsulent får du ansvaret for at forestå og gennemføre udbud med ansvar for de juridiske og processuelle aspekter fra start til slut. Du kommer derfor til at arbejde tæt sammen med teknisk-faglige kolleger inden for de mange forskellige forsyningsarter, der er repræsenteret i Aalborg Forsyning. Udbuddene varierer meget både i kompleksitet og økonomi og vedrører både entrepriser, varekøb og tjenesteydelser.

Du kommer til at operere inden for forsyningsvirksomhedsdirektivet, udbudsloven og tilbudsloven med tilhørende administrative forskrifter. Herudover kommer du til at arbejde med kontrakt- og entrepriseret i bred forstand, hvor vi bl.a. arbejder med at få implementeret de nye Almindelige Bestemmelser (AB). Endelig kan det blive relevant, at du bistår med juridisk rådgivning på én eller flere af de mange juridiske discipliner, som Aalborg Forsynings juridiske team dækker. Dette beror på din faglige baggrund og erfaring.

Hvem er du
Du er uddannet jurist eller erhvervsjurist. Eller også har du en baggrund som udbudskonsulent. Er du nyuddannet, kan du også komme i betragtning. Det er dine faglige kompetencer og din personlighed, der er vigtigst for os.

Du har et stærkt fagligt fundament, en solid udbudsretlig erfaring og meget gerne erfaring inden for entrepriseret. Du vil fortsat gerne dygtiggøre og specialisere dig inden for udbudsretten. Alternativt har du anden juridisk erhvervserfaring og lyst til at kaste dig over udbudsretten. Herudover er det afgørende, at du har lyst og mod på at være en del af de mange forskelligartede udfordringer, som insourcing af udbudsopgaverne indebærer.

Du leverer en solid, engageret og ambitiøs indsats, der er præget af systematik, høj service og faglighed. Du er god til at sætte dig ind i og formidle komplekse og juridiske problemstillinger – skriftligt som mundtligt. Du kommer til at rådgive og understøtte ledere og kolleger bredt i Aalborg Forsyning. Det er derfor vigtigt, at du arbejder løsningsorienteret inden for lovgivningsrammerne - og at du kan begå dig på alle niveauer i organisationen.


Hvem er vi
I Aalborg Forsyning er vi godt 600 engagerede medarbejdere. Vi består aktuelt af 13 aktieselskaber og én kommunal virksomhed. Sammen sørger vi for, at vores kunder får rent drikkevand, fjernvarme og gas, ligesom vi bortskaffer spildevand, indsamler affald og producerer el. Hos os er service i højsædet - det er afgørende for os, at kunderne er trygge ved at bruge såvel vores produkter som vores services.

Med afsæt i vores fælles værdisæt – tillid, respekt, faglighed, samarbejde og udvikling – arbejder vi hver dag på at skabe attraktive arbejdspladser med høj trivsel og produktivitet.

Aalborg Forsyning er midt i en ambitiøs grøn omstilling samtidig med, at vi skal sikre vækst i forretningen. Vi er 100 % ejet af Aalborg Kommune, og vores mål er at levere forsyningsløsninger, der er bæredygtige, sikre og billige – også for kommende generationer.

Aktieselskaberne i Aalborg Forsyning samarbejder med Miljø- og Energiforvaltningen, som er en forvaltning i Aalborg Kommune. Du kan læse mere om Aalborg Forsyning på www.aalborgforsyning.dk og Miljø- og Energiforvaltningen på www.aalborg.dk.

Vi tilbyder
Du bliver en del af juridisk team, der aktuelt består af 10 jurister og 2 jurastuderende. Juridisk team er forankret i Sekretariat, som er en afdeling i Aalborg Forsynings servicedivision. Sekretariat varetager ud over jura også en række andre tværgående opgaver inden for bl.a. kommunikation, presse, digital dokumenthåndtering og bestyrelsesbetjening for samtlige aktieselskaber i koncernen.

Ud over udbudsretten beskæftiger juridisk team sig med bl.a. kontraktforhold, forsyningsret, entrepriseret, miljøret, obligationsret, tingsret, tinglysning, GDPR, selskabsret og compliance i forhold til energihandel. Vi arbejder således med en meget bred juridisk portefølje, ligesom vi lægger vægt på at samarbejde og deltage i netværk med højt specialiserede advokater og jurister i branchen.

Du får en central og udadvendt rolle. Din arbejdsdag bliver travl og fagligt udfordrende i et åbent miljø med en uformel omgangstone, og hvor vi sætter godt humør, omsorg for kolleger og videndeling i højsædet. Vi tilbyder fleksible arbejdstider, mulighed for efteruddannelse, fri telefon, fitnessfaciliteter og kantineordning.

Du får reference til lederen for juridisk team. Løn og ansættelsesvilkår er med udgangspunkt i gældende overenskomst.

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte teamleder Sanne Odgaard på sanne.odgaard@aalborgforsyning.dk eller tlf. 25 19 94 80 eller fagkoordinator Randi Wrængmose Sørensen på randi.soerensen@aalborgforsyning.dk eller tlf. 22 47 83 37.

Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen Send ansøgning og udfylde den formular, som kommer frem. Her vedhæfter du ansøgning, eksamensbevis, CV og evt. andre relevante bilag. Ansøgningsfrist er den 11. marts 2019. Samtaler forventes afholdt i uge 11.

Send ansøgning
Del indhold
Tilbage
  • Send ansøgning

  • Jobområde

    Administration og sagsbehandling

  • Arbejdstid

    Fuldtid

  • Ansøgningsfrist

    11-03-2019