Skip til hoved indholdet
    Hjem Job og karriere Mød os Dagplejeren Hanne

Dagplejeren Hanne

Jeg er dagplejer og passer børnene i mit eget hjem.

Hvad er du ansat som, og hvad laver du? 

Jeg er ansat som dagplejer, hvor jeg varetager pasning af andres børn, giver dem en tryg og stimulerende hverdag og sørger for, at de bliver plejet og får omsorg. Jeg har plads til fire børn i min dagpleje, og de børn jeg har lige nu er fra 10 måneder til 2 år. Jeg har snart været dagplejer i 25 år, hvor jeg forinden lavede noget helt andet. Jeg startede, da vores egen dagplejer sagde op, og der var et barselsvikariat, hvor jeg tænkte, at det var en god mulighed for at prøve det af, og så har jeg har ikke set mig tilbage siden.

Er du specialiseret inden for noget?  

Jeg har to ting, som jeg vægter højt: sund kost og bevægelse. Jeg laver alt mit pålæg og bager alt mit brød selv, og så går jeg meget op i, at børnene får sund og nærende mad. Jeg har lavet en side, der hedder ”Dagplejens sunde mad” på Facebook og Instagram, hvor jeg lægger billeder op på de opskrifter, jeg udvikler. 

Hvad er det bedste ved dit job? 

Det bedste ved mit job er at være med til at forme de første år af et barns liv, hvor jeg får så meget givende tid med dem, at jeg helt naturligt, får et nært forhold til både børn og forældre. Derudover er det friheden til at gøre, hvad jeg og børnene har lyst til.  

Hvad er det mest spændende ved dit job? 

Det mest spændende er, at lykkedes med at få et rigtig godt samarbejde med forældrene, hvor vi sammen kan få nogle glade og stærke børn, der trives og udvikles.  

Vi har derudover samarbejdspartnere i forhold til børnene, hvis de for eksempel har forskellige udfordringer i udviklingen eller har andre problematikker, som vi opsøger hjælp til. Jeg er naturligvis meget opmærksom på børnenes udvikling, og det er fedt at kunne arbejde på tværs med forskellige samarbejdspartnere.  Derudover kommer vi som dagplejere på forskellige kurser, videreuddannelse, temadage og førstehjælp - så vi er klædt på til hverdagen.  

Hvad er du mest stolt af ved dit fag? 

Jeg er stolt af det gode forældresamarbejde. Når det lykkedes at støtte og guide forældrene, og derigennem opnå, at barnet bliver fyldt med læring og god trivsel og masser af kærlighed.  

Hvad er det bedste ved din arbejdsplads? 

Det er et fantastisk arbejde, som jeg glæder mig til hver dag. Friheden og medbestemmelsen er stor. Derudover er det bedste de glade smilende børn, jeg får ind om morgenen samt de kys og kram, jeg modtager. Vi bestemmer selv, hvad vores hverdag skal indeholde, og hvis vi har lyst til en cykeltur, en gåtur eller at være kreative, så er der frie rammer til at forfølge de ønsker.  

Hvad giver dig energi i hverdagen? 

Hver morgen inden jeg får børn, går jeg en tur og får tømt hovedet, og så er jeg klar, og i gang til, at børnene kommer. Det er vigtigt for mig at have en god og stabil hverdag med glade børn og forældre. Det giver mig virkelig energi, og jeg bliver rigtig glad, når jeg kan se, at de lykkedes i deres præstationer.  

Har du noget du brænder for i din fritid?  

Jeg elsker at opleve nye ting, og at eksperimentere og finde på nye opskrifter til ”Dagplejens sunde mad”. Jeg elsker at bruge tid med min familie, og vi camperer rigtig meget i hele verden og hele året rundt. Min mand er naturligvis også en stor del af dagplejen, selvom han ikke arbejder her. Det er vigtigt, når man skal åbne sit hjem for både børn og forældre.  

 

Det mest spændende er, at lykkedes med at få et rigtig godt samarbejde med forældrene, hvor vi sammen kan få nogle glade og stærke børn, der trives og udvikles.

Hanne, dagplejer

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang