start på hovedindhold

Rengøringsmedarbejder Thomas

Jeg arbejder i Rengøringsenheden, som leverer praktisk hjælp til borgere i eget hjem

Sundhed og omsorgAndet

Medarbejderne arbejder rehabiliterende for at hjælpe borgerne med at bevare deres selvstændighed. Derudover udfører de tidlig opsporing i forhold til ensomhed, ernæring og risiko for fald i tæt samarbejde med blandt andre Faldteam, Ernæringsspecialister og Borgerens Faste Team.

Hvad er du ansat som, og hvad laver du?

Jeg er ansat som ufaglært rengøringsmedarbejder. Jeg støvsuger, vasker gulv, tørrer støv af og tager badeværelset. Jeg vasker også tøj for borgerne og skifter sengetøj. Af og til laver jeg også nogle ekstra ydelser, som borgerne kan ønske. Det kan være en hovedrengøring, at vaske vinduer eller ekstra rengøring i køkkenet eller klinkerne i badeværelset.

Hvad er din baggrund og hvorfor valgte du at blive rengøringsmedarbejder?

Jeg er uddannet pædagog og har prøvet lidt af hvert indenfor faget, men jeg trivedes ikke længere i det, så jeg skulle prøve noget nyt. Jobcentret introducerede muligheden for at gøre rent for ældre.

Jeg startede som tilkaldevikar i Rengøringsenheden og blev hurtigt bidt af det, for jeg kan godt lide strukturen og forudsigeligheden i jobbet. Jeg ved, hvad jeg skal – det varierer ikke ret meget.

Vi har nogle faste borgere, og arbejdet er meget struktureret. Når jeg har fri, så har jeg fri. Det kan jeg godt lide. Jeg tager ikke arbejdet med hjem, som jeg af og til gjorde som pædagog.

Hvad er det bedste ved dit job?

Det er taknemmeligheden og relationen til borgerne. Jeg kan godt lige kontakten med borgerne. Jobbet er ikke kun rengøring, det er også den relation, man danner med borgerne. Jeg har en fast rute, så det er de samme, jeg kommer hos. Det er en glæde ved jobbet. Man kan virkelig mærke, at borgerne er glade for, at man kommer.

Hvad har overrasket dig mest ved dit job?

Jeg havde ikke rigtig nogen idé om, hvad jeg gik ind til. Jeg havde fået at vide, at det bare var rengøring. Så fik jeg en mentor, jeg skulle følge, som lærte mig op. Så der er nok ikke noget, der rigtigt har overrasket mig.

Hvad er dine planer for fremtiden?

Indtil videre har jeg det rigtig godt i rengøringen, fordi det er så forudsigeligt. Jeg kan læse, hvem jeg skal ud til og hvad jeg skal gøre. Det kan selvfølgelig godt ændre sig på dagen, men det er virkelig sjældent, at det sker. Så det er den her struktur og forudsigelighed i jobbet, som jeg rigtig godt kan lide ved det.

Så jeg kunne sagtens finde på at være her i mange år.