Søvnen påvirker både barnets fysiske, følelsesmæssige, indlæringsmæssige og sociale udvikling. Når barnet trives, er det ikke afgørende, hvor mange timer i døgnet barnet sover.
God søvn om dagen gør det lettere for barnet at falde i søvn og sove om natten. Når barnet sover, deles søvnen i forskellige rytmer og veksler mellem drømmesøvn og dyb søvn. Kroppen hviler, mens hjernen arbejder.
Alle børn vågner i løbet af natten, nogle har brug for hjælp til at falde i søvn igen. Hvis et barn dagligt vækkes af sin middagssøvn, stresses barnet, og det kan derfor have svært ved at falde i søvn om aftenen. En afbrudt lur kan desuden nemt øge antallet af natlige opvågninger.