Tilbuddet
Aalborg Kommune har etableret specialgruppepladser til børn og unge under 18 år, der på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte, behandling mv., der ikke kan dækkes gennem ophold i et almindeligt dagtilbud.
Optagelse i en specialgruppe sker på baggrund af en grundig vurdering af det enkelte barns behov for hjælp, støtte og behandling. Barnet har ofte et sammensat behov, hvorfor forskellige fagpersoner kan være relevante samarbejdspartnere i forbindelse med oplysninger om det enkelte barn.
Barnets forældre skal inddrages i udredningsprocessen. Forældrenes viden om egne ressourcer og barnets færdigheder skal indgå i vurderingen, og forældrene skal have mulighed for at få indsigt i hvilke behandlingsmuligheder, der findes for barnet.
I Aalborg Kommune foregår vurdering og visitation ved et kommunalt visitationsudvalg. Udvalgets vurdering baserer sig ikke på bestemte diagnoser eller på karakteren af funktionsnedsættelsen, men på en fagkyndig vurdering af barnets behov for et særligt støtte- og behandlingstilbud.
Udvalget træffer efter den faglige vurdering beslutning om bevilling af tilbud.
Forløb
I samarbejde med forældrene ansøger en fagperson om udredning og vurdering med henblik på den rette hjælp. Det er typisk rådgiver, sundhedspleje eller det dagtilbud, som barnet går i, der ansøger.
Ansøgning behandles i visitationsudvalget.
Ved visitation til en specialgruppe sendes et bevillingsbrev til den ansøgende fagperson og til forældrene, hvor specialgruppens navn og kontaktoplysninger vil fremgå.
Det fremadrettede samarbejde foregår herefter mellem familie og tilbud.
Ved afslag eller tilbud om anden hjælp eller støtte, begrundes dette skriftligt.