Sådan gør du
Aalborg Kommune:
Henvisning sker ved, at familiens rådgiver i Familiegruppen kontakter Den Centrale Visitation. Udenfor åbningstid kontakter Den Sociale Døgnvagt Vesterlund direkte.
Andre kommuner:
Henvisning fra andre kommuner sker ved, at familiens rådgiver kontakter afdelingsleder på Vesterlund, Silas Matias Svaneklink, tlf. 9931 3909 / mobil 2520 3909 eller kontakt Vesterlund direkte tlf. 9931 3910.
Tilbuddet
Målgruppen til Vesterlund er børn fra 2-14 år med mulighed for fleksibilitet ved for eksempel søskendeanbringelse.
Barnet mistrives og er truet i sin udvikling, som følge af psykiske, fysiske og/eller seksuelle overgreb og mistanke herom.
Der er ofte massive vanskeligheder i forhold til barnets følelsesmæssige og adfærdsmæssige udvikling. Vanskelighederne kan ofte komme til udtryk gennem udadrettet destruktiv adfærd hos barnet og mangel på tilpasning i sociale situationer. Lige så ofte kan vanskelighederne komme til udtryk gennem selvdestruktiv adfærd hos barnet og overtilpasning.
Særligt ved akutte anbringelser kan barnet være i kriselignende situationer med sorg, forvirring og modsatrettede følelser.
Det primære formål er at sikre udredning af det enkelte barn og dermed forbedre rådgivers beslutningsgrundlag i forhold til fremtidige foranstaltninger, og samtidig forebygge sammenbrud i anbringelser.
Det sekundære formål er at sikre akut ophold udenfor hjemmet til det enkelte barn, hvis behovet opstår.
Akutanbringelser defineres som en situation, hvor der er opstået en pludselig og alvorlig begivenhed, der kan true barnet/den unges sundhed og udvikling – eller hvor den akutte situation indebærer en risiko for andre personer.
En forudsætning for akutanbringelse er, at barnet/den unges forældre eller nære voksne i netværket ikke i den akutte situation er i stand til at tage vare på barnet eller den unge. Akutanbringelsen kan max strække sig over 1uge, og i denne periode vil sagen blive afdækket af myndigheden, ligesom der skal tages stilling til en fremtidig handleplan.
Dagligdagen
Vi bruger en række forskellige metoder, som skal sikre at målene for anbringelsen indfries.
Socialpædagogisk observation og støtte:
Hvert barn har sine egne rutiner og gode vaner i dagligdagen, som støttes af pædagogerne ud fra relationsstøttende principper.
Relationsstøttende principper:
Hvert barn har 2 faste kontaktpædagoger, som barnet møder dagligt.
1. Man kan bestille en pædagogisk psykologisk udredningsrapport.
Psykologen laver børnepsykologisk undersøgelse som foregår ved samtale, legeobservationer og testning og involverer forældre og andre aktører i barnets liv, eksempelvis skolen.
2. Vesterlund arbejder med en neuroaffektiv psykologisk forståelse af barnet, hvilket betyder, at der arbejdes med en neuropædagogisk og neuroaffektiv tilgang.
Vesterlunds fokus er at regulere og stabilisere barnet vha. neuropædagogiske metoder.
NMT
Psykologerne er endvidere certificeret i NMT, der er en neurobiologisk udviklingssensitiv tilgang til at forstå barnets udviklingshistorie.
3. Barnet har oftest et stabilt og kontinuerligt samvær med forældrene eksempelvis hver anden weekend. Af hensyn til barnets behov for forudsigelighed, kontinuitet og stabilitet fastlægges samværet på bestemte dage.
Fysiske rammer og faciliteter
Vi bor på en villavej i Aalborgs sydvestlige område. Huset er bygget i 2011 og opført til formålet.
Vesterlund har i alt 16 værelser, hvor to værelser deler et badeværelse. I hjertet af huset er køkkenalrummet placeret og i tæt sammenhæng hermed er der tre bo-grupper.
Hver bo-gruppe består af fire værelser, to badeværelser og et opholdsrum, hvilket giver god mulighed for at tilgodese behovet for mindre enheder i dagligdagen. De tre bo-grupper er kun adskilt af to skydedøre og en almindelig dør, hvilket gør at Vesterlund på samme tid fungerer som en samlet helhed.
Vesterlund har en hal med rig mulighed for fysisk udfoldelse.
Øvrig information
Til dig, der vil klage til kommunen