Landsbyordning
Find landsbyordninger
I Aalborg Kommune er der 9 landsbyordninger. Her kan du finde den enkelte landsbyordning samt et link til landsbyordningens hjemmeside.
- Bislev Skole og Landsbyordning
- Landsbyordningen Duetten (Gistrup og Vaarst/Fjellerad)
- Duslingen (Landsbyordningen Tylstrup)
- Landsbyordningen Ellidshøj Skole
- Landsbyordningen Grindsted Skole
- Landsbyordningen Hou
- Landsbyordningen Nørholm Skole
- Landsbyordningen Nøvling
- Sebber Landsbyordning (Regnbuen)
Du kan også følge landsbyordninger på deres facebooksider.
Landsbyordningerne hører organisatorisk til i Skoleforvaltningen.
Åbningstider
Åbningstiderne i landsbyordninger er fra klokken 6.30-17.00 i ugens 5 hverdage. Enkelte har andre åbningstider.
Kontakt den enkelte landsbyordning for at høre de aktuelle åbningstider.
Lukkedage
Landsbyordningerne holder lukket i uge 28 og 29 i skolernes sommerferie.
Derudover kan landsbyordningen holde lukket på dage, hvor der er et minimum af behov for pasning.
Har dit barn behov for pasning en dag, hvor landsbyordningen holder lukket, bliver barnet tilbudt pasning et andet sted.
Lukkedage varsles senest den 1. september det pågældende skoleår.
Særlige kendetegn ved landsbyordningen
Landsbyordningen har flere særlige kendetegn:
- Børnene lærer, leger og udvikler sig på tværs af alder, hvad enten de går i børnehave eller skole/DUS.
- Børnene færdes i et overskueligt miljø, hvor alle kender alle.
- Der er en glidende overgang fra børnehave til skole/DUS, hvor børnene i deres eget tempo lærer skolemiljøet at kende.
Forældresamarbejde og inddragelse
I landsbyordningerne er forældresamarbejde og forældreinddragelse en naturlig del af arbejdet.
Forældresamarbejde
Et godt samarbejde mellem forældre og personale er vigtigt. Det skaber både tryghed, når du skal aflevere dit barn og øger dit barns trivsel i landsbyordningen.
En del af samarbejdet kan blandt andet bestå af:
- Besøg inden barnet begynder i børnehave
- En samtale i forbindelse med, at barnet starter i landsbyordningen
- Jævnlige forældresamtaler om dit barns trivsel og læring
- Daglig kontakt, når du bringer og afleverer dit barn
Forældreinddragelse
I alle landsbyordninger er der en fælles bestyrelse for både børnehave, skole og DUS. I bestyrelsen sidder der to repræsentanter fra børnehaven.
Bestyrelsen er blandt andet med til at ansætte personale og udarbejde principper og retningslinjer, som er styrende for landsbyordningens måde at arbejde på.
Pædagogik og kompetencer
Den enkelte landsbyordning arbejder målrettet med at skabe en tryg, lærerig og udviklende hverdag for alle børn.
Landsbyordningens børnehaver arbejder med børns læring, udvikling og trivsel med udgangspunkt i ”Den styrkede pædagogiske læreplan” samt i skoleforvaltningens vision og mål ”Noget at ha´det i”.
Læs mere på hjemmesiden Noget at have det i.
Alle landsbyordninger har yderligere opstillet egne mål for børns læring inden for seks centralt fastsatte læreplanstemaer:
- Alsidig personlig udvikling
- Social udvikling
- Kommunikation og sprog
- Krop, sanser og bevægelse
- Natur, udeliv og science
- Kultur, æstetik og fællesskab.
Dette er udarbejdet med det enkelte barns udvikling, læring og trivsel for øje.
Du kan læse nærmere om dette på de enkelte landsbyordningers hjemmesider, og du er også meget velkommen til at tage direkte kontakt.
Udvikling og samarbejde om udvikling
Landsbyordningerne deltager løbende i forskellige udviklingsprojekter, hvor nogle er lokale projekter, og andre er for alle landsbyordninger og skoler.
De 9 landsbyordninger har et tæt samarbejde på tværs med fokus på at skabe udvikling.
I skoleåret 2020/21 har landsbyordningerne eksempelvis fokus på sprog, sprogtilegnelse og sprogaktiviteter. Alle pædagoger opkvalificeres, får den seneste viden om barnets sproglige udvikling 0-6 år og får gode ideer til sprogaktiviteter. Disse afprøves i praksis, og den pædagogiske praksis udvikles via fælles refleksion og videndeling.
Sundhedsbesøg og Sprogvurdering
Sprogvurderinger
I Aalborg Kommune vil vi sikre, at alle børn fra en tidlig alder og frem til skolestart får en god sproglig udvikling. Derfor sprogvurderer vi alle børn i alderen omkring 3 år.
Sundhedsbesøg
For at understøtte børns trivsel, sundhed og udvikling får alle 4-årige børn besøg af sundhedsplejersken i deres institution.
Sundhedsplejersken vil i samarbejde med dit barns pædagog lave lege og aktiviteter for dit barn, mens sundhedsplejersken observerer dit barns udvikling og sundhed. Formålet er at sikre, at dit barn trives.
Læs mere om Sundhedsbesøg i Dagtilbud
Mad i landsbyordninger
Børnene skal som udgangspunkt selv medbringe en madpakke til frokost og mad til mellemmåltider.
Kontakt den enkelte landsbyordning for at høre nærmere om, hvad barnet skal medbringe og om kostpolitikken.
Ulykkesforsikring
Er dit barn forsikret? Få styr på det, inden uheldet er ude...
Aalborg Kommune må ikke tegne kollektive ulykkesforsikringer for børn og unge i kommunale institutioner. Det er derfor dit ansvar som forælder at tegne en ulykkesforsikring, så dit barn er forsikret, hvis uheldet er ude i institutionen.
Vi laver en ulykkesrapport
Institutionerne er forpligtet til at udfylde en ulykkesrapport, hvis der sker en ulykke i institutionen. Rapporten gengiver objektivt, hvad der skete i forbindelse med ulykken og kan bruges, hvis du skal anmelde skaden til dit forsikringsselskab.
Det siger lovgivningen
Reglerne omkring kollektive ulykkesforsikringer er lavet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Læs mere om Indenrigs- og Sundhedsministeriets afgørelse om kollektive ulykkesforsikringer her.