Opkvalificering af medarbejdere
Ved at opkvalificere ledige, der ikke matcher alle jobkrav i første omgang, kan de få fyldt op på kompetencerne og blive helt klar til de konkrete arbejdsopgaver.
Din virksomhed kan få tilskud til alle former for opkvalificering, så længe opkvalificeringen ligger ud over det, som virksomheden forudsættes selv at give.
Jobrotation
Formålet med jobrotationsordningen er at tilskynde din virksomhed til at opkvalificere jeres medarbejdere og samtidig give ledige mulighed for at få konkret erhvervserfaring og et netværk på en arbejdsplads.
Fordele ved jobrotationsordningen
- Send en eller flere medarbejdere på efteruddannelse i en kortere eller længere periode.
- I modtager jobrotationsydelse af jobcentret i perioden, hvis der samtidig ansættes en ledig som vikar for medarbejderne.
Vær opmærksom på følgende
- Jobrotationsprojektet skal godkendes af Jobcenter Aalborg inden medarbejdernes første uddannelsesdag.
- Virksomheden udbetaler sædvanlig løn til de ansatte i hele uddannelsesperioden samt eventuelle kursusudgifter eller deltagerbetaling.
- Vikaren skal modtage overenskomstmæssig løn for de timer, vedkommende er ansat i.
- Vikaren skal være godkendt af jobcenteret før ansættelse i jobrotation-vikariatet.
- Jobcenteret kan eventuelt hjælpe med at finde og opkvalificere vikaren, hvis der skønnes at være et behov for det.
Læs mere om jobrotation på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside
Job med løntilskud
Din virksomhed har mulighed for at ansætte en ledig i løntilskud. Formålet er at give den ledige nye kompetencer, erfaringer og kontakter og dermed et bedre udgangspunkt for at opnå job.
Fordele ved løntilskud
- Giver god tid til at oplære og afprøve en ny medarbejder og samtidig få reduceret lønudgiften i en periode
- Giver mulighed for at afprøve eller udvikle nye forretningsområder i virksomheden, som det ellers kan være svært at få tid og overskud til
- Giver den ledige mulighed for at generhverve sine kompetencer
Løntilskud gælder både private og offentlige virksomheder. Bemærk, at der er forskellige regler for private og offentlige virksomheder.
Få mere information om job med løntilskud på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside
Virksomhedspraktik
Som virksomhed har du mulighed for at gøre brug af virksomheds-praktikordningen. Du kan få hjælp til at finde en ny medarbejder, som virksomheden kan afprøve i virksomhedspraktik. Samtidig giver du den ledige erfaring, som kan bruges på vejen mod job.
På denne måde får du mulighed for at afprøve en medarbejder i en kortere periode uden lønudgift for at undersøge, om den lediges kompetencer og potentiale matcher virksomhedens behov.
Hvis medarbejderen macher din virksomhed, kan praktikperioden bruges som afsæt til:
- et ordinært job
- et job med løntilskud
- til at indgå en uddannelsesaftale - for eksempel voksenlærling
Virksomhedspraktik kan foregå på både offentlige og private virksomheder.
I virksomhedspraktikperioden modtager praktikanten ydelse fra Jobcenter Aalborg.
Læs mere om virksomhedspraktik hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Voksenlærling
Med voksenlærlingeordningen kan I oprette lærlingepladser til ledige og beskæftigede, hvor der er mulighed for at få tilskud til ansættelsen. Den ledige skal være fyldt 25 år inden uddannelsesaftalen begynder.
Brug ordningen og få en voksen medarbejder, som ofte både har erhvervserfaring og er klar til et større ansvar.
Ordningen er fleksibel og kan både bruges til at uddanne nye medarbejdere og til at opkvalificere allerede ansatte. Find en aftaleform, der passer jer, og husk, at det er muligt at få personen i forpraktik uden lønudgift. Så kan I se hinanden an fagligt og socialt, inden I indgår en uddannelsesaftale.
Betingelser og økonomi
Voksenlærlinge, som kommer fra ledighed
Virksomheden kan få 45 kroner per time i tilskud til lønnen i praktikperioderne hele uddannelsesperioden og til alle erhvervsuddannelser.
Voksenlærligen skal være:
- ledig før opstarten
- ufaglært
- faglært med en forældet uddannelse
- faglært som har været ledig i 6 måneder
Voksenlærlinge, som kommer fra beskæftigelse
Virksomheden kan få 30 kroner per time i tilskud til lønnen i praktikperioderne i op til de første 2 år af uddannelsesaftalen.
Voksenlærlingen skal være:
- i beskæftigelse før start
- ufaglært
Tilskuddet er betinget af, at der er gode jobmuligheder efter endt uddannelse. Det vil sige, at uddannelsen står på den regionale voksenlærlingeliste.
Se Voksenlærlingelisten - RAR Nordjylland på De Regionale Arbejdsmarkedsråds hjemmeside
En uddannelse er forældet, når den ikke har været brugt indenfor de seneste 5 år.
Man er faglært, når man har en erhvervsuddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med eller overstiger en erhvervsuddannelse for eksempel en videregående uddannelse.
Hvad skal din virksomhed gøre nu?
Hvis din virksomhed ønsker at ansætte en voksenlærling, skal I godkendes som praktiksted, og der skal indgås en uddannelsesaftale med den nye voksenlærling. For at få nærmere aftale herom skal du kontakte uddannelsesinstitutionen på det pågældende fagområde.
Ansøgning om tilskud til en voksenlærling skal indsendes i Vitas.bm.dk inden for 1 måned fra den første dag i uddannelsesaftalen. Indsendes ansøgningen senere bevilges der først tilskud fra ansøgningstidspunktet.
Tilskud til kurser i forbindelse med ansættelse af ledige
Tilskud til kurser i forbindelse med ansættelse af ledige
Din virksomhed har mulighed for at søge om tilskud til korte, opkvalificerende kurser i forbindelse med ansættelse af en ledig. Kurset, der ansøges om, skal ligge ud over den opkvalificering, du som arbejdsgiver almindeligvis giver til nye medarbejdere.
Hvad skal din virksomhed være opmærksom på?
- Kurset skal afholdes efter ansættelsen – men du skal ansøge jobcenteret, mens din kommende medarbejder stadig er ledig. Der kan ikke gives tilskud til allerede ansatte medarbejdere eller medarbejdere, som modtager sygedagpenge eller er i et jobafklaringsforløb
- Den ledige skal minimum have seks måneders ledighed
- Der skal foreligge en arbejdsgivererklæring om ordinær ansættelse af minimum tre måneders varighed uden anden tilskud
- Din virksomhed skal i ansøgningen begrunde samt fremlægge dokumentation for udgifterne til kurset. Der kan ikke ansøges til en allerede afholdt udgift
- Kurset skal være relevant for at kunne varetage jobbet og kan afholdes i op til tre måneder efter ansættelsesstart