Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Snacks af insekter som forretningsidé

Snacks lavet af insekter. Det er sundt, bæredygtigt og lige i tidens ånd, indleder Martin Thomsen, stifter af Aalborg-firmaet Crickster, vores snak om at være iværksætter i Aalborg.

Inspirationen til at lave snacks med insekter fik jeg under et ophold i Thailand, hvor jeg trænede thaiboksning fortæller Martin.

- I Thailand er insekter en stor delikatesse, og jeg besøgte ofte et madmarked på vej til træning, hvor man kunne købe insekter i alle afskygninger inklusiv glaserede græshopper, indbagte fårekyllinger og ristede larver. De smagte godt, og jeg fik lyst til at købe flere. Først langt senere fandt jeg ud af, at insekter også er både sunde i kraft af deres høje proteinindhold og bæredygtige.

Alternativ til proteinbarer

- Tilbage i Danmark begyndte jeg på idrætsstudiet, og senere tog jeg en kandidat i forretningsinnovation på Aalborg Universitet, fordi jeg gerne ville gå videre med min spirende idé om selv at udvikle og producere fødevarer af insektpulver. Fra Thailand vidste jeg jo, at de smagte rigtigt godt, så mon ikke insektbarer kunne vise sig at være et godt alternativ til proteinbarer lavet på valleprotein, som jeg synes har en syreagtig eftersmag.

Fra køkken til COOP

- Undervejs i kandidatstudiet mødte jeg Simon Risgaard Møller og Jakob Kaiser, og sammen har vi bygget virksomheden Crickster op. Simon havde i forvejen erfaring med at starte egen virksomhed, og Jakob er den fødte sælger, derfor passede vi godt sammen som team.

- Vores udgangspunkt var at fremstille en energibar baseret på fårekyllinger. Men det var rigtigt svært at få godkendt fårekyllingepulver som ingrediens, da det er lavet af insekter. I stedet viste det sig at brug af hele insekter kunne godkendes. Derfor blev vores udgangspunkt i stedet introduktionen af helristede larver i tre forskellige smagsvarianter.

333 melorme på glas

Vi kalder dem INSNACK333, fordi der er 333 melorme i hvert glas. Som forbruger kan du snacke dem, som de er, men du kan også bruge dem som krydderi eller tilbehør til din mad, forklarer Martin. Efterfølgende har vi fået godkendelse til at bruge insektmel af buffalolarver og introducerer inden længe dadelkugler baseret på blandet andet insekter. Vi producerer alt her i Aalborg.


Inbite555

Succesparametre

- For mig er motivation og tilgængelighed ultimative parametre for at opnå succes, fortæller Martin. Fødevarer og snacks skal ikke bare smage godt, de skal også se lækre og indbydende ud for at sikre størst mulig genkøb. Vi har derfor brugt mange kræfter på at sikre en stærk visuel identitet. Derudover skal de være tilgængelige, så potentielle kunder nemt kan købe dem - og helst dér, hvor de i forvejen køber ind.

Vores produkter er jo snacks, som ikke kræver egen tilberedning. Det hjælper allerede på tilgængeligheden. Vores produkter er bl.a. til salg i Salling, i helsekostbutikker og fra vores egen webshop. Seneste skud på stammen af forhandlere er COOP, som lige er på trapperne, fortæller Martin.

Fårekyllinger og hipsters

Gennem tiden har vi opbygget en god portion selvtillid til at vide, at vi kan levere, hvad vi lover, og vi har et stærkt, gennemtestet produkt, som passer godt ind i tiden til de bevidste forbrugere. Vores målgruppe er primært de sundheds- og miljøbevidste forbrugere som flexitarer, vegetarer, foodies og hipstere, heraf også navnet Crickster, der er en blanding af det engelske ord cricket, som betyder fårekylling og hipsters, forklarer Martin.

Nye lande og nye produkter lige om hjørnet

- Vi arbejder hele tiden med at udvide vores forretning både i forhold til forhandlere og sortiment. Lige nu har vi fokus på at skabe flere forskellige dadelkugler med insektmel, som skal sælges i glas. Derudover skal vi til at tænke på eksport.

Vi skal gerne i gang her i 2017 og regner med at se nærmere på markeder som Sverige, Norge, England, Tyskland m.fl for at vurdere potentiale og fødevareregler, fortæller Martin.

Praktiske råd gør en forskel

På rejsen fra idé til virksomhed har Crickster ad flere omgang været i tæt kontakt med BusinessAalborg og gjort brug af deres rådgivning og tilbud til iværksættere. Blandt andet er Crickster blevet godkendt til ViP vækstiværksætterprogrammet (del af Nordjysk NewBizz), som både inkluderer en vækstguide, som Martin og hans team løbende kan søge sparring hos samt tilskud til køb af ekstern rådgivning.

Læs mere om ViP - og se hvordan du kommer i betragtning

- Vi har brugt Cristian Willum fra BusinessAalborg som vækstguide og har været super glade for hans rådgivning og sparring. Det er tydeligt at mærke, at han brænder for iværksættere, og det smitter i høj grad af. Han er god til at sætte ord på nogle af de tanker, som vi i teamet har, men som vi ikke helt har fået struktureret og sat handling bag, fortæller Martin. 

Netværk betyder alt

- Som nystartet virksomhed et netværk altafgørende. Cristian har et stort netværk inden for blandt andet detailhandel og deler gerne ud af sine kontakter. Derudover har hans rådgivning en meget praktisk karakter og er helt nede på jorden. Det gør det bare nemmere at gå direkte til handling efterfølgende, forklarer Martin.

- Gennem ViP-programmet har vi også opnået tilskud til rådgivning, hvilket for os har betydet, at vi kunne prioritere at få lavet noget professionelt fra start. Det har sat skub i processen. Vi har valgt søge professionel rådgivning i forhold til opbygning af vores visuelle identitet, emballage, hjemmeside og opsætning af vores produktion, uddyber Martin.

Gør som Martin - kontakt iværksætterkonsulenten Cristian og få sparring på din idé

Del dine idéer med verden - startskud til succes

- Mit bedste råd til andre iværksættere er, at de skal snakke åbent om deres idé, få andres feedback derpå og ikke være bange for, at andre bare vil snuppe idéen fra dem. Det er vigtigt at italesætte idéer, ellers får de ikke noget liv og kommer ikke ud over kanten. Først når du aktivt snakker om din idé, får du sat handling bag, slutter Martin.

Læs mere om Crickster

Del indhold