Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Noella sprænger egne rammer

Aalborgensiske Noella er nødt til at fremrykke en udvidelse efter massiv efterspørgsel og vækst gennem det seneste år.
Noella

Tøjet og taskerne flyver ind og ud af lageret i Aalborg Øst. Hylderne bugner og kan knap nok følge med efterspørgslen for Noella.

I spidsen for modebrandet står 21-årige Lau Kjær Knudsen, der sammen med Mikael Øvad stiftede virksomheden tilbage i 2016. Siden er det gået stærkt. Især det seneste år har haft masser af rygvind at byde Noella, der sælger og distribuerer sit eget brand af kvindetøj og tasker til private og butikker.

- De er ved at være tossede over, at de ikke kan have alle tingene ude på lagret, fortæller Lau Kjær Knudsen med et grin.

Det er bare én af udfordringerne, når væksten rammer.

Femdobling af antal ansatte

Siden sommeren 2019 har virksomheden femdoblet antallet af ansatte. Nu rammer de cirka 15 i starten af juli og har flere åbne stillinger. Om få måneder begynder arbejdet med at fordoble antallet af kvadratmeter, hvor kontor og lager har hjemme på Kaolinvej.

- Det var planen, at vi skulle udvide til foråret i 2021. Men vores salg er eksploderet, så vi er nødt til at gøre det nu, fortæller den unge direktør.

De seneste måneder har nemlig vist Noellas styrke midt i et stormvejr. I forhold til andre store modebrands har den aalborgensiske virksomhed banet vejen gennem coronapandemien ved hjælp af agilitet og fleksibilitet.

- Vi er ekspresfunderede i forhold til, hvordan brands i branchen typisk arbejder. Ser vi en trend, kan vi få den på markedet inden for 10 til 15 dage. Vi kan rykke lynhurtigt.

Modvægt til store lagre

- Vores koncept er toptunet til den tid, som vi går i møde. Tøjbutikkerne har brug for lavere risiko, og de kan købe med 14 dages leveringstid frem for at købe de store kollektioner ind flere måneder i forvejen. Det er nemmere at vide, hvad der sker om to uger end om et halvt år.

- Tøjbranchen kæmper generelt med de her kæmpe varelagre, så vi oplever stor interesse for vores koncept lige nu, og vi forventer kun, at den interesse fortsætter med at stige i fremtiden, siger Lau Kjær Knudsen.

Noella 2

Selvom butikker, webshops og stormagasiner står for en stor del af Noellas omsætning, er deres egen webshop også et vigtigt ben i forretningen. Det skal også videreudvikles den kommende tid.

I den forbindelse - og flere andre - er BusinessAalborg samt erhvervskonsulent Søren Skipper Frandsen med som sparringspartner i modebrandets rejse.

- Vi regner med, at vores e-commerce skal gro meget det næste stykke tid. Der arbejder vi sammen med BusinessAalborg om nogle Shopify-løsninger og går ud på nye markeder. Søren har desuden støttet os på flere parametre og står altid klar til at snakke om de støttepakker og den hjælp til udviklingsprojekter, som er derude, siger Lau Kjær Knudsen.

Kontakt Søren fra BusinessAalborg

Gør som Noella - og brug Søren Frandsen som din sparringspartner.

Se hvordan Søren kan hjælpe dig

Soeren Frandsen

Søren Frandsen, erhvervskonsulent

2520 1534

ssf@aalborg.dk

Del indhold