Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Iværksætteruge fyldt med events

I uge 46 afholdes StartUp Days for første gang fysisk i Aalborg, hvor der inviteres til gratis iværksætterarrangementer for alle interesserede. Formålet er at hylde og samle iværksætteriet.

En lang række aktører i det aalborgensiske iværksættermiljø står i november bag StartUp Days Aalborg. Her afvikles en række inspirerende iværksætter-events forskellige steder i Aalborg. Dagene skydes i gang med et stort kickoff-event d. 15. november på TECHCOLLEGE. 

StartUp Days Aalborg afholdes for andet år i træk - men for første gang afholdes det fysisk, da 2021-versionen foregik som digitale events. Det er gratis at deltage, og alle er velkomne – lige meget om man er en spirende iværksætter eller etableret startup-virksomhed. 

- Aalborg er en iværksætterby i verdensklasse, og det skyldes, at vi er gode til at være fælles om iværksætteriet. StartUp Days er et eksempel på, hvordan vi står sammen for iværksætterne og de kommende iværksætteres skyld, siger teamleder og erhvervskonsulent hos BusinessAalborg, Frida Tarp. 

Partnerskab står bag

Partnerskab for Iværksætteri står bag StartUp Days Aalborg, og heri deltager en bred vifte af nordjyske uddannelsesinstitutioner og erhvervsaktører, men alle aktører i og omkring det aalborgensiske iværksættermiljø inviteres til at tage del i StartUp Days.  

- Iværksættere er vigtige for os i Aalborg, både fordi de er fremtidens arbejdspladser, men også fordi de er med til at gøre Aalborg til en spændende by med både innovation og diversitet i erhvervsmiljøet. Vi er super stolte af dem, der vælger at skabe deres egen forretning, og med StartUp Days vil vi hylde iværksætteriet og sætte lys på nogle af de inspirerende iværksættere, der findes i Aalborg, lyder det fra Frida Tarp.

Startupdays 2022

Stort kickoff-event d. 15. november 

Tirsdag 15. november er TECHCOLLEGE værter for et stort kickoff-event, hvor iværksættere fra nordjyske virksomheder som Errant, Luksusbaby og Estaldo fortæller om deres rejse. 

Derudover kan man opleve Løvindernes Hule med bl.a. Co-founder af Nordic Female Founders Anne Stampe Olesen, samt startup-stand up med komikeren Christian Fuhlendorff, som for nylig selv har fået erfaring med iværksætteri. 

- Vores læringskultur skal understøtte, at elever og kursister med lyst og mod på iværksætteri får hjælp til at starte selvstændig virksomhed. Derfor er det også naturligt, at vi er med til at hylde og fremme de nordjyske iværksættere. Ved at huse StartUp Days’ kickoff-event er det vores håb, at vi kan være med til at skabe handlelyst til iværksætteri og dermed være understøttende til en iværksætterkultur i Nordjylland, udtaler erhvervs- og udviklingsdirektør hos TECHCOLLEGE, Hanne Lendal. 

Partnerskab for Iværksætteri består af BusinessAalborg, TECHCOLLEGE, Aalborg Handelsskole, AAU, UCN, Fonden for Entreprenørskab, Erhvervshus Nordjylland, Aalborghus Gymnasium, Erhvervsnetværk 9220, Erhverv Norddanmark, Dansk Industri, SOSU Nord og Aalborg Kommunes Erhvervsplaymaker. 

Partnerskabet udspringer af strategien for iværksætterområdet i Aalborg Kommune, som Aalborg Erhvervsråd har vedtaget. Visionen er, at Aalborg skal være kendt og anerkendt lokalt og internationalt som et unikt og stimulerende sted at være iværksætter. 

Programmet for StartUp Days samt tilmeldings til kickoff-eventet kan findes på www.startupdays.dk

Del indhold