Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Tyskere er vilde med aalborgensisk wok-eventyr

Hot Wok oplever stor interesse for deres gasblus med tilhørende wokpande på det tyske marked. Det er med til at skabe stor vækst for Aalborg-virksomheden.
Ejerne af Hot Wok firmaet

Henrik Graahede står i et mere eller mindre tomt lager. Alt er revet væk hos Hot Wok, indtil næste sending kort tid senere lander på Speditørvej i Aalborg. Interessen for virksomhedens hovedprodukt er nemlig øget markant gennem 2021.

- Hot Wok er en brænder, wokpande, slange og regulator. Derfra kommer man ind i hel wok-verden, hvor man kan lave en masse forskellige retter som wok og paella. Det er ikke en grill, og vi konkurrerer ikke med en grill, fortæller han.

Han købte Hot Wok-konceptet i 2015, og siden er Dennis Tranekær Hostrup kommet med i projektet, der har hjemme i Aalborg.

Undervejs har Hot Wok brugt BusinessAalborg som sparringspartner og har bl.a. fået vejledning om eksport til det tyske marked. 

Gode råd til eksport i Tyskland

- BusinessAalborg satte os i kontakt med en lokal dansker i Tyskland, der har hjulpet os med en masse. Vi har fået styr på dataerklæringer og handelsbetingelser, og der er en masse små justeringer, der hele tiden skaber lidt mere trafik, siger Dennis Tranekær Hostrup.

- Han har givet os mange gode råd, og der er altid mere at rykke på. Der er faldet en masse guldkorn af, som vi skal tage fat på løbende, tilføjer han.

Den store udvikling i Tyskland betyder, at naboerne mod syd snart indhaler danskerne, når det kommer til at købe Hot Wok-produkter. Det er især forhandlere, der aftager en del af de transportable gasblus til at lave anderledes retter uden for samt i køkkenet.

Tyskland bliver et større marked end Danmark

- Som udviklingen er for os i Tyskland lige nu, er vi større i Tyskland end Danmark næste år. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Vi nærmer os allerede i år. Det har et kæmpe potentiale. Vi kan kun drømme og gisne om, hvor vi er henne om to år. Som udviklingen er lige nu, går det i hvert fald rette vej, siger Henrik Graahede.

- Danmark vækster en smule for os, og det er en god bund. Det er bare Tyskland og en affødt effekt derfra, som virkelig rykker for os. Vi har for eksempel sendt afsted til Østrig fra vores egen webshop. Så vi ser også en del ringe i vandet, lyder det fra Dennis Tranekær Hostrup.

Corona drejede forretning i ny retning

Tidligere har de fysiske produkter været ét af to ben i forretningen. I 2016 åbnede Henrik Graahede nemlig Wokkeriet i det indre Aalborg, hvor gæster både kunne spise a la carte og selv lære at tilberede retter på Hot Woks produkter.

Men coronapandemiens indtog i 2020 betød, at den del af forretningen blev skaleret ned, mens fokus blev rettet på selve produkterne.

- Vi havde en drøm om at gøre det til et slags franchise-koncept med Wokkeriet i Aalborg, Aarhus og København. Men vi blev kvalt i en periode, hvor vi ikke kunne holde åbent. Det måtte vi bare erkende, fortæller Henrik Graahede.

- Derefter strammede vi det ind til selve produktet. Mange har været interesseret i egne udekøkkener i den her tid, og når naboen har den, så skal den næste også, lyder det afsluttende fra ham.

Nysgerrig på mere?

Gør som Hot Wok og brug BusinessAalborg som din sparringspartner. 

Mød BusinessAalborgs erhvervskonsulenter

Del indhold

Selvbetjening