Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Mød din databeskyttelsesrådgiver

Hos databeskyttelsesrådgiveren kan du få uvildig rådgivning om dine rettigheder, når vi registrerer og behandler personoplysninger om dig.

Hvem er databeskyttelsesrådgiveren? 

Henrik RaskI Aalborg Kommune hedder vores databeskyttelses-rådgiver Henrik Johannes Rask.

Han er bl.a. uddannet inden for informationssikkerhed (herunder behandling af personoplysninger).

Hvad er databeskyttelsesrådgiverens opgave?

Det er databeskyttelsesrådgiverens opgave at tilse, at kommunen lever op til databeskyttelsesreglerne. Databeskyttelsesrådgiveren er i sin funktion en uvildig instans, der ikke refererer til administrationen. Rådgiveren bistår i samarbejde med bl.a. kommunens jurister med råd og vejledning til fagområderne om lovlig, god og sikker håndtering af personoplysninger.
Det er gratis at henvende sig til databeskyttelsesrådgiveren.

Du kan læse mere om databeskyttelsesrådgiverens arbejde i Vejledning om databeskyttelsesrådgivere.

Hvordan kan databeskyttelsesrådgiveren hjælpe?

Databeskyttelsesrådgiveren kan rådgive dig nærmere om dine rettigheder, når vi i Aalborg Kommune registrerer og behandler dine personoplysninger.

Du har ret til at anmode om

  • indsigt i de personoplysninger, der er registreret om dig,
  • at få berigtiget de personoplysninger, der er registreret om dig,
  • at få slettet de personoplysninger, der er registreret om dig,
  • at få begrænset behandlingen af de personoplysninger, der er registreret om dig,
  • indsigelse imod de personoplysninger, der er registreret om dig,
  • at dine personoplysninger ikke må være genstand for en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling,

Det er dog den enkelte sagsbehandler i kommunen, der udøver rettighederne, men i tilfælde af at sagsbehandlingen kører fast, har du mulighed for at henvende dig til databeskyttelsesrådgiveren.

Du kan også kontakte databeskyttelsesrådgiveren, hvis du er i tvivl om, hvorvidt kommunen håndterer dine personoplysninger korrekt.

Aalborg Kommune har oplysningspligt. Det vil sige, at vi på eget initiativ har pligt til at give dig en række oplysninger, når vi indsamler personoplysninger om dig.

Du kan læse mere om dine rettigheder i Vejledning om de registreredes rettigheder. 

Hvad kan databeskyttelsesrådgiveren ikke hjælpe med? 

Databeskyttelsesrådgiveren kan ikke hjælpe dig med den faglige sagsbehandling eller de afgørelser, som fagområderne træffer.

Hvis du har brug for hjælp til at forstå en afgørelse, til at klage over sagsbehandling eller en afgørelse, kan du kontakte kommunens borgerrådgiver. 

Hvorfor en databeskyttelsesrådgiver?

Siden 1. juli 2000 har Persondataloven været gældende herhjemme. Den afløses 25. maj af en ny europæisk databeskyttelsesforordning.

Forordningen stiller krav om, at offentlige myndigheder og organer er forpligtet til at udpege en databeskyttelsesrådgiver.

Hensigten med den nye Databeskyttelsesforordning er at sikre øget ansvarlighed i behandlingen af personoplysninger og ensrette denne behandling inden for EU’s grænser.

Læs mere om databeskyttelsesreglerne.

Find databeskyttelsesrådgiveren

Databeskyttelsesrådgiveren holder til på Rantzausgade 6, 9000 Aalborg, og du kan skrive til ham på almindelig usikker e-mail (dbr@aalborg.dk) – du bør ikke sende fortrolige oplysninger til denne mailadresse.

Hvis du ønsker at sende fortrolige oplysninger, kan du i stedet benytte en særlig formular, der kan tilgås via login med NemID.

Tilgå formularen

Vil du gerne have et møde med databeskyttelsesrådgiveren, skal du have en forudgående aftale.

Del indhold