Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Robotudvikling gav Yodaway et helt nyt produkt

Udviklingen af en ny evne til Yodaways velkendte robotter kastede et andet produkt af sig for den aalborgensiske tech-virksomhed
Yodaway ejerne

De er især kendt for deres robotter, der kører rundt i flere receptioner landet over.

Aalborgensiske Yodaway har siden 2018 placeret robotmedarbejdere i virksomheder, hvor de tager imod gæster samt skaber opmærksomhed omkring virksomheden og dens produkter. Men de tre medejere fandt en helt ny vej at gå, da Yodaway-robotterne skulle have en ny evne.

Det fortæller Jakob Tordal Bols, der sammen med Mads Birk Andersen og Kian Floor Ulriksen står bag virksomheden.

Yodaway importerer robotterne og omprogrammerer dem blandt andet til at tale dansk, mens virksomheden selv udvikler softwareteknologien bag deres nye tracking-system.

- Vi benyttede kunstig intelligens for at give robotterne evnen til at se forskel på forskellige genstande, så de for eksempel kan påminde en person om at spritte hænder. Udviklingen med software baseret på kunstig intelligens fortsatte og har formet markedet mest avancerede og præcise persontæller, lyder det fra Jakob Tordal Bols.

Yodaway har overført og videreudviklet teknologien, der har fået navnet Smartpoint, til tablets og telefoner, som kan give et bedre indblik i kundetrafikken gennem fysiske butikker.

- Vi bruger enhederne til at registrere mennesker og se deres bevægelsesmønster. Der validerer vi alder og køn, og vi skaber et ansigts-ID. Dermed lagrer vi ikke noget personfølsomt om kunderne, og vi tæller ikke én person som flere, hvis de går ind og ud af butikken flere gange i streg, siger Jakob Tordal Bols. 

- Der findes en masse løsninger og apps på markedet, som ud fra et portrætfoto og typisk via en udenlandsk server kan gætte alder og køn. Vores løsning skal fungere i det virkelige liv og altså ikke arbejde med portrætbilleder. Samtidigt skal vi overholde GDPR. Så vi har udviklet løsningen fra bunden, fordi vi ville ikke sende billeder omkring en server i Kina. Det vigtigste af alt er, at vi ikke gemmer billeder, tilføjer han.

Smartpoint skaber dermed data i fysiske butikker og giver indblik i kundegrundlag, effekt af markedsføring, bevægelsesmønstre, besøgsvarighed og fungerer som en automatiseret persontæller til at hjælpe forretninger med at holde styr på fx. belægningskapacitet.

- Vores team af dygtige softwareingeniører har knoklet på at få Smartpoint til at fungere i naturlige omgivelser og validere mennesker i forbifarten med skiftende lysforhold. Med 90 procent hitrate på korrekt validering tør vi godt sige, at det virker, siger Jakob Tordal Bols.

Tilskud gav fart på 

Det nyeste produkt i Yodaway har også medført en stor udvikling. Virksomheden har nemlig fået en såkaldt Innobooster, som er Innovationsfondens tilskud til udviklingsprojekter, mens Vækstfonden har bevilget et lån til de tre nordjyders arbejde.

- Især Innoboosteren har hjulpet os til at ansætte tre softwareingeniører med nogle vanvittige kompetencer. Det har altså haft stor indflydelse på vores udvikling, siger Jakob Tordal Bols.

- Det sætter hastighed på vores udvikling. Det er centralt. Lige nu står vi alene med den her måde at tælle mennesker på, men det bliver vi ikke ved med. Hastighed er en vigtig faktor for os, tilføjer han.

Med de tilkomne softwareingeniører er Yodaway altså oppe på seks medarbejdere. 

Robotter skal på arbejde i Dubai

Mens de fysiske og behjælpelige robotter skiller sig visuelt ud fra det knap så synlige tracking-system, kan begge dele fungere i samspil. Det skal de blandt andet, når Yodaway fra oktober er en del af den danske pavillon ved verdensudstillingen i Dubai.

To robotter skal arbejde på udstillingen gennem de seks måneder, hvor den står på, mens tracking-systemet skal give indblik i de besøgendes bevægelsesmønstre.

- Det ser vi frem til og er meget stolte af at være en del af. Det giver eksponering og kan blive en vigtig del af vores forretning, siger Jakob Tordal Bols.

Især en messe som verdensudstillingen er en perfekt platform for Yodaways måde at følge besøgendes færden.

- Det kan give de klassiske messer et reelt besøgstal baseret på noget faktuelt. Så man kommer frem til det præcise besøgstal og får data som alder samt køn ved siden af. Det kan jo bruges til at lave løbende bemandingsjusteringer, siger Yodaway-medejeren.

BusinessAalborgs erhvervskonsulenter har gennem længere tid vejledt Yodaway med netværk og finansiering.

Del indhold