Fokus på det unikke har løftet nordjysk vinduesproducent
Han har arbejdstøj på og lidt savsmuld på trøjen som alle de andre. Men når det kommer til stykket, skiller Jesper Lorenzen sig ud fra de mange snedkere, der er i fuld gang mellem maskiner og alverdens træ i alverdens afskygninger i hallerne her i Vester Hassings industrikvarter.
Jesper Lorenzen købte sig ind i Madsen Vinduer & Døre i 2018. Det blev samtidigt stifteren Poul Erik Madsens afsked med sit livsværk, som han arbejdede med siden 1976. Dermed var ejerskiftet et generationsskifte, men det gav også et andet aspekt end det aldersmæssige i ledelsen af vinduesproducenten.
Virksomhedens nye administrerende direktør kom nemlig til med en ingeniøruddannelse og mere end 10 år ved Grundfos i rygsækken.
- Jeg er ikke faglært. Jeg kan ikke mit fag. Det hører jeg også for ude på værkstedet, men måske universitetet så har givet mig noget andet, fortæller Jesper Lorenzen.
Det specielle i centrum
På trods af den manglende snedkerbaggrund og det akademiske præg mener han selv, at der er et godt match. Madsen Vinduer & Døre arbejder nemlig med speciallavede løsninger og fokuserer dermed på projekter, hvor de typiske vindues- eller dørløsninger sjældent passer ind.
Det fokus har han sammen med produktionschef og medejer Martin Nørgaard gjort skarpere efter ejerskiftet.
- Hos Grundfos sad jeg med alt det specielle. Vi kaldte det kundespecifikke løsninger. Det passer rigtig godt ind i vores virksomhed, hvor vi har taget et meget bevidst og direkte valg om at positionere os sådan i markedet. Vi har ingen produkter, og vi har vores berettigelse i at producere de helt unikke og speciallavede løsninger, lyder det fra direktøren.
Et af de mest profilerede projekter hos Madsen Vinduer & Døre er for eksempel den københavnske Michelin-restaurant NOMA, hvor de nordjyske snedkere leverede speciallavede døre til restauranten, der var tegnet af Bjarke Ingels Group.
Rammerne skal gentænkes
Siden 2018 har Madsen Vinduer & Døre øget antallet af medarbejdere fra 5 til 14.
Der er dog ikke planer om at stoppe flere snedkere ind i lokalerne lige nord for fjorden. Nu handler det om at få det bedste ud af hænderne, der arbejder med træ i alle størrelser og former.
- Vi har ikke de store vækstambitioner. Rent fysisk kan vi ikke være flere mennesker. Der står jo træ over det hele nu. Vi tænker på at udvide, men det skal være for at skabe mere plads og gentænke vores layout, så træet starter i den rette ende og ender med montagen i den anden. Det handler om, at de fysiske rammer ikke skal begrænse os, lyder det fra Jesper Lorenzen.
Tankerne om effektivisering og nye processer har Madsen Vinduer & Døre fået ekstern rådgivning omkring. Vinduesproducenten har gennem et Vilje til Vækst-forløb hos Erhvervshus Nordjylland og BusinessAalborg fået nye øjne på den del.
- Vi fik kigget på vores interne arbejdsgange og optimeret dem. Vi ville gerne have noget sparring omkring det og få nye øjne på processerne. I den forbindelse fik vi en konsulent ind, og vi fik hjælp til at skitsere projektet, siger medejeren.
I forbindelse med Vilje til Vækst-forløbet blev Madsen Vinduer & Døre vejledt af erhvervskonsulent John Büchler.
Kontakt John fra BusinessAalborg
Gør som Madsen Vinduer og Døre - og brug John Büchler som din sparringspartner.
Gør brug af Johns store viden om finansiering, kapitalfremskaffelse og lokalisering, når du fx. tænker på at udvide. Han har mange års erfaring med ejendomsinvesteringer og en baggrund i den finansielle sektor. Dertil har John haft egen konsulentvirksomhed og har et godt kendskab til den maritime branche, hvor han er projektleder for Aalborg Maritime Network.
Se hvordan John kan hjælpe dig
John Büchler, erhvervskonsulent
Tlf. 2520 1581