800 kroner om måneden. Aalborgs unge gambler mere end forældrene ved og nu kommer Center for Ludomani til byen.

Pressemeddelelse

Onlinegambling er i stigning blandt Aalborgs unge. Flere unge ender i både dårlig økonomi og dårlig trivsel på grund af afhængigheden. Nu sætter Aalborg Kommune og flere ungdomsuddannelser ind overfor både eleverne og deres ofte intetanende forældre. 

Designer (1).png
Designer (1).png

800 kroner om måneden i gennemsnit. Det er hvad danske drenge spiller for hos online sportsbetting og casinoer. Og halvdelen spiller slet ikke, så dem der gør, spiller meget. For meget. Og beløbet er stigende. 

Aalborg Handelsskole kender til udfordringen og ser jævnligt at nogle af deres elever blive fanget af adrenalinsuset fra online betting.  
 

"Vi ser dagligt en flok elever samlet omkring deres computer eller en af deres mobiler og har gang i et væddemål. Du kan jo spille døgnet rundt på alverdens sider og på et nærmest uendeligt antal af spil. Dette påvirker relationer mellem elever i det skjulte og dermed den sociale trivsel", siger Lene Østerbæk, vicerektor på Aalborg Handelsgymnasium i Turøgade. 

Knap 25.000 unge mellem 12 og 17 år har problemer med gambling - og det altså før de overhovedet er gamle nok til at kunne spille lovligt. De 25.000 kan lægges til de 478.000 voksne danskere, altså hver 10. af os, som i større eller mindre grad har et problematisk forhold til pengespil. Det er mere end dobbelt så mange som i 2016. Og et andet opsigtsvækkende faktum er, at der procentvis er ligeså mange unger under 18, der lider af ludomani som voksne.

Center for Ludomanis oplægskorps er i uge 3 ude og holde workshops for første årgang på Aalborg Handelsskole for at fortælle eleverne om farerne

"I Center for Ludomani bliver vores klienter yngre og yngre, hvor over halvdelen i dag er under 30 år. Det er dybt bekymrende. Derfor er det afgørende, at vi skaber dialog som får de unge til at reflektere og giver plads til personlige historier, som vores unge oplægsholdere deler om deres egen kamp ud af ludomanien. Vi er meget glade for, at Aalborg Kommune og Aalborg Handelsskole vil gå sammen med os i den her vigtige indsats, så vi kommer bredt ud til både unge og forældre, der sidder med spørgsmål og har brug for mere viden om emnet." siger Esben Lautrop-Rasmussen, behandler hos Center for Ludomani.

"Jeg er glad for, at vi har indgået samarbejdet med Center for Ludomani. De har ekspertise og viden, som det er vigtigt, vi får ud til både forældrene og de unge. Vi skal gøre alt hvad vi kan, for at hjælpe med at kaste lys over et emne, som vi ikke tidligere har haft fokus på. I takt med digitaliseringen og påvirkningen fra sociale medier er det blevet mere tilgængeligt for de unge. Så det er vigtigt vi gør noget nu", siger Jan Nymark Rose Thaysen, rådmand i Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune.

Ludomani-foredrag 29 januar på Hovedbiblioteket 

29. januar fra kl 17.00 - 19.00 er der fokus på emnet igen ved en Temaaften på Hovedbiblioteket i Aalborg. Her fokuseres der blandt andet på, hvordan man selv og ens forældre eller venner kan spotte faresignaler og starte den gode samtale om et eventuelt usundt forhold til pengespil. 

Du kan allerede tilmelde dig temaaftenen om ludomani nu lige her:

Fokus på spilafhængighed ' Tilmelding

"Med arrangementet sætter vi fokus på spilafhængighed, fordi vi ser en bekymrende udvikling blandt unge. Online spil og betting er meget let tilgængeligt, og konsekvenserne kan være alvorlige. Derfor ønsker vi at medvirke til tidlig forebyggelse ved blandt andet at give forældre den viden, de har brug for i forhold til at kunne at tage dialogen med deres børn og have viden om, hvilke signaler de bør være opmærksomme på", siger Matias Gjerløv Hartmann, projektleder i "Fælles om ungelivet" i Aalborg Kommune. 

Aalborg Kommune arbejder også sammen med Center for Ludomani om at lave online-materiale med information og viden, så forældre og unge efterfølgende kan tage snakken om eventuelle faresignaler.