Living

Studerende kræver eget køkken og bad

Naboernes daggamle opvask, der fylder hele køkkenbordet, og morgenbadet, der forstyrres af utålmodige råb og banken på døren - dén slags gider studerende i dag ikke finde sig i.

De vil bo for sig selv i egne lejligheder uden at skulle dele køkken og bad med naboerne.

Det mærker man hos kollegiekontorerne i studiebyerne Århus, København og Aalborg.

- Det er tydeligt, at de boliger, som står ledige i dag, især er dem, hvor man skal dele køkken og bad med andre ? dem er der ikke megen rift om længere, siger Eigil Johansen, forretningsfører hos AKU-Aalborg, som står for formidlingen af kollegie- og ungdomsboliger i Aalborg og omegn.

Derfor har boligforeningerne og kollegierne i Aalborg efter råd fra AKU-Aalborg taget konsekvensen og slået udlejningsværelser sammen til selvstændige lejligheder, så de lever op til de studerendes krav og ønsker.

Det er dog ikke alt ved kollegielivet, de studerende rynker på næsen af.

Selv om de fleste vil have eget køkken og bad, vil de nemlig også gerne have mulighed for at samles til fællesspisning eller hygge med de andre studerende i opgangen. Derfor er kollegier og ungdomsboliger med fællesrum i høj kurs, fortæller Eigil Johansen:

- Mange vil gerne opleve sammenholdet på et kollegium - det har de jo hørt om fra deres forældre. Samtidig vil de have deres eget. Med et fællesrum tager man derfor det bedste ved at bo på kollegium og i egen lejlighed og sætter det sammen, og det er en rigtig populær løsning.

AKU-Aalborg har anvisningsretten til 2800 kollegie- og ungdomsboliger i Aalborg og omegn.

Af dem har cirka 2500 eget køkken og bad.

Lagt på aalborg.dk d. 25. maj 2007

Offentlige services

Her finder du de mest benyttede servicetilbud fra Aalborg Kommune. I flere af tilbuddene er der selvbetjeningsløsninger, så du nemt kan klare dit ærinde hjemmefra. Se mere på www.aalborgkommune.dk.