Nyskabende anlæg til rovdyrene
Det Obelske Familiefond begaver Aalborg Zoo med 10,5 mio. kr.
Forleden kunne Aalborg Zoo tage mere end et syv mile skridt mod opførelsen af et helt nyt og epokegørende anlæg for rovdyrene.
Det vil også komme både dyrepassere og publikum til gode, da de skal kunne opleve dyrene i deres rette elementer fra junglestier oppe over anlægget.

Rovdyrene skal opleves i tre dimensioner, også fra junglestier og hytter over anlægget. Tegning: Aalborg Zoo
Det Obelske Familiefond donerede nemlig 10,5 millioner kroner til opførelsen af Danmarks flotteste rovdyranlæg i Aalborg Zoo, da fonden i går begavede en række projekter med godt 20,6 millioner kroner.
Men Aalborg Zoo er stadig et godt stykke fra at have økonomien til projektet i hus.
Meget mere plads
Det nye anlæg skal tage udgangspunkt i mere dyrevelfærd og -aktivering, men også bedre arbejdsforhold for dyrepasserne.
- Der bliver tale om en helt ny type anlæg, som ikke findes noget sted i Danmark, lover chefzoolog Per Christiansen.
- Rovdyrene får mere naturlige forhold at leve under, fordi de får mere plads. Der kommer buskads, træer og floder, så publikum også kan se tigrene svømme, fortæller Per Christiansen.
Junglesti og hytter
Dyrene og anlægget skal kunne opleves i tre dimensioner. Under anlægget, på jorden og over anlægget.
- Der skal være junglestier oppe over anlægget som forbinder en række oplevelseshytter også placeret over anlægget. Der kommer særlige hegn med glasindkig helt tæt på dyrene, forklarer chefzoologen.
Anlægget skal placeres samme sted som det nuværende og ventes ikke at sluge mere plads.
- Kompromisset i dette er, at vi udfaser leoparderne, i hvert fald for en stund. Det er sidste sæson med leoparder i Aalborg Zoo for nuværende, siger Per Christiansen.

Særlige hegn og glasfacader skal give kig til dyrene helt tæt på. Eksempelvis når tigrene svømmer.Tegning: Aalborg Zoo
Zoo har også planer om på sigt at udskifte de nuværende løve- og tigerarter med mere truede arter. Eksempelvis arbejder Per Christiansen på at få den meget truede asiatiske løve, som kun lever et sted i naturen, i Aalborg Zoo for på den måde at være naturbevarende og sikre artens overlevelse, indtil den en gang kan genudsættes i naturen.
Søger om flere midler
Men først og fremmest venter et arbejde med at skaffe de resterende penge.
- Med donationen fra Det Obelske Familiefond er vi omkring halvvejes i at nå budgettet, så vi ansøger andre steder om resten, og byggeriet går i gang så snart vi har pengene, siger Per Christiansen.
Han håber, det kan ske allerede denne vinter, så anlægget er klar til sommeren 2011.
Lagt på aalborg.dk d. 28. juni 2010