Living

Grøn oase med udsigt midt i byen

Signalbakken i Vejgaard bliver plejet og passet, så området kan få en stadig større betydning som grøn oase i Vejgaard tæt på Aalborgs bymidte.

Signalbakken i Vejgaard. Arkivfoto.
Signalbakken er de sidste par år gennemgået en større naturpleje, og forleden blev den udstyret med to informationstavler.

De viser området og fortæller om Signalbakkens historie, oprindelse og anvendelse gennem tiderne.

Eget plejelaug

Området var ellers ved at vokse til i skov, da Aalborg Kommunes Park og Natur i vinteren 2006 tog fat på at rydde og tynde ud i bevoksningen og dermed gendanne tidligere udsigtspunkter.

I efteråret 2008 tog Danmarks Naturfredningsforening initiativ til et egentligt projekt med naturpleje i samarbejde med både Park og Natur samt Vejgård Samråd, og der mødte omkring 50 frem for at tage del i arbejdsdagen.

De fik slået det lange græs med le og skåret hindbærbuske og selvsåede buske ned. Det førte til oprettelsen af Signalbakkens Plejelaug med 16 medlemmer, som i de kommende år skal hjælpe med at holde området.

Der er allerede anlagt udsigtskiler, så man fra Signalbakken kan se mod nord mod Limfjorden, men også have udsigt langs fjorden til Limfjordsbroen.

Mod øst er der også ved at blive dannet en kile, som giver udsigt til Grønlandshavnen.

Faktaboks

Signalbakken er den sidste rest af de hede- og overdrevsarealer, der tidligere omgav Aalborg og strakte sig så langt mod syd som til Lundby Krat.
Bakken har været beboet langt tilbage i historien, og der er fundet potteskår og skindskrabere fra den yngre stenalder samt en gravhøj fra bronzealderen.
Området blev først kaldt Jyngberg, men i 1850 blev toppen af bakken udlejet i 50 år fra Bakkegårdens jorde til dampskibsselskabet H/S Iris, som sejlede i rutefart mellem Aalborg og hovedstaden.
På bakken fik selskabet opsat en signalmast, så skibets ankomst kunne signaleres til Aalborg. Det gav bakken det nye navn.
Med tiden blev masten fjernet, og dampskibene afløst af motorskibe, men i 1931 beskrev forfatteren Johannes V. Jensen Signalbakken som Aalborgs vartegn, når man ankom med skib til fjordbyen.
Kommunen beplantede området i 1950´erne for at få en bypark, og Signalbakken blev fredet i 1969 for at sikre området som et grønt område med udsigtspunkter for borgerne.

Lagt på aalborg.dk d. 13. maj 2009

Offentlige services

Her finder du de mest benyttede servicetilbud fra Aalborg Kommune. I flere af tilbuddene er der selvbetjeningsløsninger, så du nemt kan klare dit ærinde hjemmefra. Se mere på www.aalborgkommune.dk.

Living fortæl