Living

Nye mountainbike-ruter

Mountainbike på fire nye ruter i naturområder tæt på Aalborg.

Mountainbike er en af de hurtigst voksende motionsformer i Danmark. Arkivfoto: Torben Hansen
Cyklister har i flere år kørt på mountainbike i forskellige naturområder i Aalborg Kommune, så det er ikke nyt.

Men de fire ruter er de første officielle og skal både være en hjælp til at komme ud og få nogle oplevelser, men samtidig er de med til at holde lidt samling på, hvor cyklisterne kører.

De fire ruter er lagt i Hammer Bakker, Lundby Bakker, Poulstrup Sø og Kongshøj Skov. De markeres med stolper, piktogrammer og mærker på træer, og alle ventes klar til brug inden jul.

Kørsel i eget spor

Fælles for alle ruter er, at mountainbikere kører i eget spor. Det vil sige, at cyklister ikke kommer ind på de stier, hvor fodgængere normalt færdes.

Tre af ruterne ligger i naturområder syd for Aalborg, og efter ønske fra cykelklubberne bliver de bundet sammen af transitruter, men det kommer først senere, når der er lavet aftaler med en række lodsejere.
Træer skal fældes for at gøre plads til cykelruten i Kongshøj Skov ved Visse. Foto: Henrik Bo
Når transitruterne er også mærket op, er det muligt at køre en lang sammenhængende tur på 25-30 kilometer.

Ruterne er lavet i et samarbejde med de største motionscykelklubber, som har haft lejlighed til at komme med forslag og ønsker.

Kongshøj for de vilde

Med sine kridtholdige bakker er Kongshøj Skov nær Visse udpeget som det mest robuste terræn, og derfor kan det også holde til, at der kan laves ramper og hop, hvis nogen ønsker at udfordre sig på den måde.

De nye ruter er dog ikke kun en legeplads for mountainbike-folket. De kan bruges af alle, som vil prøve kræfter med terræncykling.

Faktaboks

I Lundby Bakker kan ruten blive flyttet i tilfælde af for meget slid. Start og slut bliver på p-pladsen ved Hadsund Landevej, og der køres ikke i Lundby Krat, fordi naturen her er særlig sårbar.
Ved Poulstrup Sø går ruten igennem en stor hegning, hvor køer græsser. Muligvis føres ruten gennem det nedlagte Poulstrup Kalkværk. Start og slut er ved p-pladsen fra Gultentorpvej.
Kongshøj Skov er det naturmæssigt mest robuste område med kridtholdig grund. Startsted er ved Træningshøjskolen på Vissevej.
I Hammer Bakker er ruten lagt på det kommunalt ejede område. Ruten er delt i to - en vestlig og en østlig. Den vestlige tager hensyn til, at der i det område færdes en del handicappede.

Lagt på aalborg.dk d. 16. november 2009

Offentlige services

Her finder du de mest benyttede servicetilbud fra Aalborg Kommune. I flere af tilbuddene er der selvbetjeningsløsninger, så du nemt kan klare dit ærinde hjemmefra. Se mere på www.aalborgkommune.dk.

Living fortæl