Fancy cykeltrailer med køler
Studerende ved Arkitektur & Design på Aalborg Universitet kan godt være med på internationalt plan med at udvikle design, der gør en forskel

Lektor, PhD Christian Tollestrup fra Institut for Arkitektur & Design på AAU flankeret af de studerende i industrielt design Mads Busk Larsen (tv) og Nikolaj Duve (th.) i Utzon Center, Aalborg, hvor uddannelsen har lokaler til rådighed. Foto: Michael Bygballe
Mads Busk Larsen begyndte med ideen om at udvikle et helt nyt kuffertdesign, men alle anstrengelser mundede ud i en avanceret cykeltrailer. Selv om det lyder kaotisk, var vejen fra kuffert til cykeltrailer ikke nogen tilfældighed.
23-årige Mads, der studerer industrielt design på Aalborg Universitet, gjorde bare, hvad han har lært på uddannelsen. At analysere på ideerne, vurdere og afprøve i praksis, om de er holdbare, og så vælge den vej, som gør en forskel.
Mads Busk Larsen - og hans studiekammerat Nikolaj Duve - kastede sig sidste år over hver sin designopgave for at kunne være med i en international designkonkurrence, udskrevet af den tyske elektronikkoncern Braun.
Mads sendte sit cykeltrailerforslag og Nikolaj et forslag til en helt ny type redningskrans til helikoptere, der deltager i redningsoperationer til havs. Begge forslag var med blandt 1074 ideer fra hele verden, da Braun Prize 2009-juryen i marts udvalgte 54 forslag, som nu er videre i konkurrencen. Et af de udvalgte designforslag kommer fra Aalborg.
Fra kuffert til trailer
Mads valgte en hverdagsting, da han gav sig i kast med konkurrenceforslaget.

'The Wheeler'- cykeltrailer og indkøbsvogn i med automatisk scanning af varerne. Klik traileren på cyklen og kør varerne hjem - med indbygget køler og låg. Foto: Mads Busk Larsen, AAU
- Det begyndte med en kuffert, hvor jeg analyserede behovene og lavede research ved blandt andet at prøve at håndtere kufferter og pakke fly for at finde ud af, hvad kufferten skulle kunne. Det endte med en idé, der egentlig var o.k., men jeg fandt så ud af, at den kuffert var der nogen, der allerede havde lavet. Jeg skiftede til ny teknologi, der kan skabe forbedringer for folks hverdag og tog udgangspunkt i en chip til at scanne varer i forretninger. Det blev til cykeltraileren "The Wheeler", der er en kombination af en cykeltrailer og en indkøbsvogn.
Mads Busk Larsen
Ideen er, at når man cykler hen til fremtidens forretning, der har automatisk scanning af vareindkøbene, så har man traileren med, hægter den af cyklen og tager den med i forretningen.
Her fylder man traileren med varer, som scannes ved kassen - uden at man skal have varerne op af traileren - hægter den på cyklen igen og kører hjem.
Og så er der køler, som får strøm fra magneter på hjulene og et låg til traileren, så man sikkert kan transportere sine varer hjem.
Traileren er udformet med store hjul så den let kan trækkes op ad trapper, og bunden er belagt med et gummimateriale, der virker som både beskyttende og til at "parkere" traileren på, så den ikke triller nogen steder.
Sikkert redningsarbejde
Den 28-årige Nikolaj Duves forslag til en ny type redningskrans er udarbejdet med det klare formål at gøre redningsarbejdet både hurtigere og mere sikkert. Resultatet er blevet en redningskrans, han kalder 'Airo', der står for Airborne Rescue Operations.

'Airo' redningskransen har oppustelige puder på indersiden til at fastholde den nødstedte. Der er gribe- og skridsikre materialer på kransen, der er lavet i stærkt og let kulfibermateriale. Kransen har sæde til redderen, hvis det er nødvendigt med assistance på havoverfladen og lys på undersiden, så den viser vej. Foto: Nikolaj Duve, AAU
Jeg har valgt at bruge eksisterende teknologi, noget der er testet og virker, og så har jeg brugt teknologien i en ny sammenhæng og dermed givet den en ny betydning. Mit udgangspunkt har været at lave en redningskrans, der kan gøre arbejdet hurtigere, fordi tid spiller en afgørende rolle i disse situationer. Jeg er nok inspireret af forudsigelserne om stigende have og flere oversvømmelser og har analyseret på det nuværende udstyr og redningsprocedurer og fundet ud af, hvordan kan man optimere det.
Nikolaj Duve.
Ved hjælp af komprimeret luft kan en række puder inde i kransen pumpes op, så de fastholder den nødstedte. Kransen har huller, der tager vand ind, når den rammer havoverfladen og dermed synker kransen lidt ned og letter proceduren for den nødstedte. Derefter udløses den indre ring, som fastholder den nødstedte og vandet presses ud af kransen.
Der er lys i kransen, der fungerer som vejviser og samtidig hjælper redningsfolkene med at få et bedre overblik. Kransen er udstyret med et sæde og grej til at fastspænde redningsmanden, så sikkerheden er i top, og udstyret er belagt med gribevenligt og skridsikkert materiale strategiske steder.
Lagt på aalborg.dk d. 12. maj 2009