Studenterhybel med lækker udsigt
Aalborgs mest eftertragtede ungdomsboliger i Utzon Park på havnen er netop blevet indviet.

Marianne Sundbøl (tv) viste sin et'er med fjordudsigt frem for borgmesteren og Bikubenfondens direktør. Hun og veninden Helene Jensen var blandt de første til at skrive sig på ventelisten og kan nu nyde deres lejligheder på Aalborgs mest eftertragtede kollegium.
Lejligheden er stadig sparsomt møbleret, men den lette indretning passer godt til de lyse trægulve, de spritnye, hvide køkkenelementer og solen, der tvinger sig vej ind i stuen via de store vinduer, der indrammer Limfjordsbroen og det blå bassin under den.
Det bedste ved at bo her er helt sikkert udsigten.
Marianne Sundbøl, studerende.
Hun og veninden fra studiet, 20-årige Helene Jensen, er blandt de studerende, der for en måned siden flyttede ind i Bikuben Kollegiet ved siden af Utzon Center på en af havnens mest attraktive adresser.
Officiel indvielse
Fredag blev kollegiet så officielt indviet med reception og taler i et telt på den støvede grusplads, der om blot et år skal være omdannet til grøn havnepromenade. Til den tid er den golde ørken dækket af græs, og vejen langs havnen fjernet.

Det støvede grusareal omkring de tre kollegiebygninger bliver dækket af græs, når Utzon Park vokser til.
Lagt på aalborg.dk d. 18. maj 2009