Living

Stort behandlerhus på vej i Aalborg Øst

Behandlerhus med læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, psykologer og andre med forstand på borgernes fysiske og psykiske tilstand skal etableres i Aalborg Øst.

Det er Aalborg Kommune og Region Nordjylland blevet enige om, og de er gået i samarbejde med Himmerlands Andelsboligforening om et behandlerhus, der kan stå færdigt i 2010, hvis planlægningen og interessen for tiltaget er så stort, som initiativtagerne håber.

Det er især på grund af manglen på læger, at regionen og kommunen har fundet sammen om projektet.

Et faldende antal læger skal behandle et stigende antal borgere, og derfor skal det gøres mere attraktivt at være læge i bydelen.

Behandlerhus kan trække

En befolkningsprognose udarbejdet af Aalborg Kommune viser, at der i 2020 bor knap 56.000 borgere i den østlige del af Aalborg, hvilket er 3000 personer flere end i 2007. Men i samme periode ventes antallet af læger at falde fra 18 til tre, hvis der ikke rekrutteres nye læger til de praksisser, der lukker, fordi lægerne går på pension.

Interessen hos lægerne kan blandt andet stimuleres ved at oprette et behandlerhus, hvor flere læger kan samarbejde, og hvor der er andet sundhedspersonale i samme bygning, lyder argumentet.

Men spørgsmålet er, om man får læger til at slå sig ned i Aalborg Øst, bare fordi man kan tilbyde dem et nyt behandlerhus at have deres praksis i.

Sundhedsrådmand Thomas Kastrup-Larsen (S), Aalborg Kommune, erkender, at et behandlerhus ikke løser alle problemer med lægemangel.

Løsningen på lægemanglen er en fuld lægeuddannelse i Nordjylland. Vi ved, at studerende, der læser til læge i for eksempel Århus eller Odense, også bosætter sig der, når de er færdige med uddannelsen.Thomas Kastrup-Larsen.

Lagt på aalborg.dk d. 09. februar 2009

Offentlige services

Her finder du de mest benyttede servicetilbud fra Aalborg Kommune. I flere af tilbuddene er der selvbetjeningsløsninger, så du nemt kan klare dit ærinde hjemmefra. Se mere på www.aalborgkommune.dk.

Living fortæl