Aalborg Lufthavn holder styr på kufferterne
Investering på 10 millioner kroner i nyt udstyr til bagagesortering.

Den elektroniske RFID-chip sidder i de velkendte bagagestrimler, der også kaldes tags.
Aalborg Lufthavn indvier verdens mest avancerede system til sortering af flybagage. Det nye system har kostet cirka 10 millioner kroner og betyder, at det samme mandskab kan håndtere langt mere bagage end tidligere.
- Trafikken på lufthavnen er som bekendt steget kraftigt, så vi har været nødt til at gøre noget ved bagagesorteringen, forklarer driftschef Kim Bermann.
Han fortæller, at de ansatte hidtil har skullet se på hver enkelt kuffert, hvor den skulle hen, og med håndkraft løfte den over på den rette bagagevogn.
Det var ikke noget stort problem, da alle fly fra lufthavnen gik til København, men nu hvor en hel række selskaber opererer ud fra lufthavnen og flyver på en stribe forskellige destinationer, har det været en flaskehals, fordi lastepersonalet ikke længere kunne følge med.
RFID er løsningen
Noget måtte altså gøres, og da et nyt system skulle vælges, overvejede lufthavnen et velkendt stregkode-system, som blandt andet bruges i Københavns Lufthavn:
- Men stregkoder aflæses kun rigtigt i 60-90 procent af tilfældene, og derfor har vi i stedet valgt et såkaldt RFID-system, som er skabt af Lyngsoe Systems i Aars. Det virker ved hjælp af radiobølger, og her er læseratesikkerheden oppe på 99 procent, oplyser Kim Bermann.
Han tilføjer, at systemet i forvejen er indført i tre andre lufthavne i verden, men at Aalborg er den første, hvor den nye udgave af systemet er indført.
Her har den lille radiochip, der sidder i i tag?en - det papirbånd, der klæbes omkring en kufferts håndtag ved indtjekning - fået større hukommelse, så den kan rumme alle rejseinformationer, hvilket fremover giver mulighed for nye services for passagererne.

Systemet anbringer automatisk hver stykke bagage på den rette sliske, hvorfra de ansatte kan nappe dem med en lille kran, der virker med vakuum. Driftschef Kim Bermann demonstrerer. Foto: Mette Nielsen
Helt nyt udstyr
Ved indtjekningen vil passagererne ikke mærke forskel fra før til nu, men ude bagved, i bagagesorteringen, er alt udstyr nyt.
Her ender de enkelte stykker bagage på hver sin sliske, hvorfra de ansatte kan hive dem op med en lille kran, der virker ved hjælp af vakuum, og uden selv at belaste kroppen placere dem på vognene, der kører kufferterne ud til flyet.
- Det nye system giver os mulighed for at sortere bagagen, så de kufferter, der eksempelvis skal af i København, placeres for sig selv i lastrummet, mens dem, der skal videre ud i verden, placeres et andet sted. På den måde går det både lettere og hurtigere at tømme et fly og sende bagagen videre, oplyser Kim Bermann.
Lagt på aalborg.dk d. 02. juni 2010