Idræt ud på gader og stræder
Aalborg vil være en af landets Breddeidrætskommuner.
En pose penge på 20 millioner kroner fra Kulturministeriet og Nordeafonden gør det muligt for landets kommuner at søge om at blive Breddeidrætskommuner og dermed gøre en særlig indsats for at få udbredt både de sundhedsmæssige og de sociale dyder ved at dyrke motion og idræt.
Den mulighed søger Aalborg Kommune samt en række foreninger og organisationer og har ansøgt om 3,4 millioner kroner til det projekt, som kræver medfinansiering fra kommunal side og samlet løber op i 7,6 millioner kroner.

Projektet er rettet mod borgere i alle aldre og handler bl.a. om at bruge byens rum. Arkivfoto: Grete Dahl
Fra vane til vandring
Projektet kaldes " Idræt - fra vane til vandring" og er rettet mod borgere i aldre, og som i dag ikke er særligt aktive. Desuden omfatter det særlige indsatser for børn og unge.
Vi skal ud til grupper, som traditionelt ikke dyrker idræt, og prøve at bringe idrætten ud, hvor de er.
Keld Jensen formand for folkeoplysningsudvalget.
Det handler blandt andet om at bruge byens rum, som parker og Limfjorden, til aktiviteter og idræt.
Tanken er at opstille containere med udstyr som basketballkurve, rulleskøjter, cykler og måske endda en kajak. Brugerne skal så kunne få adgang til containerne via et låse- eller kortsystem efter samme princip som Aalborgs nye bycykler og bruge udstyret til spil og leg i for eksempel parkerne.
Belgisk ide for zappere
Endvidere er det tanken at fortsætte udbygningen af multibaner rundt om i byen, og et andet tilbud bliver "Idrætspasset".
Det skal give 12-18 årige ubegrænset adgang til idræts- og bevægelsestilbud efter skoletid for at tilgodese børn og unges ønske om fleksible aktiviteter.
Vi har skelet til Belgien, hvor det er en stor succes. Det giver unge mulighed for at zappe rundt, indtil de finder et sjovt tilbud og finder sig til rette i foreningsmiljøet. Det er jo ikke alle, der har talent som Michael Laudrup, men som på denne måde kan finde en sport, der er mere sjov end at spile fodbold på 3. holdet.
Keld Jensen.
Lagt på aalborg.dk d. 18. september 2009