Visiting

Reception på et arabisk skib eller fødselsdag på et russisk

Læs mere

Under The Tall Ships Races 2010 i Aalborg har virksomheder, foreninger og private mulighed for at holde et anderledes arrangement på et af de store flotte sejlskibe i Aalborg Havn.

For tredje gang er Aalborg værtsby, når den verdensomspændende begivenhed The Tall Ships Races kommer til byen fra den 21. - 24. juli 2010.

Virksomheder, foreninger og private vil i de dage, hvor skibene ligger til kaj i Aalborg, have en unik mulighed for at holde receptioner, jubilæer, personalearrangementer eller fødselsdage ombord på de store flotte sejlskibe med plads til op til 300 gæster.

Vores kunder havde under The Tall Ships Races i Aalborg i 2004 nogle fantastiske oplevelser på skibene. Receptionerne er samtidig skibenes vigtigste indtægtskilde, og vores evne til at sælge disse receptioner i 2004, hvor der var udsolgt, har været medvirkende til, at mange af skibene kommer til Aalborg igen i år.Søren Thorst, projektleder for The Tall Ships Races i Aalborg.
Stemningsfyldt solnedgang fra The Tall Ships Races 2004.
Repræsentant fra de varme himmelstrøg

Det arabiske skib Shabab Oman har annonceret sin ankomst til The Tall Ships Races i Aalborg, og i tre dage vil der være mulighed for at holde reception ombord på skibet.

Skibet kommer fra sultandømmet Oman, og er det eneste Tall Ship i den arabiske verden. Skibet er en vigtig ambassadør for Oman og besøger havne i både de arabiske og vestlige lande, blandt andet for at stimulere verdens interesse i Oman.

Det russiske skoleskib Mir fra Sankt Petersborg er et af de mange andre sejlskibe, hvor der også er mulighed for at holde et arrangement. Mir, som også deltog i The Tall Ships Races i Aalborg i 2004, er næsten 100 meter langt og regnes for at være det hurtigste af verdens store sejlskibe.

For yderligere information om The Tall Ships Races 2010 i Aalborg - klik ind på www.tsr10.dk

Lagt på aalborg.dk d. 03. februar 2010