Visiting

Masser af musik i Tivoli Karolinelund

Fredagskoncerter udvides i år med afterparty.

Thoms Buttenschøn - spiller i Karolinelund 30. juli - er aktuel med pladen "Køter" og ørehængeren "God damn". Arkivfoto: Michael Koch
Navne som Thomas Buttenschøn, Michael Learns To Rock, Sko/Torp og Bryan Rice er på programmet til Tivoli Karolinelund sommerkoncerter.

Som de foregående år er koncerterne lagt om fredagen, og i år har Karolinelund valgt at udvide med et afterparty, så når hovednavnet er færdig, kan publikum blive i parken og få danset færdig eller bare hygge sig nogle timer endnu med mere musik.
Bryan Rice er en gammel kending i Karolinelund, hvor han nu for fjerde gang spiller op til fredagsfest. Han har fået sparket nyt liv i karrieren med mgp-hittet "Breathing". Arkivfoto: Torben Hansen
Første koncert er fredag 18. juni med Bryan Rice på friluftsscenen.

Karolinelund er også klar med musik til det mere modne publikum.

I restaurant Påfuglen er der fire onsdage fællessang og optræden af kendte artister.

Første arrangement er 30. juni, hvor Dario Campeotto synger for. Birthe Kjær er solist 7. juli, og det kan måske blive sidste gang, der er mulighed for at opleve Birthe Kjær i Aalborg, da hun har meddelt, at hun indstiller karrieren som omrejsende i showbusiness.

Onsdag 14. juli er det bandet CC Lee, som optræder med et Abba-show, og fællessangen kulminerer onsdag 21. juli, når TV2 Charlie optager fællessang til en udsendelse på kanalen. Musikken leveres af blandt andre Johnny Reimar og Fede Finn & Funny Boyz.
Birthe Kjær - synger an i fællessang for det modne publikum 7. juli. Arkivfoto: Michael Bygballe
Før hvert show kan man bestille spisning, og her varmes der op med fællessange, som er trykt på dækkeservietten - en gammel Karolinelund-tradition som nu bliver vækket til live.

Desuden vil en toastmaster holde dampen oppe både under fællessangen og med interview af de optrædende solister på friluftsscenen.

Lagt på aalborg.dk d. 11. maj 2010