Byens udvilking fra stenøksernes storhedstid til at være en vidensby

Men først kom vikingerne, som slog sig ned på Lindholm Høje få kilometer nord for Aalborg...

Lindholm Høje er Danmarks mest berømte gravplads fra stenalderen, og består af ca. 700 grave. Stedet var et aktivt bosted fra år 400 frem til år 1000, hvor Svend Tveskæg herskede.

I årene herefter var der nogle kraftige sandstorme, så marker og grave blev efterhånden dækket med sand.

Men meget er sket siden sandet fordrev vikingerne. Byen blev til en af Jyllands største købstæder og allerede inden den fik sine købstadrettigheder af kongen i 1342, slog Kong Hardeknud mønter i Aalborg i 1035. Byen blomstrede og gråbrødremunkene kom hertil. De kom til fods til Danmark i 1232 fra Tyskland til Ribe, og de var en del af den voksende Franciskanerorden.

Franciskanerordenen blev stiftet i1223 af den hellige Frans af Assisi i Italien. Munkene prædikede om at leve, som Kristus havde gjort det, i Gudstro og fattigdom. De levede primært af gaver og tiggeri og kaldes derfor tiggermunke. Tilnavnet gråbrødre fik de efter farven på deres kutter.

Imellem 1240 og 1250 nåede gråbrødrene til Aalborg. En ukendt stifter skænkede dem en grund på et tidligere bebygget areal på sydsiden af Algade og tæt på byens havn i Østerå.

Placeringen var ideel for et tiggermunkekloster, da brødrene let kunne samle tilhørere til deres prædikener. De mange forbipasserende betød samtidig gode almisser.

(Du kan besøge de resterende dele af klosteret, hvis du tager elevatoren, som du finder uden for Sallings indgang på Algade.)

Katolicismen blev den førende religion i de næste par hundrede år, men dens skæbne blev beseglet under grevens fejde, hvor Skipper Clement blev kendt som leder af bondeopgøret i 1534.

Bondeopgøret og renæssancen

Skipper Clement (Clement Andersen) blev født omkring 1484 i Aaby sogn i Vendsyssel og var dansk bondesøn og søofficer, som siden hen blev kendt som leder af bondeoprøret i 1534, hvor Aalborg havde en central rolle.

Kong Frederik d. 1 dør i 1534 og rigsrådet har bestemt ikke lyst til, at den tidligere Kong Christian d. 2 skal have tronen tilbage. Derfor anmodede de kong Frederik d.1.s søn, Christian d. 3., om at overtage den ledige trone, og Christian 3. blev indsat som konge.

Den detroniserede Kong Christian d.2 som forblev indespærret på Sønderborg Slot, var folkets konge. Nu var borgerkrigen en realitet og i september 1534 rejstes et omfattende bondeoprør i Nordjylland under ledelse af Skipper Clement.

Skipper Clements bondeoprør bredte sig til store dele af Jylland, og bøndernes indestængte had til adelen fik undervejs en lang række jyske herregårde til at gå op i lys og luer. D. 16. oktober 1534 led den jyske adelshær et knusende nederlag ved Svenstrup syd for Aalborg.

Kong Frederik d. 1.'s hær var på dette tidspunkt meget kritisk stillet, men Kongens gamle ven og feltherre - Johan Rantzau - trådte endnu engang til. Skipper Clements hær blev splittet op og jaget på flugt. På kort tid trængte Rantzau op gennem Jylland, og til sidst blev Clements styrker indesluttet i Aalborg, og faldt efter få dages belejring den 18. december 1534. Skipper Clements forsvarere, mellem 7-800 mand, blev hugget ned, hvorefter byen blev givet fri til plyndring.

Skipper Clement selv undslap blodbadet i Aalborg, men blev nogle dage senere forrådt af en bonde og taget til fange. Den 9. september 1536 blev Skipper Clement henrettet på Viborg Landsting. Han blev halshugget, liget blev parteret og lagt på fire stejler. Skipper Clements bondeoprør blev det sidste i Danmark. For yderligere information - klik ind på

Danske Konger

Jens Bang

Der kom ro over byen igen og den fik en større position i renæssancen som købstad.

Købmanden - Jens Bang - byggede sit stenhus i 1624. Jens Bang var et utroligt sammensat menneske og forud for sin tid. Han skulle være født i Horsens ca. 1570 og kom til Aalborg senest 1592.

1605 betalte han 24 skilling i borgerskabspenge og fik dermed ret til at drive handel og købmandskab i Aalborg. Samme år fremgik det af byens regnskaber, at han havde investeret i et skib, og efterfølgende fremgik det af regnskaberne fra Aalborghus, at han havde leveret tømmer og spansk salt til lensmanden.

På det nye skib sejlede han korn til Norge og tog tømmer med retur. I nogle tilfælde blev det fragtet videre til Spanien. 1617-27 eksporterede han for egen regning 3000 stude sydpå.

De gode tider fik dog en brat ende for Jens Bang i 1639. Hans hustru døde. Der skulle skiftes, så kreditorer kunne få, hvad der tilkom dem. Antallet af stævninger og betalingskrav mod Jens Bang eksploderede i 1640'erne. I 1641-43 fyrede han sine betroede medarbejdere, brød ind i folks huse for at bemægtige sig værdipapirer og blev desuden grebet i ulovligt fiskeri.

Jens Bang døde i begyndelsen af 1644.

Efterhånden ændrede byen karakterer fra at være handlenes og søfarernes by til også at være en industriby.

Den industrielle udvikling sætter Aalborg på cigarens mavebælte...

Ikke blot Danmarks, men Nordens største og Europas næststørste tobaksfabrik lå i Aalborg. Historien om C.W. Obel har været fortalt mange gange. Forløbet strækker sig fra grundlæggelsen i 1787 til 1995, da den sidste cigarillos blev rullet i Aalborg, men det skelsættende årstal var 1961, da C.W. Obel fusionerede med Skandinavisk Tobakskompagni.

I 1950'erne var ansat over to tusind, og meget af det manuelle arbejde blev varetaget af kvinder. De var rappe både på fingrene og i munden. Obel-pigerne blandede sig livligt i forlystelseslivet, og de havde penge på lommen, Obel underbetalte ikke kvinder.

Den Aalborgensiske tobaksfremstilling startede med skrå og slutter med skrå. Hvor mange mon er klar over det sidste? Der foregår stadig en lille skråproduktion i Sofiendal, hvor den sidste cigarillos blev rullet i 1995. Knap 15 arbejdere fremstiller stadig skrå - næsten som for 200 år siden.

Aalborg som skibsfarts- og industriby

Med sin placering ved Limfjorden midt mellem Nordsøen og Kattegat har Aalborg i århundreder været en skibsfartsby, og hvor der er mange skibe, er der også værfter.

I 1912 grundlagde brødrene Stuhr det værft, som siden kom til at præge byens udvikling. I 1914-18 voksede værftet hastigt for at kunne producere de mange transportskibe, der var brug for i 1. verdenskrig, men efter krigen blev det småt med nybygninger, og i 1927 måtte Aalborg kommune overtage værftet.

Rederiet J. Lauritzen købte værftet i 1937 og gav det navnet Aalborg Værft A/S. Det udviklede sig til at blive byens største arbejdsplads og beskæftigede i 1980'erne ca. 4.000 medarbejdere. Værftet byggede, indtil det lukkede i 1988, ikke blot mange skibstyper, men også Aalborgtaarnet, brofagene til Limfjordsbroen og stålkonstruktioner til Budolfi kirkes tårn.

Aalborg Værft specialiserede sig allerede i 1940'erne i bygning af køleskibe til rederiet J. Lauritzen. De sidste blev bygget i Sovjetunionen i 1985-86.

Grundlaget for en anden af Aalborgs store industrier - cementudvilkingen - skyldes de store mængder af kridt i undergrunden.



... og sidenhen kom børsterne til byen

En flok ustabile børster, hed det sig, og det til trods for, at netop cementarbejderne i høj grad har æren for, at Aalborg fik ry som Danmarks arbejderby frem for alle andre, og for at Aalborg overhovedet i dag er en af landets største byer. Og selv om deres æra er så godt som slut, så er det stadig i høj grad cementarbejderne og deres bykvarterer, der karakteriserer Aalborgs udvikling og indretning.

Hvordan cementen kom til at præge byen også på langt sigt, kan man læse i Aalborgbogen, udgivet af Selskabet for Aalborgs Historie. Her fortæller cementarbejder, Laurits Pedersen, født i Vejgaard i 1886, hvordan folk i stort tal kom til byen for at få arbejde:

- En dag i 1893 stod jeg på vejen uden for mit hjem, Hen ad vejen kom der et underligt køretøj. Foran var der en mand og to drenge på 9-11 år, der alle trak en lille vogn. Konen gik ved siden af med en lille spånkurv med et vækkeur og en kaffekande. Da dette optog nåede mig, sagde manden Prrr! - de standsede, og jeg blev spurgt om, hvor Hansens gamle hus lå? Jeg fulgte dem derhen, selvom jeg ikke kunne forstå, de skulle bo der, for det var jo et hønsehus!

Men manden i beretningen havde i det mindste sin familie med. Det havde de unge, stærke karle ikke, som søgte ind til byen for at få arbejde, og det gav, som det hedder, brydninger. Især Vejgaard blev en klondykeagtig nybyggerby, kendt for druk og slagsmål. Det var simpelthen ikke et sted, hvor ordentlige mennesker boede.

Laurits Pedersen mente, at han muligvis kunne få arbejde på Rørdal, men at der blev slidt for meget

og at der var alt for mange børster.

Cementarbejderne blev, konstaterer Laurits Pedersen, betragtet som en ringere kaste, selv blandt andre arbejdere.

At det var en bevidsthed, som cementarbejderne levede med, sås allerede i 1896, da de foretrak at oprette deres egen fagforening i stedet for at slå sig sammen med de andre ufaglærte, og karakteristisk er det, at cementarbejderne fandt sammen og bosatte sig i deres egne omegnsbyer: Vejgaard, Mølholm, Nørre Uttrup og Lindholm, hvor de satte deres præg - arkitektonisk, politisk såvel som kulturelt. Og selv om også andre arbejdergrupper bosatte sig i specielle bykvarterer - tobaks- og tekstikarbejderne særligt i Vestbyen og værftsarbejderne særligt i Østbyen - så finder man ingen af disse steder, hedder det, så kraftige brancheaftryk, som tilfældet var i cementarbejdernes forstæder.

Også i Mølholm opstod en by omkring Cementfabrikken Norden, hvis navn stadig genkendes i "Nordens Huse" og haveforeningen, og selv om cementbyen bredte sig mellem lergravene ved fjorden og kridtgraven i Hasseris og således stadig er tæt på det velhavende borgerskabs landlige villaer, så er Mølholm stadig en mindre og mere ydmyg boligmasse end villaerne på Skovbakkens skråninger, noteres det. Og angiveligt derfor havde beboerne her også sværere ved at slå politisk igennem i området. Socialdemokraterne fik aldrig der den styrke, som de havde - og stadig har - i Vejgaard og i Sundby-Hvorup.

For netop nordenfjords, i Nørre Uttrup og Lindholm, tog byudviklingen også fart med sognets to cementfabrikker. I kvarteret ved Cementvej og Søndre Kongevej og sydpå ligner husene stadig trods senere ændringer til forveksling husene i Vejgaard og Mølholm, og lige så tydeligt er det, at det var cementarbejderne på den yngste af de fem fabrikker, DAC i Lindholm, der slog sig ned langs Thistedvej ud mod kirken og i de små sidegader rundt om den fabrik, der stadig markerer sig i området, og hvor byudviklingen i disse år for alvor har fat efter frigivelsen af de efterladte arealer til genanvendelse.

For Aalborg blev 30'erne et moderne gennembrud

1930'erne var hårde år for Danmark og hele den vestlige verden. Den internationale depression satte sit præg på Danmark. Både landbrug og byerhverv var i krise. Ledigheden var i perioder oppe over 30 procent. Men Aalborg skilte sig positivt ud.

For Aalborg blev 30'erne et moderne gennembrud. Store, visionære investeringer i Limfjordsbroen, landets første provinslufthavn, nye vejanlæg og nye bydele - bl.a. Vesterbro og Boulevarden - gjorde i løbet af få år Aalborg til en af landets mest moderne storbyer.

Aalborg var i 30'erne et nationalt forbillede, og i flere omgange arrangerede byen "Nordjysk Udstilling" med gæster fra hele landet -inklusive kongehuset og regeringstoppen med statsministeren i spidsen - hvor Aalborg og Nordjylland viste sig fra sine bedste sider og præsenterede den nye mode, ny livsstil, ny arkitektur og nye tekniske vidundere fra diverse erhverv.

Denne tråd er blevet taget op igen, efter at aalborgs tid som industriby synes at være forbi. Begrebet "vidensby" er blevet mere passende.

Aalborg som vidensby

Fra Aalborg universitet og mange andre af byens læreanstalter vælter det ud med højt kvalificeret arbejdskraft, og adskillige højteknologiske virksomheder opstod.

I 1988 lukkede tre af Nordjyllands store virksomheder, og en i forvejen ledighedspræget landsdel mistede endnu 2.000 arbejdspladser. Der måtte gøres noget. På den baggrund blev ideen om NOVI

(Nordjyllands Videnpark A/S) fostret som en spydspids i den nordjyske erhvervsudvikling og som bindeled mellem forskning og produktion.

NOVI blev planlagt og etableret inden for det daværende amtslige rammer og ved opførelsen i 1988/89 blev stedet betegnet som "Videncentret". NOVI var på det tidspunkt kun 5.500 kvm og husede skiftende virksomheder samt en række forskningsinstitutioner og teknologiske serviceinstitutter.

Naboen Aalborg Universitet var en afgørende samarbejdspartner med tætte relationer mellem lejerne i NOVI og en lang række af de teknisk baserede universitetsinstitutter.

NOVI er vokset siden den spæde start sidst i firserne og forskerparken rummer i dag 29.000 kvm.

Har du brug for yderligere information, så klik ind på Novi

Bykernen i Aalborg

Bykernen har også udviklet sig fra at være domineret af datidens store virksomheder, til at være domineret af kunst, kultur, hygge og charme. Byen byder på et væld af oplevelser, hvad enten du er til badeland eller finkulturelle oplevelser. Du kan eventuelt lade dig inspirere af Byens gåture, som guider dig rundt i byen og områdets perlerække af fornøjelser.

Et væld af uddannelser

Aalborg er kendt for sit brede udbud af uddannelser. Den brede vifte af uddannelser har også resulteret i et bredt fritidsmiljø. Her er alt hvad hjertet kan begære af underholdningstilbud og sportsaktiviteter. Lige fra faldskærm over floorball til fodbold.

I Aalborg er der sport på alle tangenter

Du kan tage til Herning for at se ishockey, København for at se fodbold, Århus for at se basket og Viborg for at se håndbold, men der findes ingen steder ud over Aalborg, hvor du i samme weekend kan følge alle sportsgrenene på eliteniveau uden at skulle ud og rejse.

Aalborg er nemlig elitesportens by. Som den eneste by i Danmark, kan du her finde elitehold lige meget om sporten er herre eller dame, fodbold, håndbold, ishockey, basket eller volleyball. Sjældent har man set sådan en mangfoldig samling af sportsgrene på samme sted. Og det går bare strygende, alle holdene er med i toppen.

Samba. - du er gøgleren og gaden er din

I Aalborg er der hvert år Nordens største karneval, hvor 25.000 sambaglade mennesker deltager i et sprudlende optog gennem byen. Optaget samler ca. 100.000 tilskuere, der nyder de fantasifulde udklædninger og sambarytmerne. Karneval er et medie for kreativ folkekultur, hvor deltagerne sprænger tilskuerrollen og kaster sig ud i rytmisk musisk selvudfoldelse med ansigtet som lærred og kroppen som skulptur. Karnevalet er en hyldest til livet, foråret, fantasien på tværs af religiøse og politiske skel.

Kort til alt - især når du skal langt

Hvad enten du skal ned til bageren eller Barbados, så har du nærmest ingen transporttid. Aalborg byder på alle storbyens glæder, men indenfor en yderst overskuelig afstand. Fra du står og kigge rud over Limfjordens blå vande, til du står midt på strøgets spraglede fliser, går der ikke fem minutter. På cykel kan du nå alle byens forstæder på et lille kvarter, og hvis du skal længere væk, bliver det kun nemmere. Aalborg har sin egen ekspress-rute til resten af Danmark via E45, og som om det ikke er nok ligger lufthavnen med mange indenrigs- og udenrigsafgange kun 20 minutter på cykel væk fra byens centrum.

Sidst, men ikke mindst, bliver Aalborg skåret igennem af den smukke Limfjord, der byder op til vals i enhver sejlers sjæl.

International morskabscocktail

Gaden (officielt Jomfru Ane gade) trækker hver weekend mange tusinde festglade mennesker fra hele Norden ind til fest og farver. I den yderst intime gade er der et utal af diskoteker og værtshuse, noget for enhver smag. priserne er som i et østeuropæisk land, og på de mange lyse sommeraftner bydes der på forfriskende drikke under åben himmel til den lyse morgenstund.

Gaden byder i dagtimerne og i de tidlige aftentimer på meget andet end sydende fester. Jomfru Ane Teateret byder gæsterne velkomne med prægtige shows. Du finder også flere restauranter, der byder på lækker mad i et herligt miljø. For enden af gaden ligger Aalborg Kasino, der er et hyggeligt samlingspunkt for alle med en lille gambler i maven, storspillere som hyggespillere.

God fornøjelse.

Lagt på aalborg.dk d. 31. december 2006