Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

GameCity Aalborg samler spilbranchen

14. september 2015
GameCity Aalborg er sat i verden for at udvikle computerspilbranchen i Nordjylland yderligere. Projektleder Dolan Sund fortæller her om branchen og potentialet for spiludviklere i Nordjylland.

Aalborg på verdenskortet

Formålet med GameCity Aalborg er at sætte Aalborg på verdenskortet som en af Skandinaviens førende byer inden for den kreative, digitale underholdningsindustri. Bag GameCity Aalborg står bl.a BusinessAalborg med projektleder Dolan Sund i spidsen: 

- Under GameCity Aalborg paraplyen finder vi bl.a. succesfulde virksomheder som Bedtime Digital Games, Interceptor Entertainment, CEGO og flere mindre nyetablerede spilvirksomheder. Jeg tror på, at vi gennem tættere samarbejde med spilvirksomheder og uddannelsesinstitutioner kan etablere endnu flere arbejdspladser, praktikpladser og nye virksomheder.

Born globals

- Et vigtigt kendetegn for spilvirksomheder er, at de tænker globalt fra begyndelsen. De er såkaldte "born globals", som ser verden som deres markedsplads, derfor vækster de typisk hurtigere end mere traditionelle nystartede virksomheder, fortsætter Dolan.

Den samlede spilindustri beskæftigede på landsplan mere end 700 personer i 2013 og havde en omsætning på godt 800 mio. kr. Heraf kunne mere end 80% henføres til eksport. 

Globalt marked på 560 mia. kroner

- Computerspilindustrien vil mange måske definere som en nicheindustri. Faktum er, at der er stor efterspørgsel efter nye underholdningstilbud. Det globale marked for computerspil udgjorde i 2014 ca. 450 mia. kr., og det ventes at vokse til ca. 560 mia. kr. i 2018. At vi i Aalborg er blevet centrum for udvikling af computerspil skyldes især de stærke kompetencer inden for de digitale og kreative erhverv, og jeg forventer kraftig vækst fremover, fortæller Dolan. 

En naturlig fødekæde

GameCity Aalborg er med til at sikre, at kompetencerne er til stede for fremtidens arbejdsmarked ved at etablere en naturlig fødekæde til den voksende spilindustri via uddannelsesinstitutionerne. Game2Grow initiativet er derfor en naturlig del af GameCity Aalborg paraplyen: 

- Initiativtagerne bag Game2Grow henvender sig til spil-interesserede folkeskole- og gymnasieelever og har allerede nu tilknyttet 12 undervisere fra spilindustrien og 30 aktive skoleklasser. UCN og AAU tilbyder også forskellige spiluddannelser og -specialiseringer. Jeg tror derfor på, at vi ved at vise de studerende, at man kan skabe sig en karriere inden for computerspil, så vil Aalborg blive til et attraktivt økosystem for spilindustrien, forklarer Dolan. 

Netværk og events

GameCity Aalborg danner også rammer for industri-relevante events og netværksgrupper for etablerede spilvirksomheder. I samarbejde med Shareplay og Interactive Denmark er der på nuværende tidspunkt afholdt ca. 60 offentlige arrangementer i Midt- og Nordjylland. Blandt andet det årlige Games Business Aalborg event med temaer som game marketing, work-for-hire og digitale forretningsmodeller. 

- I GameCity Aalborg er der også ildsjæle, som er med til at arrangere gratis weekendarrangementer, de såkaldte Game Jams, hvor alle er velkomne til at komme og udvikle spil. Deltagernes kompetencer i gruppearbejde, udvikling, kreativitet og standhaftighed kommer på prøve, men det foregår altid i højt humør, fortæller Dolan.

GameCity Aalborg Spilfestival

Et af de events som GameCity Aalborg og BusinessAalborg lige nu er i færd med at planlægge er Danmarks største spilfestival, som sætter Aalborg på danmarkskortet for spilindustrien: 

- I sommeren 2016 organiserer vi Danmarks største spilfestival. Her fejrer vi spil og spilkulturen og berører alle aspekter inden for branchen. Vi kigger på de nyeste trends og research inden for forretningsudvikling, spiludvikling og produktion. Og så hylder vi vores lokale og internationale spilvirksomheder, slutter Dolan forventningsfuldt.

Mere info om GameCity Aalborg

Du er velkommen til at kontakte projektleder Dolan Sund for flere informationer:

Mobil: 4070 6556

E-mail: dolan@aalborg.dk

Del indhold